Devil May Cry 3: Dante’s Awakening

Stil over substans. Det var de hårde ord DMC2 fik med på vejen af Thomas Tanggaard. Det var selvfølgelig ikke nemt at løfte arven fra en så flot udført action- og stemningsmættet etter, men spillere måtte se langt efter originalens gotiske middelalderudtryk, udfordrende kampe og Dantes øretæveindbydende replikker. Hvis DMC-seriens tredje udgivelse kan bruges som pejlemærke for spilseriers kvalitative udvikling i 2005, så lover det godt, for i DMC3 råder Capcom bod på mange af fortidens synder.

Der er masser af gotisk bygningskunst, udfordrende bosser og action i denne ombæring, og når du hører, hvordan Dante på det groveste mobber bossen "Fido"- den trehovedede dørvogterhund Cerberus, som kendes fra den græske mytologi - er du ikke i tvivl om, at Dante har begravet sine halvkedelige eskapader fra toeren dybt nede i den sorte muld. DMC3 er ikke en fuldstændig genoprejsning, men en væsentlig bedre oplevelse end den fejlslagne toer.

Det tredje afsnit lægger ud med at vise Dante siddende en stille aften og nyde sin dejligt næringsrige pizza. Stilheden brydes, da hans lejlighed invaderes af en flok grumme skikkelser med leer - er døden mon kommet for at hente vores helt? Hell no, ingen slipper godt af sted med at vade ind i Dantes privatliv, og i en for serien sædvanlig stilfuld filmsekvens giver Dante - godt hjulpet på vej af spilleren - fjenderne en seriøs røvfuld. Historien er en forløber for etteren og har bl.a. Dantes bror i en vigtig birolle, og selvom plottet aldrig har været seriens omdrejningspunkt, så er det denne gang både mere fremtrædende og mindre klichepræget.

Da det oprindelige Devil May Cry udkom, blev det udråbt til "en tilbagevenden til fordums actionspil". Masser af fjender, svære bosser og endeløse voldsorgier ledte netop tankerne tilbage på tiden, hvor tre liv og parolen "værsgo’ at starte forfra, når du kradser" stod øverst på dagsordenen. DMC har dog en stor fordel i forhold til sit ophav - den solide styring.

Du skifter mellem dine blank- og skydevåben så nemt, at du kan skære en fjende midt over med sværdet, hoppe op i luften og plaffe en anden fjende - skifte til et tredje våben i luften - og flække kraniet på en sidste fjende, inden du atter får jordkontakt. Bosserne, som øvede spillere før kunne klare med begge hænder bundet på ryggen og en næsetip på controlleren, er ikke lige sådan at få ned med nakken. Faktisk er flere af dem så svære, at jeg nær havde udsat min PS2 for den tyngdekraftstest, flere af mine controllere allerede har dumpet. De meget fantasifuldt designede bosser, som tager form af alt fra en trehovedet hund over en lang svævende skolopender-lignende satan til indersiden af søuhyret Leviathans øjeæble, giver enhver spiller kamp til stregen - og længere endnu.

Den store videreudvikling af konceptet er "kampstile". Forud for hver level kan du vælge den kampstil, du vil fokusere på. Der er fire af slagsen: Trickster, Gunslinger, Sword Master og Royalguard. Hver stil åbner op for særlige moves. Trickster giver Dante mulighed for at snyde fjenderne ved at løbe op af mure eller lave andre hurtige undvigelsesmanøvrer, Gunslinger gør ham i stand til at skyde i flere retninger samtidig og lave "chargeshots", Swordmaster åbner op for manøvrer som "sværd-propellen", og med Royalguard-stilen kan han bedre blokere fjendtlige angreb. Hver stil opererer - ligesom våbnene - med erfaringspoint, og mens du godt kan vælge at koncentrere dig om én eller to kampstile, så gør du klogt i spille på flere heste. Det vil i hvert fald gøre visse levels nemmere.

Dante’s Awakening er en meget sigende undertitel. Dante vågner rent faktisk op til dåd efter den tandløse toer. Toerens triste grafiske flade, lette bosser og tynde plot er afløst af en flottere udgave af det originale dystre middelaldermiljø, karakterfulde og udfordrende bosser samt en historie, der uden at gøre hverken Kojima eller Sakaguchi misundelige, har mere bid og karakter. Alt dette er selvfølgelig intet værd, hvis tempo- og actionfyldt underholdning krydret med en masse "John Woo møder Matrix"-filmklip ikke siger dig det fjerneste. Og det ville jeg godt kunne forstå. Stilen er stadig vægtet højere end substansen, og efter de første fem timer måtte min entusiasme se sig snigløbet af en følelse af kedsomhed. Det ændrer bare ikke ved, at Dante har fået oprejsning og at spillere med hang til fortidens actionspil har fået sig en rigtig fornuftig titel at kaste sig over.