Disney Universe

Forestil dig dette: det er en doven lørdag morgen, og du surfer rundt mellem kanalerne efter underholdning. Du ender med at vælge tegnefilm, af den simple grund at det er et bedre alternativ end tv-køkkener eller endnu en Folk Ønsker De Har Talent-spinoff.

Dine forventninger er lave, men du bliver hurtigt grebet takke være høje produktionsværdier, hæderlig historie og masser af undergravende humor. Du er både godt underholdt og, for nu at være ærlig, ramt af skyldfølelse. Du føler dig skyldig, fordi du indser hvor gammel og kynisk du er blevet, når du afviser tidens tegnefilm som platte og uden værdi.

Det samme kan siges om Disney Universe.

Det er forståeligt, at du måske vrænger på næsen af billederne og teaser-traileren. En farverig række af figurer i Disney-kostumer, der kæmper sig gennem sidescrollende verdener baseret på selskabets licenser, antyder ikke ligefrem femstjernet underholdning. Alt det vil du tænke, og fuldstændig glemme at du havde samme reaktion, dengang Traveller's Tales annoncerede Lego Star Wars.

Og det er en helt rimelig sammenligning. Det er den samme nydelse man får, når man brager rundt i de farverige baner, opdager hemmeligheder, løser puzzles og legende dasker vennerne i nakken når de er uopmærksomme. Det er et familievenligt spil, der virker udtænkt af spillere for spillere, snarere end jakkesæt der kanaliserer forudindtagede og markedstestede familieværdier. Alle ved, at når båndende til de nærmeste og kæreste skal styrkes gennem spil, sker det ved at stjæle deres tokens og kaste dem ud over platformskanter ind i mellem co-op-spil.

Gruppen på fire spillere kan vælge mellem 40 forskellige kostumer baseret på Disney Pixars udførlige figurkatalog. Det er dog interessant, at der i denne debut fokuseres på figurer fra studiets produktioner fra dette årtusinde. Der er ingen museører eller fedtede muler i sigte.

I stedet får vi repræsentanter for Pixars Monsters Inc (en grønplysset Mike-dragt), Disneys klassiske animationsafdeling (Stitchs blå pels og sorte øjne) og et par skud fra deres live action-fløj, i form af Tron og Alice (Tim Burton's udgave).

Vi har endnu ikke set noget til Jack Sparrow, men gætter på at det kommer sig af et ønske om ikke at trække opmærksomhed væk fra udgivelsen af Lego Pirates. Til spørgsmålet om muligheden for at nogle Marvel-figurer dukker op (Disney købte tegneserieforlaget sidste år), får vi et blank blik og et undvigende svar. Det kan tolkes på flere måder, men vi tager det ikke som et "nej".

Figurerne skriger måske af Little Big Planet, men gameplay og banedesign er en fin blanding af førnævnte Lego-titler såvel som Behemoths Castle Crashers (dog mindre på sværhedsgraden end på dolk-dine-venner-i-ryggen-faktoren).

I praksis er det en sidescroller, hvor større områder med flere ruter blandes med strammere broer, med kamp og flertrins-puzzles udtænkt med udgangspunkt i banens tema. I Eventyrland skal man for eksempel finde en række tidsmanipulerende ure for at genopbygge broer, mens man kæmper mod bølger af fjender. I Monsters Inc-fabrikken skal man time hop, så man lander i mellemrum i organisationens dørleveringssystem (den sætning giver næppe mening, hvis man ikke har set filmen), der sender en ind i store slagsmål.

Fjendens AI skalerer i forhold til dine handlinger. Kæmper du godt, vil nogle af dem bygge barrierer, der spærer vejen frem, mens andre vil stikke af med puzzle-dele. Kampsystemet bygger mest på buttonmashing, men der er et par ekstra angreb til dem, der gerne vil have en bid strategi og flamboyant udførsel i deres moves. Du kan enten gribe fjender og spinne med dem i et cirkelangreb, eller kaste dem ud over de store afgrunde, som omgiver de fleste platforme, eller banke dem mod nærmeste væg.

Hvert kostume har sit eget unikke sæt våben (guitarer, økser og sådan), der hver især har tre opgraderinger.

Nogle verdener har også køretøjer (selvom vi ikke er sikre på, at "køretøj" er den rette betegnelse for et sparkende æsel, der ligner en krydsning mellem en Pinata og klæbegummi). Men der ikke mange af hverken disse eller opgraderingerne - som regel kun én per bane - og derfor må man slås om dem.

Der er mange små kampe i Disney Universe. Spillet er bygget til at skabe den slags sammenstød mellem høflighed og selviskhed, der som regel opstår omkring det sidste kyllingelår/chips/øl ved sociale lejligheder. I dette tilfælde drejer det sig bare om en power-up/en kisteåbnende nøgle/ridbart æsel/guldgivende minispil. Og spillerne glider meget hurtigere mod selviskhed, når det er deres digitale avatar, der stikker vennerne flade.

Minispillene er spredt rundt i banerne, og indikeres af malplacerede arkademaskiner. Du får en hurtig forklaring af spillet (undgå bomber inden for et vist tidsrum, dræb så mange fjender som muligt) og et valg om at spille det eller ej. Vælger du ja, starter minispillet straks, med et scoreboard og en erklæring af vinderen til sidst. Det bryder spillets flow uden at forstyrre det.

Kameraet zoomer ud afhængigt af hvor spredte jeres figurer er, fremfor at dele skærmen. Det er værd at bemærke, at spillet kun er bygget til offline-co-op, da samspillet mellem figurene (og spillerne) er en stor del af oplevelsen.

Efter vores anden gennemspilning af demoens to baner, har vi en større forståelse for hvad det er, Disney forsøger med dette spil. Ligesom Toy Story 3's ulige deling mellem en kort historie-spiltype og det større sandkassespil, der udgjorde dets hjerte, har dette spil ikke større planer end at byde på en letbenet og sjov oplevelse.

Alt i alt noget der vil overraske dig glædeligt, hvis du giver det lidt tid.