Deus Ex: Invisible War

Deus Ex: Invisible War er på gaden d. 5. marts til Xbox og PC

Med Warren Spector i spidsen sørgede Ion Storm for en mindre spilmæssig revolution ved overgangen til det nye årtusinde. Deus Ex var fusionen af lige dele kærlighed samt hårdt arbejde, og turde at betræde nye græsgange, som måske ikke umiddelbart bar lugten af dugfrisk profit. Et uhyre ambitiøst projekt, som slog bro mellem RPG og FPS båret af en spændende historie i et troværdigt, gennemarbejdet univers. Ganske overraskende, og bekræftende for branchens mere innovative entreprenører, blev det også en kommerciel succes. En succes der beviste at opfindsomhed samt anderledes koncepttænkning også kan bære frugt.

Nu vender vi så tilbage til denne intrigante verden, som ånder en snært af apokalyptisk stemning. Et sted som man, i form af JC Denton, tidligere har vendt på hovedet, venter på endnu en tur i det flyvende tæppe. Multilaterale virksomheder har overtaget den baggård, som småkorrupte regeringer tidligere undertrykte. En effektfuld intro ser bogstaveligt talt Chicago opløst i et terroristangreb. Som agenten Alex D - der måske når alt kommer til alt kun er en forsøgskanin - undslipper man dette i sidste øjeblik. Herefter blæses der til samling fra Seattles gyder, og snart er man fanget i et større historiemæssigt net - fyldt med krinkelkroge. Ikke alt er som det ser ud på overfladen, en række selskaber fremfører overbevisende deres egen dagsorden. Hvad er deres virkelige agenda? Og hvem kan man stole på?

Invisible Wars store styrke er at disse svar ikke er entydige. Den normale lineære gade er blevet ofret for en flersporet motorvej på vej mod svarenes afkørsel. Man kommer forbi et hav af bekendtskaber, som alle er fulde af personlighed. Det kan godt være lidt svært, når man ikke har den normale monokrome egenskabsradar at navigere udfra. Men det er alligevel rart at føle at man er del af en reel levende verden, hvor man ikke altid selv behøver at være den store motivator. Faktisk føler man sig oftere, som kuglen i et pinballspil - konstant kastes man frem og tilbage mellem fraktionernes blinkende løfter.

Ion Storm har ikke knækket deres sugerør ned i RPG cocktailen - de har bare valgt ikke at tage så stor en mundfuld denne gang. Hovedvægten er lagt på et lystigt FPS-skue, men det er stadig muligt at modellere sin hovedperson. Konceptet er bygget op omkring biomods, som forbedrer et givent område på Alex D. Kroppen er delt op i forskellige zoner, der igen har tilknyttet et gitter med tre indgange. Når man først har valgt hvilken indgang man vil tage, så er der ingen vej tilbage. Det er ikke entydigt, hvilken tilgang der er bedst, og de initiale valg vil få stor betydning på spillets videre forløb. Satser man på en ligefrem krigertype? Eller vil man måske hellere snige sig vej gennem områderne? Kombinationerne er mange, og det forskelligt vægtede gameplay, vil øge incitamentet til at gennemføre titlen anden gang.

Dette incitament udbygges af spillets indgang til de forskellige problemer. Som spiller har man nemlig alle kort på hånden, og man kan frit vælge hvilken man vil spille ud. Man kan drøne ind i et lokale fra et loftsvindue, snige sig igennem luftskakter eller måske bestikke en vicevært til at lukke sig ind. Mulighederne er mange, og der er virkeligt åbnet op inspirationens godtepose. Derudover så kan man frit vælge mellem de forskellige fraktioners mange missioner, og derved udvides det underliggende gitter betragteligt. Fremfærden er naturligvis lineær narrativt, men forløbet har et hav af nuancer og det endelige udfald varierer mellem tre forskellige. Det løses i et større opgør mellem de vigtigste fraktioner, hvor man endeligt må tage stilling. Ikke at der nødvendigvis bliver tale om en "happy ending", men det skal der jo heller ikke altid være.

Invisible War er på mange niveauer en teknisk præstation, men det har desværre også sine ofre. I forsøget på at gøre spillet så åbent som muligt, har man måtte ofre meget af AIens aggressive natur. Man skal jo frit kunne skifte fraktion - faktisk frem til spillets finale. Det giver våbenglade spillere en fordel, og man kan reelt set blaste sig relativt let vej igennem spillet. Derudover så er der også flere sekvenser, hvor AIen virkeligt opfører sig besynderligt. Det er dog meget op til een selv, om man vil lægge bånd på sig selv, og nyde spillets fortællemæssige afveksling. Grafisk er det et flot skue, med lækre real-time skygger og lyssætning samt detaljerede futuristiske lokationer. Negativt så kan loadetiderne godt være en anelse lange. Invisible War er på mange områder en eminent titel, som giver en forrygende oplevelse på flere niveauer. Det kræver lidt tilvænning og opofring fra spilleren, men det er givet godt ud.