Disaster: Day of Crisis

Inden vi går i gang, checker vi lige, at vi har alt, hvad vi skal bruge. For det er jo super-træls at stå midt i kokkereringen og opdage, at man mangler den altafgørende ingrediens. Nå, lad os se... To dele 24 Timer? Check. En knivspids af The Rock? Bingo. En spiseske Hard Rain? Jeps. Lidt af skrællen fra Twister? Har vi også. 500 gram Volcano? Ligger allerede klar i skålen. Og så til sidst et godt skvæt af The Day After Tomorrow? Check. Så skulle vi vist være helt klar til Nintendos ganske specielle sammenkogs-ret med navnet Disaster: Day of Crisis.

Her vælter alskens forskellige spilgenrer sig lystigt rundt imellem hinanden med det formål at give spilleren en totaloplevelse af hovedpersonen Raymond Bryces mareridtsdag i helvede. Der lånes med arme og ben fra et hav af Hollywoods bagkatalog af katastrofefilm, og jordskælv, flodbølger, vulkanudbrud, tornadoer og oversvømmelser er blot nogle af de udfordringer, der venter stakkels Raymond.

Og som om elementernes angreb på Blue Ridge City i det østlige USA ikke var nok, så skal han tilmed også befri sin gamle makkers lillesøster fra terroristgruppen Surge, som har benyttet det gigantiske kaos til at sikre sig et atomvåben. Og som en lille dessert skal vores allesammens helt skam også sørge for, at en lille pige, som måske har mistet sine forældre til de mange katastrofer, slipper helskindet gennem den forfærdelige dag. Nej, der er ikke et øje tørt, når først Nintendo skruer godt op for følelsesbarometeret og giver den fuld gas på violinen.

Day of Crisis har været længe ventet, da der her er tale om et relativt hårdtslående spil, som ligger milevidt fra Mario-universet. Spillet forsøger at fortælle en historie, som finder sted i den virkelige verden, men for nu at slå helt fast hvad Day of Crisis er for en størrelse, kan jeg fortælle, at der er tale om en vaskeægte spilhybrid, hvor man får lov til at prøve rigtig mange forskellige ting. Først og fremmest er her masser af skydescener af den type, vi kender fra Time Crisis-serien. Men her er også bilbaner, hvor man skal flygte fra de forskellige naturkatastrofer eller forfølge terroristerne til deres base. Og så er der også masser af baner, hvor man løber rundt til fods og løser små missioner og finder frem til katastrofe-ofre, som har brug for hjælp af en eller anden art. Det er altså et katastrofespil, hvor man foretager sig alle de ting, som helten i en rigtig katastrofefilm, foretager sig.

Så langt så godt. Men lad os starte med historien. Den slås an med en lille epilog, som finder sted et år inden, selve hovedspillet begynder. Her oplever Raymond at se sin bedste ven blive opslugt af en lavaflod - forinden når Raymond dog at love, at han nok skal tage sig af vennens lillesøster. Et år senere har han dog stadig ikke turdet se den unge kvinde i øjnene, men da det går op for ham, at hun er blevet kidnappet forud for det store jordskælv, som kickstarter en endeløs strøm af naturkatastrofer, får han endelig taget sig sammen og beslutter sig for at befri hende.

Til at starte med skal man lige finde hoved og hale i spillets mange små finesser. Hvis man kommer i berøring med ild, skal man ryste både wiimote og nunchuk, så hårdt man kan. Når man har indåndet lava-støv, skal man rense lungerne med veltimede knap-tryk. Og hist og her skal man være forberedt på forskellige quicktime-events, hvor man hurtigt skal foretage en bestemt bevægelse med wiimoten, når man får besked om det på skærmen. Man skal også huske at råbe sin hjælp ud over byen og se, i hvilken retning Ray vender sig for at finde ud af, hvor ofrene ligger skjult. Og når man finder dem, kan man frelse dem ved blandt andet at give dem kunstigt åndedræt og hjertemassage med wiimoten.

Det er alt sammen fint og godt, men hvad det er svært at formidle er manglen på tempo. Det går ganske enkelt for langsomt. Tempoet piftes lidt op, når Ray igen og igen angribes af terroristerne, og spillet skifter til at være en on-rails-shooter, hvor det handler om at holde sig skjult for fjendens kugler og så dukke frem og pløkke ham, når han genlader. Men det ændrer ikke på tempoproblemet, som underbygges af en ret død verden på trods af, at der var rig mulighed for at skabe det modsatte. Jeg er næsten sikker på, at Day of Crisis kunne være blevet en rigtig crowd pleaser, hvis Nintendo havde taget skridtet fuldt ud og lagt et tårnhøjt tempo for dagen, men som det er nu, så svinger tempoet ganske enkelt så meget, at man indimellem når at kede sig.

Og her hjælper det ikke, at udviklerne har valgt, at man ustandseligt skal høre fire ligegyldige sætninger fra enhver person, man redder. Man får intet ud af de ligegyldigheder, de siger, og man ønsker blot, at de ville holde mund, så man kunne komme videre i spillet. Heldigvis svinger tempoet bedre i banerne, hvor man kører bil. Her styrer man ved at holde wiimoten på tværs og dreje den som et rigtigt rat. Det føles enormt godt, og når man samtidig husker at bruge håndbremsen, er det faktisk ganske underholdende at suse omkring i en katastroferamt by.

Men det er også ret nemt at se, at Day of Crisis ikke helt ved, hvad det endelige mål er. For eksempel føles det påklistret, at Raymond ofte løber tør for kugler til alle de gode våben, han køber sig til undervejs, samtidig med at hans trofaste pistol bliver fodret fra det klassiske evigheds-magasin. Og helt ligegyldigt bliver våbensystemet, når først man får fingre i de tunge våben såsom gatling-gun'en eller bazookaen. De er så godt som uanvendelige i et skydespil á la Time Crisis, og det er den slags irriterende småting, der afslører, at Day of Crisis har haft en omtumlet opvækst.

Men det er historiemæssigt, spillet har nogle af sine største mangler. Klicheerne er simpelthen så tykke, at man til tider tager sig til hovedet over manglen på originalitet. Jeg kan fint leve med, at man vil bygge et hav af naturkatastrofer ind i samme spil - det er et indholdsmæssigt valg, man som spiller fint kan acceptere. Men Day of Crisis halter gevaldigt, når det kommer til at hænge hele herligheden op på en god historie. Det er svært at tro, at der formentlig har siddet en uddannet manuskriptforfatter og skrevet den patetiske handling, som udspiller sig undervejs.

Det lugter umiskendeligt af japansk naivitet, men da spillet er henlagt til USA, så stiger kravene til realisme en lille smule, og så kan de spinkle ben ganske enkelt ikke bære. Man mister al indlevelse i Raymond Bryces i forvejen karikerede rolle, når han i ramme alvor tilbyder terroristerne, at de kan få detonatoren til deres atomvåben tilbage, hvis blot de frigiver et af deres to gidsler... Need I say more? Hele gidselshistorien er i forvejen hængt op på, at Raymond forsøger at frelse en kvinde, han ikke kender, og det fungerer ikke. Og at hele den sidste halvdel føles som en slutning, der aldrig kommer, gør, at faktisk bliver lidt irriteret. På samme måde som drengen råbte ulv, råber spillet konstant op om en slutning, som aldrig kommer, og der er altså grænser for, hvor mange antiklimakser, man orker.

Men hvis man kan se gennem fingre med den slags problemer, så gemmer der sig stadig et par og tyve baners udmærket underholdning inde bag det tynde skelet. Der er ni timers spilletid i Day of Crisis, og selv om man kan genspille hele herligheden på en højere sværhedsgrad og måske finde frem til de nødstedte personer, man ikke orkede at finde under første gennemspilning, så er der ingen grund til at gentage oplevelsen, da man ikke kan forvente en ny oplevelse i et spil, som er hændelsesbaseret og meget stringent bestemmer, hvad spilleren skal foretage sig.

Nå, en hel masse ord senere skal resultatet af Nintendos interessante sammenkogte ret gøres op. På trods af de relativt mange negative anmærkninger, så sidder jeg alligevel tilbage med følelsen af, at Day of Crisis har været et frisk pust i min spilmæssige dagligdag. For i det store og hele føler man sig underholdt, selv om tempoet ofte er for langsomt. Og der er sekvenser, hvor det lykkes ret godt at skabe illusionen af, at man er hovedperson i en actionfilm. Og så er det også fedt, at Nintendo tør tage chancen og satse på så mange heste på én gang. Det har jo tydeligvis den effekt, at ingen af elementerne excellerer i en spilverden, som bugner med skarptvinklede oplevelser. Men de mange elementer formår alligevel at understøtte hinanden så meget, at de tilsammen står noget stærkere, end de ville have gjort hver for sig. Så derfor lader jeg det gode løbe af med mig og hælder et syvtal med ned i den interessante katastroferet. For på godt og ondt er det en syvtals-oplevelse, der venter alle Wii-ejerne, og så kan de være ligeglade med, hvad alle andre synes.