Dino Crisis 3

I en storstilet futuristisk techhyldest glider vi gennem det kolde rum. Året er 2548, i en fremragende introduktion følger vi udsendinge fra gruppen SOAR (Special Operations And Reconnaissance), mens de skal udforske det gigantiske spøgelsesskib Ozymandius. Skinet har været forsvundet i over 300 år, men er nu pludseligt dukket op af ingenting, tilsyneladende med kurs mod Jorden. Et lille hold sendes fra moderskibet over til den svævende kæmpe. Noget går frygteligt galt. Det åndeløse rum oplyses af skarpe lysglimt, pludselig er kun en lille gruppe overlevende tilbage. Strandede på dette sted, hvor noget ondt lurer.

Dino Crisis 3 er Capcoms bud på et anderledes survival horrorspil. I stedet for store victorianske villaer og gigtplagede zombier stryger vi nu til himmels, og strander midt i et inferno af rapfodede dinodrenge. Gameplayet kan vel bedst betegnes, som en lidt mærkværdig kombination af Gunvalkyrie og Resident Evil - med jetpacks, laservåben og primært statiske kameraer. I stedet for den labre rødtop Regina fra de to første spil, får vi nu kontrol over den dynamiske duo Patrick og Sonya. Mens man bevæger sig dybere ned i boven på dette metal og glas gennemsyrede dyr, opdager man en større gruppe dinosaurusser, der tilsyneladende hærger på må og få. Rumkrydseren forvandles efterfølgende til en arena af død, hvor hurtige reflekser er alt afgørende.

I disse bizarre omgivelser begiver man sig ud i et sammensurium af platform, action og puzzleløsning. Rummene er ofte niveauopdelte, hvilket gør at den påspændte jetpack kommer til god brug. Ofte kommer man til områder, hvor man tilsyneladende ikke kan komme videre. Her afslører lidt eventyrlyst ofte små kontakter, der kan føre een dybere ned i helvede. Endelig så kommer man til at stå over for en imponerende flok udyr, der med rumlende maver kaster sig over det friske kød. I de ofte snævre rum skal man nu desperat forsøge at manøvrere sig rundt og give kæmperne deres dødsstød. Uendeligt ammunition i den medbragte riffel og et begrænset antal af WASPs er vejen frem. WASPs er en form for droider, der bringer kolorit til kampen med et lækkert dødbringende lysshow af laserstråler. Modstanderne spawner ud af ingenting, og bevæger sig med høj hastighed. Her ville det virkeligt være rart, hvis man ikke havde det pokkers stationære kamera. Kampene bliver unødigt besværliggjort. Det er urimeligt svært, at forsøge at tænke i tre dimensioner mens man desperat forsøger at bringe sig i stilling, samtidig med at tre muterede T-Rex smiler dig i nakken.

Kameraproblemer til side er præsentationen ellers helt i top. Den grafiske opvisning trækker dybt i maskinens kapaciteter, og fremviser et hidsigt show af teksturarbejde, bump-mapping og partikelguf. På bedste Resident Evil vis afdækkes mysteriet om Ozymandius langsomt gennem gamle journaler. Det er her lidt ærgerligt, at man ikke trakteres med endnu flere af de imponerende CG sekvenser i stedet. Eksempelvis korte flashbacks ville have været helt suveræne til at sætte stemningen. Der er dog ingen tvivl om, at det tegner til at blive et værdigt bidrag til spilsamlingen.