Dissidia Duodecim: Final Fantasy

Jeg må ærligt indrømme, at selvom jeg er inkarneret Final Fantasy-fan, fik jeg aldrig sat mig ordentligt ind i Dissidia: Final Fantasy, et fighting-spil udviklet i forbindelse med seriens tyveårsjubliæum. Men er der noget vi kan stole på i spilbranchen, så er det at bedstsælgende spil får efterfølgere. Og ganske rigtigt, midt i al 3DS-hysteriet viser Square Enix os, at der stadig er liv i PSP'en. Spørgsmålet er om det samme kan siges om Final Fantasy.

Dissidia Duodecim: Final Fantasy (DDFF) er forhistorien til Dissidia: Final Fantasy. Altså er historiens omdrejningspunkit den evige kamp mellem guderne Cosmos og Chaos, der begge har hidkaldt de stærkeste krigere de kan finde i forskellige verdener til at kæmpe for sig.

Mens Cosmos har hidkaldt seriens helte, har Chaos samlet skurkene, men i DDFF opdager man hurtigt, at det ikke er altid er lige let at afgøre hvilken side figurene er på, da de ofte er i indre konflikt grundet hukommelsestab (et plot-element der for længst er blevet fuldstændig udslidt i JRPG-sammenhæng).

I Dissidia hældede kampen i Chaos' favør, eftersom Cosmos var blevet kraftigt svækket. I DDFF får vi serveret historien om hvordan dette evige status quo blev tippet over. I Cosmos' åsyn får heltene at høre om de guddommelige krystaller, der kan give dem kræfter på niveau med gudernes egne, og ved at finde og aktivere disse krystaller kan den evige krig endelig slutte.

Desværre går der ikke længe før de allierede (hvoraf vi primært følger de nye figurers perspektiv) bliver splittet op som følge af konstante angreb fra horder af sjæleløse Manikin. Cosmos-krigerne må dermed finde en måde at bekæmpe Manikin på, og forsegle dimensionshulllet som de vælter ud af - for så længe nye Manikin strømmer ud, er der ingen tvivl om hvilken retning krigen vil tage.

At DDFF er forbeholdt Final Fantasy-fans bliver hurtigt tydeligt. Referencerne og detaljerne er der, såfremt du ved hvad du skal kigge efter, og figurene får ingen nærmere præsentation. Man kan selvfølgelig ignorere historien og bare smadre løs, og det vil jeg ikke klandre nogen for. For på det historiemæssige plan var Dissidia langt fra Oscar- eller Pullitzer-materiale, og DDFF følger i samme ånd.

Historien fungerer fint som et bagtæppe, der forklarer hvorfor folk ikke kan klare synet af hinanden og føler en stærk trang til at gennemtæske modstanderen, men gør så heller ikke mere end det. Nu er fighting-genren selvfølgelig ikke kendt for dybe og indviklede historier, men det er Final Fantasy derimod. Potentialet er der bestemt, men det forbliver uforløst.

Til gengæld indfrier spillet på det audiovisuelle plan. Grafikken viser os hvad PSP'ens hestekræfter er gode for, og mellemsekvenserne er udsøgte i al deres CGI-pragt. Figurene er detaljerede og behagelige at se på, og banerne ligeså. Lydmæssigt har udviklerne gjort et godt arbejde med at plukke det bedste kampmusik fra Nobuo Uematsu & Co. Stemmeskuespillet fungerer også jævnt, men nogle af figurernes stemmer bliver til tider pompøse eller plagsomme. Man savner muligheden for at vælge japansk stemmeskuespil.

Kampene foregår i temmelig fri 360-graders udfoldelse, og i ægte japansk stil snakker vi om heftige slag hvor tyngdekraften ophører med at eksistere. Her gælder det om først at tvinge modstanderens Bravery ned, der fungerer som en slags skjold, hvorefter man kan gå i kødet på hans helbredsmåler.

Det er svært ikke at blive grebet når kampene er på deres heftigste, og figurene hamrer løs på hinanden med unikke egenskaber og specialangreb. To typer styring sørger også for at både begyndere og veteraner let kan kaste sig over spillet. For gamle travere vil den største nyhed i spillet være Assist Mode, hvor man tilkalder kortvarig hjælp undervejs i kampene.

Bortset fra Assist Mode er der skuffende få konkrete nyehder i DDFF. Det mest spændende er en håndfuld nye figurer: Lightning (FFXIII), Tifa (FFVII), Kain (FFIV), Laguna (FFVIII), Vaan (FFXII) og Yuna (FFX), og dertil kommer de oplåselige figurer Prishe (FFXI) og min personlige FF-favorit Gilgamesh (FFV). Mindre spændende er nyheden hvor man bevæger sig på et verdenskort mellem kampene.

Verdenskortet (der er taget fra det første Final Fantasy) skal give dig følelsen af progression, men faktum er, at fraværet af kortet ikke vil have ændret noget for spillet som helhed. Samlet set er de nye tilføjelser så få, at man må overveje om det ikke havde været lige så godt at udgive dem i en udvidelsespakke snarere end et selvstændigt spil. Men den går ikke - dertil er der for mange gil involveret.

Der er ingen tvivl om hvem målgruppen for Dissidia Duodecim: Final Fantasy er: Final Fantasy-fans der vil have seriens svar på Super Smash Bros. Brawl. Hører du til disse, så får du det du leder efter. DDFF er et spil, der indledningsvis vil få dig til at tænke "det kunne være bedre", og som gradvist omvender dig til "det kunne være værre". For det er overraskende underholdende endelig at få svar på hvem der er stærkest af Sephiroth og Kefka (og for god ordens skyld holder jeg med klovnen, kupo!).