Over det seneste år har jeg brugt alt for mange timer på Diablo IV. Det har været som en form for digital afhængighed, og jeg tør slet ikke tælle, hvor mange hundrede timer, jeg har lagt i det. Jeg har spillet samtlige sæsoner og fulgt med i alle de forbedringer, Blizzard har introduceret løbende. For mange har det været lidt af en rejse, som vi alle gik fra chokket over indholdsmængden ved lanceringen til kollektiv utilfredshed med progression og loot, og takket være Loot 2.0 og en række andre forbedringer har Blizzard, tilsyneladende, klaret skærerne.
Banen er altså kridtet op til den første store udvidelse, Vessel of Hatred, som lander lige om lidt. Udover sæsonerne og opdateringerne og rettelserne, så bør dette være resultatet af al den feedback, udviklerne har fået på det ofte udskældte spil. Jeg har haft den store fornøjelse at få tidlig adgang til udvidelsen otte dage før den officielle udgivelse, og jeg er klar til at dele mine oplevelser fra de monsterinficerede områder i Sanctuary.
Historien fortsætter præcis, hvor Diablo IV slap, og den indfanger den dystre tone fra hovedspillet. Brutalitet, magtmisbrug, korruption, ondskab - det er de samme centrale tematikker, som fremstår som et friskt pust i en verden der ellers domineres af komik og quippy oneliners. Neyrelle, som vi mødte i kampagnen, har påtaget sig ansvaret for at beskytte Mephistos "Soulstone", og det går ærlig talt ikke specielt godt. I Vessel of Hatred skal vi finde Neyrelle, fordi hun, trods sine bedste intentioner, ikke kan bære stenens byrde på længere sigt, med andre ord; vi skal være Sam til hendes Frodo. Mephisto prøver konstant at manipulere hende til at frigive ham, men indtil videre modstår hun. Din mission bliver derfor at opspore hende i det nye område, Kurast, som mange spillere af Diablo II vil genkende. Kurast har dog gennemgået en massiv udvidelse sammenlignet med, hvad vi så i det tredje område af seriens andet kapitel. Jeg vil undlade at afsløre for meget, men hvis du kunne lide den mørke og skumle atmosfære i Diablo IV, vil du elske Vessel of Hatred. Historien om Neyrelle er dyb, følelsesladet og fuld af overraskelser, hvilket gør den til en af de stærkeste fortællinger i serien hidtil. Mellemsekvenserne er smukt udført og oser af stemning. Vi behøver ikke at gå yderligere i detaljer; det her fungerer på alle måder.
Selvom Vessel of Hatred er en gigantisk udvidelse, så er hele oplevelsen dog lidt mere fokuseret end det brede, brede hovedspil. Det kan blandt andet mærkes på en række sidemissioner, der virker mere gennemarbejdede end dem i hovedspillet. Hvor mange af Diablo IV's sidemissioner føltes repetitive - som at løbe ind i et tilfældigt område, dræbe et monster og vende tilbage - føles opgaverne i Vessel of Hatred langt mere meningsfulde. Nogle af dem fortæller længere historier om de karakterer, man møder i området, og enkelte leder til nye dungeons, hvor man kan smadre monstre og blive belønnet med imponerende loot. Det er tydeligt, at sidemissionerne har fået et løft, hvilket gør, at de nu tilføjer mere til spillets verden og gameplay end blot at forbedre ens omdømme i diverse områder. Alt føles strammere designet og langt mere tilfredsstillende, hvilket får ens handlinger til at virke mere betydningsfulde. Historien flyder gnidningsfrit med et vellykket miks af mørke fortællinger og uendelige kampe mod horder af monstre, og hvorimod at de langsigtede udfordringer med repetition, udfordring og progression er nogle helt andre, så er ens første møde med disse aktiviteter et decideret friskt pust ved siden af hovedspillets enorme men ensformige indholdsmængde.
Når vi taler om gameplay, så har Blizzard lavet nogle markante ændringer. Vessel of Hatred føles som udvidelsen, der vil ændre Diablo IV for altid, ligesom Reaper of Souls var det for Diablo III. En af de mest spændende nyheder er introduktionen af den nye klasse, Spiritborn. Spiritborn er en slags primitiv munk, der i sit evnetræ kan vælge mellem fire forskellige dyr, hver med deres unikke kampstil. Som med de øvrige klasser kan man blande og matche forskellige evner, som ofte har synergi med det udstyr, man finder undervejs. Selvom klassen ikke skiller sig radikalt ud fra de andre, er den stadig underholdende at spille. Jeg vil sige, at den placerer sig et sted mellem Sorcerer, som stadig er min favoritklasse, og Necromancer, der desværre keder mig grundets dens fokus på autonomi og passivitet. Spiritborn er velafbalanceret, og når man finder den rigtige kombination af evner, bliver den virkelig sjov at spille. Jeg opnåede fire sværhedsgrader på én aften og nåede op til den nye Torment-sværhedsgrad, hvor udfordringerne virkelig begynder at tage fart. Selv her holder Spiritborn, så alt tyder på at spillet bibeholder samme afbalancerede meta som er blevet opnået igennem et hav af opdateringer.
Torment-sværhedsgraderne er et af de nye spændende tiltag. Før Torment er der fire sværhedsgrader, som stort set kun øger monstrenes styrke og forbedrer den procentmæssige bonus til erfaringspoint og guld. Men når man rammer Torment, begynder det unikke Ancestral udstyr at dukke op, hvilket markerer starten på spillets sande endgame. Torment byder på fire grader i sig selv, hvor ens armering og elementmodstand reduceres drastisk, hvilket gør spillet til en ægte udfordring for dem, der når level 60. Ja, Blizzard har skåret 40 levels væk, og når man når til level 60, går man over på Paragon Board-systemet, hvor man opgraderer sin karakter med nye attributter. Her begynder man pludselig at føle sig overmenneskelig stærk, og det er enormt tilfredsstillende. Dog kan rejsen til level 60 være en smule sej i starten, men ved level 30 åbner spillet sig virkelig op, og man får adgang til alle de systemer, der gør udstyret stærkere.
Blizzards opgraderede udstyrssystemer giver en masse at arbejde med. Smeden kan tilføje ekstra evner til dit udstyr, og okkultisten kan give dine gule genstande legendariske egenskaber ved at tilføje aspekter. Der er også nye runeord, som fungerer anderledes end dem i Diablo II, men stadig tilføjer eksotiske evner til dit udstyr. Hele dette udstyrspuslespil er dybt tilfredsstillende for spillere som mig, der elsker at finpudse og optimere deres udstyr. Det er let at bruge timer på at tilpasse og forbedre, hvilket føjer en ekstra dimension til spiloplevelsen.
Men hvad kan man så give sig til i Sanctuary? Kurast-området byder på en masse nyt indhold, inklusive "supermonstre", som kræver teamwork at nedkæmpe. Desværre føltes serveren under min gennemspilning temmelig tom, da jeg kun stødte på to andre spillere i løbet af de fyrre timer, jeg spillede. Det betød, at jeg ikke fik chancen for at prøve verdensbosserne, som ellers ser meget lovende ud. Blizzard har implementeret en gruppefinder, ligesom i World of Warcraft, men uden medspillere blev det desværre ikke til mere. Jeg ser frem til at prøve dette aspekt, når flere spillere får adgang.
Blizzard har lyttet til spillerne, og mange af de kritikpunkter, der har været, er blevet adresseret og forbedret. Spillet føles nu langt bedre balanceret, og udvidelsen tilføjer en overflod af nyt indhold, der gør det endnu mere underholdende end ved lanceringen sidste år. Selvom der tidligere var begrænset indhold til dem, der nåede level 100, er der nu så mange aktiviteter, at selv når man rammer level 60, vil der stadig være masser af ting at tage sig til. Jeg kan sagtens forestille mig, at flere sværhedsgrader vil blive tilføjet senere, ligesom vi så i Diablo 3, men allerede nu er de otte sværhedsgrader rigeligt til at tilbyde timevis af udfordrende gameplay. Og Phat Loot!