Nogle år tilbage - i 2000 - udgav T&E Soft Swing Away Golf. Et let tilgængeligt golfspil, der samlede et intuitivt styresystem med attraktiv farverig grafik. Nu har T&E Soft så valgt, at udgive endnu en titel baseret på samme motor. Til at retfærdiggøre udgivelsen er licensen til en række kendte Disney figurer sikret. Dette giver dig mulighed for at skridte ud som eksempelvis Anders And, Sorteper eller Minnie Mouse.
Forskellen er ens
Alt efter hvem du vælger, vil din figur have forskellige egenskaber. Disse er et mix mellem styrke og præcision, hvor en given karakter indikerer styrkeforholdet. Der er fire tilgængelige figurer fra starten. Her kan du vælge mellem Fedtmule, der repræsenter styrke, Minnie, der står for præcision, Anders, der er lige god inden for begge kategorier og Fedtmules fjogede fætter Max, der er rettet mod børn, og derfor har forskellige fordele. Ved at spille vil du åbne op for nye figurer, der falder ind i disse kategorier. Generelt er dette en meget god ide, da det burde give de enkelte figurer mere personlighed. Dette samtidigt med, at det skulle øge incitamentet til at gennemføre med alle figurerne. Desværre fungerer det ikke helt efter hensigten. De enkelte figurer er simpelt hen for ens. Når du står ude på banen, er det hip som hap, hvem du har valgt. Dertil så bliver du løbende bedre indenfor de to kategorier, så i bund og grund ender man ud med en række identiske personer. De eneste der reelt skiller sig ud, er figurerne rettet mod børn. Dette er i kraft af, at du her blot skal benytte to klik mod normalt tre klik, når du skyder.
En på mulen
Jeg kastede mig naturligvis direkte ud med benene først. Anders And blev min valgte figur, og fire udfordringer ventede. Ved at klare de tre af dem, ville et nyt niveau, med dertil hørende udfordringer, blive åbnet. Jeg valgte en 18-hullers stroke-match mod Fedtmule. Første hul. En lille - nærmest pinlig - mellemsekvens løber af staben. Fedtmule og Anders står og gejler hinanden op. Jeg overvejer et øjeblik at stikke vovsen et par med ni-hjernet, men vælger at lade slagene tælle på banen. Vi starter med en par-3. Mickey Mouse introducerer. Rotten med falsetstemmen beretter, at hullet er mod venstre. Eftersom dette kan ses med det blotte øje, så må informationen siges at synke ned i ligegyldighedens dyb. Jeg tager første skud. Tre klik skal der til. Disse for styrke og præcision. Det bliver et hårdt skud, men min timing på præcisionen er skidt. Jeg forventer nu et eller andet klatskud ud mod én af siderne. Overraskende nok fyres kuglen alligevel af - den kommer blot ikke så langt, som slagets styrke ellers indikerede. Jeg ryger næsten over til greenen. Fedtmule følger op - ikke et dårligt udlæg. Næste skud - denne gang er timingen i øjet, og jeg er klar til at putte til par.
Hvad var det lige, der skete der?
Seancen fortsætter de næste huller. Eneste udfordring er faktisk at flytte rundt på de skudlinier, som maskinen foreslår. Disse er nemlig nogle gange dybt suspekte, hvor du bliver opfordret til at fyre kuglen direkte ind i en klippe eller ud i en sø. Var det ikke fordi modstanderne udviste samme opførsel, skulle man tro, at det var et forsøg på at snyde. Skulle dette være tilfældet, er det heller ikke helt uforståeligt. Det er nemlig uhyre nemt at vinde over maskinen. Allerede efter en kort indlæringsperiode flyver birdies og sågar eagles ind på kontoen. Samtidig halter modstanderne efter. Allerede efter ti huller var matchen afgjort - med 9 point på min konto. Den manglende sværhedsgrad kommer sig af en række faktorer. For det første så er tre-klik systemet utroligt taknemmeligt. Der skal virkeligt meget til, at det går helt galt. Dernæst så spiller hverken geografiske eller vejrmæssige forhold særligt meget ind. Selv med en tornado i højre øre, skal man blot justere skuddet en anelse mod højre - så er den hjemme. Endelig så er den kunstige intelligens af og til rystende ringe. Det meste af tiden er modstanderne relativt habile, men nogle gange sker der underlige ting, der tangerer hjerneblødninger.
Lidt ekstra styrke måske?
Til at give lidt afveksling er der suppleret en række modifikationer, som du kan købe dig til. Det kan være mere styrke, som gør et givent skud lidt længere. Måske vil du hellere have, at din kugle på et givet tidspunkt ikke påvirkes af vinden, eller du kan vælge at gøre næste skud sværere for modstanderen. Disse effekter kan købes, for de penge du skraber hjem, mens du spiller. Pengene bliver tildelt for sejre og for særligt flotte præstationer. Dette kan være, at du laver et godt indspil, eller putter langt fra hullet. Modifikationerne er ganske underholdende, og virker især godt, når man er flere menneskelige deltagere. Desværre er effekten af de enkelte modifikationer ikke overvældende. Derfor bliver det relativt hurtigt blot en gimmick. Dette især grundet den i forvejen lave sværhedsgrad.
Enkelt - alt for enkelt
Titlen er naturligvis også rettet mod en yngre målgruppe. Den flade indlæringskurve gør det da også til en titel for alle. Jeg er sikker på, at en familie vil kunne få nogle timer til at gå med at styre de elskede figurer. Gengivelsen er da også udemærket - uden at være prangende. Lidt irriterende er det dog, at der kun er et par enkelte animationer af figurerne. Disse bliver så udført i en uendelighed - hvilket hurtigt bliver anstrengende. Baggrundene er ligeledes meget sparsomme. Vel er de farverige og tiltalende ved første øjekast. Men der er en udpræget mangel på liv og interaktivitet. Det største problem er dog, at man alt for hurtigt har set alt, hvad der er at se. Det virker lidt, som om titlen blot er et forsøg på, at malke flere penge fra et udvandet koncept.