Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Disney Sports Football
Anmeldelser Disney Sports Football

Disney Sports Football

Man skulle egentlig tro, at Konami havde et hit på hænderne med Disney Sports Football - men ak.
Thomas Tanggaard 13 marts 2003

Man skulle egentlig tro, at Konami havde et hit på hænderne med Disney Sports Football. Med enginen fra ISS serien, og den amerikanske gigants spraglede persongalleri, burde der være lagt i kakkelovnen til en omgang letfordøjelig og morsom lædersut. Square parrede på finurligste vis Final Fantasy verdenen med Mickey Mouse, Anders And og Fedtmule og endte med at rulle millioner af eksemplarer ud til fans af digitale eventyr - en ægte øst møder vest succes. Så hvorfor skulle det samme ikke kunne gøres i sportsgenren?

Desværre er udviklerens forsøg på at gensplejse fodboldens mange fornøjelser med det farverige Disney endt i et vaskeægte bastardbarn. En frygtelig sammensætning af manglende fokus, udpræget frustrerende sløv styring og en meget ensformigt gameplay. Konami har dog lykkes med at forbedre den engine, der ligger til grund for Disney Sports Football, og derfor fremstå spillet langt mere fintunet end ISS på selv samme format. Men det ændrer ikke ved det faktum, at spillet på alle måder burde fungerer bedre.

Som spiller føler man sig aldrig i kontrol, og den gennemgribende følelse af rent faktisk at spille fodbold, om end det er med tegneseriefigurer, er aldrig til stede. Det er løst, trist og der er absolut intet opbyggende spil at fifle med, ligesom som reelle taktikker også går af fløjten efter få minutters spil. GameReactor kunne godt ane en mulighed for at spille med lidt dybde, hvis man anstrengte sig, men pasninger med en vis akkuratesse var for redaktionen umulige at opdrive. Det magiske aspekt af spillet er dog et ganske udmærket feature, der som Sega Soccer Slam lader spilleren vide, at der er tale om sjov og ballade, og at det hele ikke skal tages højtideligt. Og det er da også ganske sjov at teleportere sig ned foran modstanderens mål eller knalde en tryllestøvskugle af sted mod målmanden, men når resten af gameplayet mere fremstår som ping-pong mellem droner end fodbold, så er det knap så sjovt i længden.

Desuden er det direkte uinspirerende at spille med elve af de samme spillere på banen. Hvorfor man ikke har valgt blandede hold, hvor de enkelte spillere har forskellige attributter, eller i det mindste har små variationer vides ikke, men det gør oplevelsen, at styre et elve mand hold rundt på banen til noget af en kønsløs fornøjelse. At kun seks Disney karakterer reelt har iført sig trøjer og dertilhørende støvler er mildest talt skuffende. Kun AI’en formår at gøre et rimelig indtryk, og det er stort set kun i kampe hvor computeren spiller mod sig selv, at man kan se Konami’s hårde arbejde med dette aspekt. Mod en ægte menneskelig spiller, har den tendenser til at falde tilbage i det samme angrebsmønster igen og igen.

Grafisk er spillet ganske imponerede. Flotte og meget farverige stadions med masser af detaljer, et opildnet publikum og nogle gennemgribende gode animationer er med til at Disney Sports Football, i hvert fald visuelt gør sig godt. Musikken og lydeffekterne gør sig også ganske udmærket, om end der er tale om en gang elevator-muzak - men hvor er det lige at musikken er passende i et fodboldspil? Til gengæld så fejler kommentatoren frygteligt. Ud over blot at bræge en masse rygnumre ud, så er play-by-play forklaringer og andet direkte pinligt, og når der efter kampen skal vælges kampens bedste spiller og denne bliver interviewet, så falder det for alvor fra hinanden. Intet hænger sammen og det kan bruges til absolut ingenting - hvilket gjorde at GameReactor ganske hurtigt bankede løs på knappen for at komme videre.

Dette er Konamis første forsøg med at parre Disney og sportsgenren og derfor kan nogle af problemerne skyldes begyndervanskeligheder, men det undskylder ikke alt. Specielt ikke set i lyset af, at man allerede har en engine klar fra et andet spil, og det egentlig er udførelsen af fodboldaspektet der hænger ubønhørligt i bremsen. Disney-delen fungerer nemlig strålende og det typiske børne-feel man får fra de mange tegnefilm strømmer reelt ud af titlen. Men selvom der er lyspunkter, så ender spillet med at være uendelig middelmådigt og meget uinspirerende, og man kan undre sig over, at firmaet bl.a. allerede har et basket ball spil såvel som et skateboard spil i tankerne. Lad os håbe på noget mere fra denne serie med kommende udgivelser.

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
6 / 10
Spilbarhed
5 / 10
Langtidsholdbarhed
6 / 10
7
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Pæn grafisk overflade. Har det typiske Disney feel.
Minusser Ikke dybde nok. Tam kommentator. Irriterende styring.
Fuld profil 3.010 udgivne artikler
7
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.