Diablo III: Reaper of Souls

Reaper of Souls skal fixe Diablo III. De siger det måske ikke helt så direkte, men hver gang Blizzard har fortalt om den kommende udvidelse, skal man ikke læse særlig dybt mellem linjerne for at finde en indrømmelse af, at Diablo III ikke fungerede helt optimalt på nogle punkter. For nu at udtrykke det diplomatisk.

Den største og vigtigste forandring, Reaper of Souls bringer med sig, er tofoldig. Det stærkt kritiserede auktionshus er blevet sendt ad helvede til, og samtidigt indfører Blizzard et nyt system til at udregne hvilke våben og rustningstykker, dræbte fjender smider på jorden. De kalder det "Loot 2.0", og det går kort sagt ud på at det loot, man finder, skal være mere brugbart.

Skal man dømme ud fra vores tid med den lukkede beta, så har Blizzard nået det mål. Der dropper selvfølgelig stadig udstyr, der bare er noget skrammel, men man vil også opleve jævnligt at finde tydelige opgraderinger i forhold til det, ens figur allerede har på. Og de kommer i en lind strøm. Et par stykker i timen er ikke ved siden af. Resten kan man sælge eller skrotte, og bruge materialerne til at crafte nyt udstyr hos smeden. Crafting-systemet har også fået en overhaling, så der er meget færre materialetyper, og man benytter de samme materialer uanset om man er level 10 eller level 70. Mængden er eneste forskel.

Men Reaper of Souls handler ikke kun om at rette op på grundspillets fejltrin. Blizzard har selvfølgelig også fyldt på indholdsiden, med tre store tilføjelser.

Den første er selvfølgelig det femte akt. Det betyder nye omgivelser, et væld af nye monstre, nyt level cap på 70. Akt 5 foregår i og omkring byen storbyen Westmarch, i sumpområdet rundt om byen, i katakomber under den, og i Pandemonium, en oldgammel slagmark i en anden dimension, hvor himmel og helvede har bekriget hinanden i uendelige tider.

Til forskel fra grundspillet er alle miljøerne i Akt 5 tilfældigt genererede (med en enkelt undtagelse eller to). Hvor det i Diablo III kun var dungeons, der var sat tilfældigt sammen, og overfladeverdenen altid havde samme overordnede geografi, så bliver omgivelserne i Akt 5 skabt tilfældigt, hver gang man starter et nyt spil.

Med andre ord skaber det en ny oplevelse hver gang, og samtidigt er spilverdenen proppet med events og små dungeons i langt tættere grad end det vi kender. Her er ikke noget med at lære geografien udenad, og så tjekke de tre-fire steder, det man nu leder efter kan befinde sig. Stilen er også rigtig lækker - fra Westmarchs mørke og klassisk gotiske bymiljøer til Pandemoniums overnaturlige arkitektur og tilsyneladende uendelige vidder.

Den anden store nyhed er den nye karakterklasse, Crusaderen. En tung gut (eller gutinde) med skjold og rustning, der tæsker sig gennem fjendehorderne på kort til medium afstand. Man skal selvfølgelig ikke konkludere noget endeligt om spilbalancen, mens Reaper of Souls stadig er i beta, men Crusaderen er hurtigt blevet min yndlingsklasse af flere årsager. Dels sparker hun røv og smadrer sig gennem de fleste fjender, dels er hendes evner så nyttige, aggressive og opfindsomme, at min monk og min demon hunter virker lidt kedelige til sammenligning.

Mit build består blandt andet af et standardangreb, der giver bonus til ens block-chance, hver gang man slår nogen. Det er så udstyret med en rune, der gør at ens skjold eksploderer i et AoE-angreb, hver gang man blokerer. På højre museknap har jeg et stort cleave, der nakker de fleste almindelige fjender i ét hug. En anden evne sender en række af fire spøgelsesbueskytter mod fjenden, og de hugger og skyder alt på deres vej. Crusaderen kan få ekstra mobilitet ved at hidkalde en hest af lys (eller sådan noget) og ride gennem fjenderne, og evnen Sword of Heavens - den som Blizzard har beskrevet som et artilleriangreb, hvor man selv er projektilet - rammer den perfekte kombination af nyttighed, massiv skade og cooldown, så det altid er tilfredsstillende at bruge.

Crusaderen er en absolut favorit. I øjeblikket virker hun næsten for stærk, men jeg er ikke sikker på det rent faktisk er et problem.

Tredje tilføjelse er Adventure Mode, Blizzards nye bud på øget variation og end-game. I Adventure Mode er der ingen historie, quests eller mellemsekvenser. I stedet er samtlige waypoints låst op, så man kan rejse frem og tilbage på tværs af alle fem akter og deres underområde. Man ledes på vej af såkaldte Bounties, små miniopgaver tilknyttet enkelte waypoints. De går typisk ud på at dræbe 50 monstre og en bestemt elite, eller gennemføre et bestemt event. Der er kontant belønning i form af guld og Blood Shards, en ny møntfod man kan benytte til at gamble på nyt udstyr.

En Bounty er hurtigt klaret - det er sjældent, de tager over ti minutter. Hver akt har fem af dem, og laver man dem alle, er der ekstra belønning i form af mere guld, shards og en Horadric Cache, en lille pose som der vælter loot ud af, når man åbner den.

Det hænder også at man får fingrene i en såkaldt Rift Stone, som man kan tage tilbage til landsbyen og bruge til at åbne en Nephalem Rift. Disse rifts er tilfældige dungeons på en til otte etager, hvor eksisterende tilesets og miljøer bliver sat sammen på nye måder og med nye lyssætninger, og fjender fra alle dele af spillet kommer i aktion. Sværhedsgraden er selvfølgelig noget højere end ude i overflade-land, med masser af elites og uniques - og selvfølgelig endnu bedre loot end man finder andre steder. Når man har dræbt nok monstre (det nødvendige antal bliver ikke nævnt specifikt, man har blot en procentmåler at forholde sig til) spawner der en slutboss, der så, igen-igen, smider endnu bedre loot.

Det er en fremragende blanding af hurtigt fix og længere udfordringer, og giver Diablo III noget hårdt tiltrængt variation ud over den gamle jagt på Valor-stacks og Inferno-løb. Bedst af alt kan man spille Adventure Mode uanset hvilken level man er - spillet tuner automatisk indholdet til ens figur. I princippet er det muligt at levelle sig vej fra 1 til 70 uden nogensinde at røre historien.

Førnævnte Nephalem Valor og Inferno-sværhedsgraden er i øvrigt væk nu. Reaper of Souls indfører et sværhedsgradssystem i stil med det, man måske kender fra konsoludgaven af Diablo III. Det betyder at progressionen nu er tunet mere til en enkelt gennemspilning end fire, og man kan selv justere sværhedsgraden undervejs. De sværeste låses først op, når man når et bestemt level, men man skal ikke langt ind før det giver mening at skrue op fra Normal til Hard.

Vurderet ud fra den lukkede beta, der indeholder stort set alt fra Reaper of Souls udover den sidste bosskamp, så rammer Blizzard plet med denne udvidelse. Diablo III får sig en vitaminindsprøjtning af de helt store. Den ligner et must for alle Diablo III-ejere, uanset om man var glad eller skuffet over grundspillet.