Diablo IV - Indtryk fra den lukkede beta

Hvis du hørte lyden af pergamentruller, healing potions og en nøgle, der falder til jorden, kunne du sikkert gætte, hvilket spil de stammer fra på et sekund. Der er få spilserier, der kan identificeres så tydeligt alene ved hjælp af lyden som Diablo. Jeg er glad for at kunne fortælle, at dette stadig er en fast bestanddel af det fjerde spil. Da jeg startede den åbne beta til det massivt ventede Diablo IV, fik jeg på den første dag ikke spillet ret meget. Jeg måtte stå i kø og vente i over en time ad gangen. Når jeg først var inde, blev jeg smidt ud efter en times spil. Alt dette var dog forventet, og på dag to var disse problemer løst.

Det første, der slår en, er, hvor velkendt alt er. I sin kerne er Diablo et rollespil, som ønskede at fokusere på actionsekvenserne og minimere fortællingen. At slagte monstre har altid stået i centrum, og det har jeg selv altid nydt, men jeg har dog også ønsket at se mere af verdenen og dens indbyggere, og Diablo IV overrasker med et større fokus på historiefortælling. Med nyt kameraarbejde (hvor der er mere fokus på din karakter), flere karakterer at tale med end tidligere og mange mellemsekvenser går Diablo IV nye veje. Hvis vi får mere fortælling, skal den være af god nok kvalitet til at være interessant, og mine første indtryk af Diablo IV er, at det er den - til tider i hvert fald.

Jeg elsker at læse i ældgamle bøger, lytte til Deckard Cain fortælle om et eller andet monster eller bare få lidt mere at vide lidt mere om verdenen. I Diablo IV er det min oplevelse, at Blizzard har gjort sig ekstra umage for at skabe en mere troværdig og sammenhængende verden med spændende karakterer. Inarius, en ærkeengel, der er blevet forvist, indtager rollen som en faderfigur, og kontrasten til det onde er et fokuspunkt. Så er der Lilith, en dæmon og datter af Mephisto, som introduceres som Sanctuary's mor. Inarius og Lilith skabte engang verden, men er nu i konflikt med hinanden. Alle og alting falder direkte mellem disse kræfter, og nogle forsøger at manipulere begivenhederne til deres egen fordel. Hovedmissionerne følger den kolossale konfrontation, men det meste af handlingen var låst af i betaen. Jeg vil for oplevelsens skyld ikke sige meget mere om plottet, udover at jeg glæder mig til at følge rejsen til dens ende.

Og så til gameplayet. Det, der overraskede mig mest, var alle aktiviteterne i verden. Alle de små sidemissioner og alle de små begivenheder. Der var gentagelser i designet af begivenhederne, men de fleste af missionerne havde godt stemmeskuespil og interessante historier. Disse kunne handle om eksorcisme, om at begrave et barn eller redde en ven, og jeg kunne godt lide kvaliteten af mange af disse. De fortalte om livet i byerne, dæmonernes indflydelse, sorg og håb. Men aktiviteterne, det kan være karavaner eller personer, som du skal beskytte, var desværre af gentagende karakter. Selv om du ikke behøver at udføre disse, håber jeg, at vi vil se lidt mere variation i det fulde spil.

Det er tydeligt, at Diablo IV følger i fodsporene på det tredje spil og Immortal. Det er bygget til at rumme mange spillere og være en mere social oplevelse. Jeg havde i hvert fald meget sjov med at løbe rundt i en gruppe og klare bosser. Dette understøttes af klasserne, som har nogle spændende synergier. For eksempel vil en ice mage være god support til en karakter, der kan gøre meget skade. Alligevel er det, når jeg er alene og løber ned i en gammel krypt blandt grave og pergamentruller, at Diablo er bedst. Kampene i disse lokaliteter er simpelthen fantastiske og ikke mindst stemningsfulde.

Jeg valgte at spille som en Sorceress. Barbarian og Rogue er også gode klasser i Diablo IV, men jeg foretrak Sorceress. Denne klasse sætter fut i sagerne med sin magi. Desværre fik jeg ikke mulighed for at teste Druid eller Necromancer i betaen for at sammenligne, da de var låst. Jeg valgte straks at specialisere min mage med elektriske evner, da det er sjovt at kaste lyn, der hopper rundt og bogstaveligt talt steger monstre. Jeg fandt ud af, at hver evne havde en anvendelse, og at det eneste problem var, at jeg kun kunne nå op til level 25. Dette resulterede i, at jeg måtte fravælge andre grene af færdighedstræet, såsom ild- og is-evnerne. Hvad angår klassens udvikling, så er færdighedstræet opdelt i grene, som man bevæger sig igennem. Man kan kun komme videre, hvis man har lagt et point i den forrige evne, og for at komme til den næste gren skal man ofte erhverve et vist antal evner, før man kan vælge mere kraftfulde evner. Det er simpelt, intuitivt og fungerer glimrende.

For at hjælpe din karakter med at overleve er der et klassisk genstandssystem. Dit udstyr er i din rygsæk, og på klassisk vis vælger du selv, hvad du vil have på, og hvad du vil lægge i din rygsæk. Det der skiller sig ud er, at du ikke har portaler, identifikationsruller eller masser af potions. Denne gang har du fra starten af en række sundhedsdrikke, som du kan opgradere med ressourcer, du finder i naturen, og som afhænger af, hvilket niveau din karakter er på. Ved at gennemføre visse udfordringer i spillet kan du også opgradere mængden af potions, du kan bære. Ligesom i Diablo III taber fjenderne røde genstande, som du kan samle op for at øge dit potion-tal. Det er yderst strømlinet og en succesfuld blanding af mekanikkerne fra Diablo II og III.

I byerne kan du også sælge, købe, opgradere, skrotte og tilføje magiske bonusser til dit udstyr. Jeg benyttede lejligheden til at gennemføre særlige huler for at låse op for unikke kræfter, som jeg så kunne bruge penge og ressourcer på at forbedre. Det lod mig tilføje ekstra effekter til mine våben eller rustninger som eksempelvis en magisk barriere. Det klassiske ædelstenssystem er også tilbage, og du kan sætte disse sammen for at lave større og kraftigere ædelsten af samme type. Ligesom tidligere giver stenene procentvise stigninger i dit udstyrs evner.

Når du først er udstyret, udrustet, magisk forbedret og klar til at begive dig ud i verdenen, vil du bemærke, hvor stort spillet er. Det tager tid at komme rundt, og selvom betaen ikke var åben længe nok, til at jeg kunne erhverve mig en hest, så er det meningen, de skal hjælpe med at krydse store afstande. Der er selvfølgelig også teleportationsportaler som tidligere, men de er få og langt fra hinanden og findes ikke længere i huler, men kun i byer på verdenskortet. Tro dog ikke, at dette betyder lange afstande uden at der sker meget. Tværtimod bliver du konstant angrebet, du støder på sidemissioner hele tiden, og du finder masser af huler og begivenheder. Nogle gange virker det næsten til, at spillet smider for meget efter dig, men jeg havde det nu alligevel sjovt med betaen. Gameplayet er godt, på trods af nogle gentagende bosser og events, og jeg kan godt lide historien. Fjendevariationen er også god, men jeg håber ikke, at vi får tekniske problemer, som det der skete på dag 1 af denne beta.

De største fejl og bekymringer, jeg er stødt på indtil videre, har været af teknisk karakter. Lag, tilbagespoling af trin og så videre, fordi serveren ikke kan genkende det, man har gjort. Man kan også få sparket og skulle vente i timevis på at logge ind igen. Der er meget at sige om disser problemer, og de er alle et resultat af, at man hele tiden skal være forbundet til internettet. Hvordan de første uger af det fulde spil bliver, er det endnu for tidligt at spå om.

Jeg havde meget sjov med betaen og Diablo IV, og det ser ud til at blive et af årets højdepunkter for mig. Måske spiller jeg det "forkert" ifølge udviklerne, men det er stadig sjovere at spille alene end sammen med andre. På trods af dets online-fokus, så synes jeg, at fundamentet for et godt spil er her. Der er for det meste gode forbedringer til ældre systemer, og det føles som om, jeg kan til at tilpasse mine evner på mange måder. Historien er fængende og kampene er nok de bedste i serien hidtil.