Die Hard Vendetta

John McClane - det er godt nok en mand der har været igennem noget i sin tid. Magen til uheldig satan skal man lede længe efter. Terrorister tiltrækkes ham nærmest som fluer mod fluepapir indsmurt i honning. Hans ligeglade drengerøvsfacon burde passe fint ind i et spil, men indtil videre har man ikke set transformationen komplet. Sidste vinter blev Vendetta så smidt på markedet eksklusivt til GameCube. Resultatet var - trods gode intentioner - såvel en spillemæssig som kommerciel fiasko. Nu har Vivendi så fået brudt med eksklusiviteten, og forsøger at cashe lidt penge ind på de andre platforme. Bits Studios står atter for udviklingen, og der bydes på en klassisk metervare uden de store følelsesmæssige udsving.

Vi spoler lidt frem efter Mega-hard, og John McClane er nu såvel pensioneret som gråhåret. Træt hænger han i sin lænestol, mens en live udsendelse fra det lokale museum fylder skærmen. Dette har interesse af to årsager. Hans datter Lucy er sikkerhedsvagt netop her og et afkom af den famøse - nu afdøde - Hans Gruber er i gang med at uddelle en gave. Noget går galt, pludseligt er alt kaos, skud affyres - skærmen går sort. Gruber familien er naturligvis igen ude på narrestreger. Ikke nok med at uskyldige må lade livet - Lucy er også fanget et sted derinde. Det kan John naturligvis ikke finde sig i. Revolveren findes frem - nu skal der sparkes bagdel!

Vendetta er en strengt lineær FPS oplevelse, hvor man føres igennem en række baner, hvoraf blandt andet Nakatomi Plaza vækker slumrende erindringer. Efter lidt kontrolfifleri stryger man direkte ned til museets indgang. Politibiler holder parkeret, og den donutelskende betjent Al - kendt fra første film - holder indgangen dækket. Nu bevæger man sig så ind i fjendeland, hvor en større hær af terrorister har taget opstilling. Som i et andet surrealistisk skydetelt dukker modstanderne op nærmest på kommando, og forsøger at blæse knoppen af vores helt. Heldigvis er John bevæbnet såvel med skydevåben som sarkastiske kommentarer, så missionen er ikke helt umulig.

Gameplayet er tiltænkt at skulle være et miks mellem run’n’gun, stealth og sniping, men ender med en kraftigt overvægt på førstnævnte. Det er ellers muligt at snige sig ind på modstandere, og efterfølgende bruge dem som menneskeligt skjold mod deres kammerater. Får man sågar fat på en leder, så kan man få hans allierede til at smide deres våben. Ganske fed ide, hvor udførelsen dog ingenlunde er optimal. For det første er det kun i nogle situationer, at det kan lade sig gøre. Hændelserne er nemlig i høj grad scriptede, hvor nogle fjender altid opdager dig mens andre meget bekvemt nærmest er sanselammede. Det virker overfladisk, når man gang på gang skal overhøre en dialog mellem et par bad-guys, og vente på netop det rigtige tidspunkt at gå i aktion.

Derfor forlader man sig hurtigt på en mere gung-ho agtig attitude. Dette understreges i allerhøjeste grad af en meget behjælpelig auto-lock funktion. Faktisk virker sigtekornet ofte nærmest varmesøgende, modsat den umærkeligt trinløse implementering vi har set i andre tilsvarende titler. Det fjerner helt sikkert noget af oplevelsen, når man føler sig hjulpet af en usynlig hånd. Kornet bliver sågar rødt, når man kan få ram på en fjende. Det bliver derfor lynhurtigt trivielt, og fjerner samtidig argumentet for at gå sniper. Hvorfor dog bruge tid og energi på at sætte et perfekt skud ind, når man i stedet kan løbe ind i lokalet, dreje rundt og fjerne alt modstand på sekunder? Der er dog igen nogle sekvenser, hvor man pinedød skal bruge sin riffel. Dette er nogle lidt akavede episoder, hvor en terrorist eksempelvis står med en pistol for tindingen af et gidsel. Det føles lidet troværdigt, at fjolset bare står stille, mens man står ti meter fra ham, og indstiller sigtet på panden af ham.

Gameplayet kan i det hele taget ikke vifte de store jubeludbrud af sig. Det føles stift, overfladisk og uden liv. Historien er dybt kliche, og til tider decideret dårligt fortalt. Det forsøges spædet op med en bullettime rip-off, samt en multispiller sektion der ikke indebærer den store nytænkning. Bullettime - eller herotime som det hedder - virker påklistet, da det reelt set ikke har nogen gameplaymæssig effekt. Dertil så afslører det endnu mere den grafiske middelmådighed. Teksturerne er uhyre todimensionelle, figurer gentages i een uendelighed og er udført i et meget lavt antal polygoner. Det får mere en følelse af en halvdårlig tegnefilm, end en højspændt actionfilm. Dertil så er det skuffende, at man i det mindste ikke kunne få sikret sig bare Bruce Willis’ udseende, det er om noget ham, der bærer filmene. Nu må vi nøjes med et gennemsnitligt produkt, der ihærdigt forsøger men aldrig rigtigt når målet.