Dishonored: Definitive Edition

Om det er i litteraturen eller audiovisuel form, så har sci-fi genren altid været kilde til en vis fascination hos befolkningen, som gennem sin glorværdige historie, er blevet stigende mere varieret. Oveni Jules Vernes berømte bøger (der opfattes som en af de grundlæggende fædre af genren), har mangfoldige og virkelig interessante subgenrer begyndt at tage form op igennem genrens lange historie, og blandt disse kom steampunk, som opstod i 1980'erne. På denne måde skød en fængslende ny gren inden for sci-fi frem, som fangede hele spilverdenens opmærksomhed.

De mest interessante eksempler blandt spil indenfor alternativ sci-fi, er Dishonored, et spil, der blev udviklet af de, på det tidspunkt i hvert fald, næsten ukendte Arkane Studios, som udkom første gang på X360, PS3 og PC, og fik skabt interesse omkring sig fra publikum og anmeldere verden over.

Spillet blev bygget omkring nogle klassiske sci-fi temaer, men bød samtidig på en ny vinkel. Corvo Attanos første eventyr var et pragtfuldt spil på mange måder. Spillet bød på en medrivende historie, en høj grad af personligt udtryk uden fortilfælde, og spilleren fik plads til udforskning inden for hver sandbox område. Spillerens spillestil havde indflydelse på historiens slutning (der var tre forskellige af slagsen), og der var adskillige interessante gameplay mekanikker.

Med et nyt kapitel lige rundt om hjørnet (offentliggjort under Bethesdas E3 konference sidste juni), besluttede Bethesda og Arkane at forberede Dishonored 2s ankomst ved at genudgive det første spil i en Definitive Edition, eksklusivt til den nuværende generation af konsoller. Men er Dishonored:Definitive Edition den storslåede remastering, som fans af den originale udgivelse har ventet på? Eller er det bare Bethesdas forsøg på at fastholde deres publikum, mens de venter på det næste kapitel, eller måske rækker de ud efter et helt nyt publikum?

Af hensyn til de helt nyankomne til Dishonored, er det vigtigt at komme med en lille introduktion:
Historien starter i den retro- futuristiske by Dunwall, en fantasiby, hvor paranormale egenskaber og de typiske, omfangsrige steampunk maskiner (undskyld whalepunk) eksisterer side om side. Byen er plaget af en omfattende pest (som utvivlsomt forværres af udspredelsen af rotter i gaderne).
Corvo Attano - Kejserinde Jeassamie Kaldwins personlige livvagt - vender tilbage fra nabolandene efter en mission med den kejserlige flåde, i søgen efter en kur mod den epidemi, der hægrer byen. Kejserinden inviterer ham, så han kan afgive rapport, men netop som han står foran hende, er Corvo kun i stand til at se hjælpeløst til, mens ukendte styrker myrder Kejserinden og kidnapper hendes datter, Emily.

Da de andre kejserlige vagter ankommer, anklages Corvo for højforræderi, mord på Kejserinden og Emilys forsvinden, og dømmes derfor til døden. Mens Corvo afventer sin dom, bliver han henvendt af en gruppe loyalister, der hjælper ham med at flygte, en gruppe, som senere afslører at Kejserindens mord er en del af et kujonagtigt militærkup, udtænkt af visse medlemmer af regeringen. Det er her, Corvos eventyr begynder, hvor han forsøger at få renset sit navn, dræbe konspiratorerne, finde Emily og indsætte den retsmæssige arving på tronen.

Vores første gennemspilning afslørede en solid historie, men denne Definitive Edition bekræfter dens kvalitet. Den mørke, dystre og nogle gange grumme fortællestil i Dishonored er stadig fremragende, selv efter tre år(som er en evighed i en industri, der er i konstant bevægelse og udvikling) Historien danner en perfekt ramme om det fantastiske kampsystem. Hvis kampene føltes utrolig moderne omkring spillets oprindelige udgivelse - vi kunne jonglere mellem sværd, pistoler og armbrøste - holder de stadig den dag i dag, understøttet af en række interessante indslag, som inkluderer bomber og paranormale kræfter, plus et skill tree, som spilleren kan bruge for at styrke sin spillestil.

Oven på alt det, er der et andet element, der forbløffede os på den positive måde, selv i denne remasterede version, AI'en. Den er mest bemærkelsesværdig, hvis man vælger den mere offensive fremgangsmåde, hvor man altid skal holde øje med antallet af fjender i området. De angriber nemlig ikke en ad gangen, som ellers plejer at være normen, men i stedet angribes der med sværd, molotov cocktails og bomber uden tøven. Kort fortalt, skal man afveje sine muligheder, før man angriber dem. Oftest er det bedre, at man sniger sig forbi, og dermed undgår fjenden helt, eller gøre det af med dem en ad gangen, skjult; dette er essensen af Dishonored - oplevelsen.

Inventaret ligner sig selv og er velstruktureret samt nemt at bruge, men har fået visse moderne tilføjelser, hvormed en enkelt knap(i vores tilfælde PS4'ens L1 og R1) lader en få adgang til forskellige evner, som Corvo har tildelt hver sine hænder. For eksempel kan man tildele en armbrøst (med forskellige pilearter), bomber, og evnen til at "blinke" (teleportere over kortere afstande, hvor han næsten er usynlig) til venstre hånd. Til hans højre hånd, kan man vælge en skyder eller et sværd, men samtidig vil man være i stand til at bruge R1 - knappen for at forsvare sig mod fjendens angreb, og åbne dem for vel timede kontra- angreb. Det åbner op for en lang række muligheder for spilleren.

Selvom der er stor ros til Dishonored og dets mange mekanikker, så er vi lidt bekymrede om grafikken. Der er godt nok sket fremskridt, i forhold til de tidligere versioner på de gamle konsoller, men denne remastering leverer ikke den store forbedring af GOTY versionen, som vi spillede på PC for et par år siden. Selvom spillet er i 1080p opløsning, så er man låst til 30 fps (formentlig da det skulle være mere stabilt end de risikable 60fps), og der er ikke nogle signifikante forbedringer på det tekniske område. Nogle af detaljerne kunne godt have brugt forbedringer, det samme gælder de stive animationer, hvilket tilsammen gør, at det ikke helt lever op til den Definitive Edition, vi håbede på. Til spillets forsvar skal det dog siges, at teksturerne virker meget skarpere end i originalspillet. Men vi ville stadig have foretrukket, at der blev rettet mere opmærksomhed på grafikken, en overhaul, som ville have hjulpet med at gøre Dishonored perfekt til den nuværende generation af konsoller.

En anden ting at bide mærke i, er Definitive Edition indeholder alle DLC, som blev udgivet til spillet. Dette inkluderer 10 Challenge maps fra Dunwall City Trials, såvel som to historie- episoder, med Daud, kejserindens morder, i spidsen. Disse to episoder - "The Knife of Dunwall" og "The Briqmore Witches" - bidrager faktisk utroligt meget til Dishonoreds øvrige plot, og hvis man kun har spillet grundspillet, så er disse DLCs helt på niveau med hovedhistorien, og dermed gode grunde til at tage et kig på Definitive Edition.

Set bort fra de par bekymringer vi har haft mht, spillet, så er vi meget tilfredse med det, som Arkane har tilbudt her. Dishonored har klaret sig gennem tidens strabadser, primært takket være sit bundsolide kampsystem og effektive plot. Det er en interessant forsmag på Dishonored 2, som ventes at udkomme i det andet kvartal af 2016. På trods af, at vi synes at studiet skulle have gjort mere ud af de visuelle opgraderinger, så er vi rigtig glade for at anbefale det. Dette er et skønt gammel generations spil, pakket sammen med nogle fantasiske DLCs, og som kan fås til til en fornuftig pris.