Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Diddy Kong Racing DS
Anmeldelser Diddy Kong Racing DS

Diddy Kong Racing DS

Rares abekatte brænder gummi af på DS'en. Men hvorfor føles det 5-10 år for sent? Asmus har testet den håndholdte udgave af hvad der ellers engang var en klassiker.
Asmus Neergaard Testet på 18 april 2007

Donkey Kong burde være en lige så stor maskot for Nintendo, som Mario er. De er lige gamle og har kendt hinanden i mange år. Alligevel har Donkey Kong i større eller mindre grad været forvist til rytmespil, platformspil og som Marios modstander, når Bowser er på ferie. Og mens Donkey Kong står i Marios skygge, står Diddy Kong i Donkeys skygge. Diddy Kong har ellers været en stor hjælp gennem Donkey Kongs forskellige eventyr, men helt samme gennemslagskraft har han ikke haft.

I det 9 år gamle Diddy Kong Racing fik han dog lov til, i selskab med sine lodne venner, at brænde gummi af i stil med Marios kart-eskapader. Og nu er de tilbage igen, i spillet med den kække og originale titel Diddy Kong Racing DS, Diddy Kong og hans mere eller mindre kendte venner. Nogle af dem har fået et redesign (blandt andet Tiny Kong, der af forstyrrende årsager er blevet ældre og forsøgt gjort sexet), andre har ikke og ser ud som de gjorde det for disse mange år siden, og nogle er helt nye.

Præcis som i sin søster på Nintendo 64, vælter rumgrisen Wizpig rundt og gør livet surt for en masse, og Diddy Kong er den eneste, der kan afhjælpe problemet, grotesk nok ved at køre rundt i sin lille gokart. Og præcis som i sin søster, byder Diddy Kong Racing DS på alt for meget ligegyldigt benarbejde mellem banerne. Som det var moderne en overgang, bindes banerne sammen ved hjælp af en såkaldt 'hub'. Det var ikke sjovt dengang og det er saftsuseme heller ikke i dag. Tænk engang; hvis man så bare havde kunnet vælge løbene i en menu, men nej. For at strø salt i såret er banerne fordelt over den årgamle kliche: Lavabaner, isbaner, junglebaner og så videre. Samtidig skal man samle balloner ind for at få adgang til løb, hvilket leder til megen udenomsræs i stedet for bare at komme i sving.

Men det er meget forståeligt, at der er lagt så meget vægt på, hvad der sker uden for løbene. For sandt at sige er Diddy Kong Racing DS en ret anæmisk oplevelse. Banerne byder ikke på nogen vanvittig variation, boostfelterne kræver en sikker hånd at ramme, mens våbnene er ret så kedsommelige. Det er i det hele taget svært at hidse sig op over Diddy Kong Racing DS.

Det er faktisk en løgn - der er noget at hidse sig op over. Sværhedsgraden, for eksempel. Det ene øjeblik er spillet let, det næste overvejer man at fange den lille abe og henrette den ved nakkeskud. Eller hvad med den måde spillet tvinger dig til at spille banerne igen og igen? Måske at Rare har taget fejl af ordene 'morskab' og 'kedeligt og monotont som DRs prøvebillede'. At man bliver tvunget til at samle stort set alt mellem himmel og jord ind, gør ikke spillet mere fornøjeligt.

Eller måske man kunne hidse sig op over den åndssvage måde, stylus og trykfølsom skærm er blevet brugt? Man kan eksempelvis få boost i starten af hvert løb ved at dreje på et hjul på skærmen. Stregen i regningen er, at man ikke lige har en tredje hånd, og derfor er nødt til at bruge en af de to andre hænder. Resultatet er elendigt. Hvilket, deprimerende nok, er mere eller mindre den røde tråd for spillets DS-forbedringer.

Fra et teknisk standpunkt er det svært at klandre grafikken for noget. DS'en er jo ikke skabt til at smide rundt med tung grafik, og derfor overrasker de ret simple teksturer heller ikke. Men det hele er så rørende uoriginalt og uinspirerende. Lydsiden brillerer med sædvanlig elevatormuzak af den muntre skuffe, tilsat 'sjove' kommentarer fra de forskellige kartracere.

Hvor er det nemt at lyde som en mavesur gammel stodder. Men det er samtidig svært at være entusiastisk efter et møde med Diddy Kong Racing DS. For der er altså ikke meget at juble over. Racingdelen, du ved, det du rent faktisk har købt spillet for, er ret tynd. At det ret tynde gameplay er gemt under lag af åndssvage gimmicks, irriterende opgaver og roderi, så kan man altså ikke sige andet end: Det er simpelthen ikke godt nok, Rare.

Yderligere karakterer

Grafik
5 / 10
Lyd
4 / 10
Spilbarhed
4 / 10
Langtidsholdbarhed
5 / 10
4
Mangelfuld ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Man kan vælge mellem fly, biler eller hovercrafts.
Minusser Kedeligt når der bliver kørt ræs. Opgaverne er irriterende. Dårligt stylus-styring.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 2 Gamereactor-udgaver
5,5 spredning 4–7
Gamereactor Danmark 4
Gamereactor Sverige 7
Fuld profil 215 udgivne artikler
4
Mangelfuld Netværkskarakter på tværs af 2 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Rare
Udgiver Nintendo
Premiere 20 april 2007
Testet på Nintendo DS
Genre Racing
Platforme
Nintendo DS
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.