Det tredje kapitel i Diablo-sagaen har delt vandene. Mens mange fans verden over glæder sig til endnu et dybt hack and slash-eventyr, er der andre, der føler, at oplevelsen er blevet forvandlet til en omgang regnbuefarver fra happyland.
Da de første billeder dukkede op på nettet i 2008, affødte dette således en underskriftsindsamling for at bringe den mørke, gotiske atmosfære tilbage. Her på redaktionen undres vi dog over, at mange tilsyneladende har glemt hvor pixeleret Diablo II så ud på mere end en 10 tommer skærm, og at stemning kan bestå af andet end at kaste så meget sort som muligt efter skærmbilledet.
Uanset holdningen, fik vores GRTV-team dog syn for sagen på den netop overståede tyske Gamescom-messe, og de er ikke i tvivl: Diablo 3 fanger stemningen fra de første spæde skridt i den dæmonfyldte verden, runde former eller ej.
På Blizzards stand kunne man således få syn for sagen med troldmanden, heksedoktoren og barbaren. Sidstnævnte kan med rette kaldes en genganger fra de tidligere spil. Han er dog ikke en direkte kopi, og med Hulk-lignende angreb, er det er tydeligt at udviklerholdet har haft et ønske om at skabe mere end et spil domineret af enknaps-klasser. Dog uden at låne for meget fra World Of Warcraft, og dermed skabe et spil hvor kontrol dominerer over angreb.
På Blizzcon blev den fjerde ud af de fem planlagte klasser annonceret i form af munken. Munken er endnu en melee-klasse, dog i en noget mere skrøbelig udgave. Men hvad denne klasse mangler i hårdførhed, kompenserer han for med at hav af fikse tricks. Hurtighed, og en brændende hellig ild er nøgleordene i denne sammenhæng.
Sundered Pass skabte rammen for demoen, og leverede et gold ørkenlandskab ikke ulig Lut Gholein-ørkenen fra forgængeren. Denne gang var det dog med fygende sand, masser af småkryb og en detaljegrad, der kunne få de tidligere udgaver til at kigge misundeligt til fra sidelinien.
Havok-fysik og en specialbygget 3D-motor leverer en overbevisende udgave af det velkendte isometriske gameplay, og effekter flyver om ørerne på helten. Samtidig er der i denne omgang mulighed for at zoome ind på spilleren, hvis det seneste udstyr skal beundres.
Og det er netop når dagens bytte skal undersøges, at man kan fornemme udviklingen: når rovet skal fordeles og vurderes, byder interfacet på en del forbedringer, der på mange måder er lånt fra det populære World Of Warcraft. Derfor er der også funktioner, der hurtigt lader dig se udstyrets væsentlige statistikker i et pop-op-vindue når musen føres over samt en masse smådetaljer, der gør det lettere at bruge tiden på at nakke monstre frem for at organisere pladsen i tasken.
Det virker også som om der har været større fokus på at skabe situationer, hvor spilleren ikke i samme grad kan slippe væk fra overvældende trusler. En af ændringerne er hastigheden på karaktererne. De er ikke længere langt hurtigere end monstrene på deres vej, og vil oftere komme ud for situationer hvor det at stikke af ikke er muligt.
Diablo 3 føles stadig som et godt hack and slash. Og på trods af mindre kantede omgivelser, samt flere farver, er det tydeligt, at dette ikke ender som en regnbueglad udgave af de to forgængere. Det næste Diablo-afsnit låner detaljer, hvor det føles relevant, uden nogensinde at glemme fortidens dyder, og der er ikke meget andet tilbage at sige end, at vi glæder os ustyrligt.
En anden mening
Det lader til at blive en yderst lovende cocktail af eventyr, action og indsamling som Blizzard har stykket sammen. Ventetiden er ulidelig.