Dissidia Final Fantasy NT

Jeg husker stadig tydeligt, da den oprindelige PSP-version af Dissidia Final Fantasy ramte gaderne tilbage i 2008. Som en inkarneret fan var drømmen om, at kunne spille en kamp med Final Fantasy VII's hovedperson Squall Leonheart imod den ikoniske Cloud Strife fra det yderst succesfulde kapitel syv, alt hvad jeg havde gået og ventet på. Heldigvis leverede Dissidia Final Fantasy ikke kun på drømmescenariet, men var samtidig en yderst velsmurt oplevelse med et gribende JRPG progressionssystem og en massiv story-mode. Men lige da jeg havde troet lykken ikke kunne blive større udkom den hysterisk veleksekverede DLC Duodecim 012 - Ja, det er ikke en Square Enix-titel uden det obligatoriske besynderlige navn - som introducerede en åben verden og en fængende prolog til hovedspillet.

Ja, Dissidia Final Fantasy var, for min lille indgroede fanboy, virkelig a dream come true. Det var, trods den store glæde, dog altid til stor undren, at Square Enix aldrig bragte deres kampspil til hjemmekonsollerne i en opdateret version. I samarbejde med Team Ninja for mere end to år siden rodede Square Enix bod på dette med den japanske arkadeversion og nu står vi endelig med det længeventende produkt, der har fået tilnavnet Dissidia Final Fantasy NT. Har Team Ninja og Square Enix leveret et produkt, som er serien og PSP-titlen værdig?

Det korte svar er: slet ikke. En af grundende til den sene udgivelse var angiveligt, at Square Enix følte de ikke kunne udgive spillet uden en dedikeret story-mode, da det var en del af kerneoplevelsen på PSP. Resultatet er desværre katastrofalt og Dissidia Final Fantasy NT byder på, hvad der kun kan beskrives som et direkte phone-in af dimensioner. Spillets historie gør heller ikke sig selv nogen tjenester ved at være en fortsættelse af PSP-spillene i stedet for et reboot. De fleste fans af Final Fantasy, uden et kendskab til den håndholdte original, vil altså være fortabte allerede fra første scene.

Kort fortalt, bliver alle heltene og skurkene fra de nummerede Final Fantasy-titler transporteret til en døende verden og skal sammen bekæmpe hinanden, da kampenes energi kan hjælpe med at restaurere fortabte områder. Eller noget i den stil. Dissidia Final Fantasy NT er ekstremt kludret, hvilket ikke bliver hjulpet på vej af den tåbelige fortællestruktur. Som spiller kan du nemlig ikke bare trykke på story-mode og kaste dig direkte ud i historen, og skal i stedet vinde cutscenes og begivenheder ved at deltage i online-kampe. Det ødelægger den allerede dårlige histories flow og gør den kun endnu mere kluntet og forvirrende.

Spillets absolut værste aspekt er dog karaktererne og deres horrible engelske stemmeskuespil. Cloud, Noctis, Tidus og de karakterer med en allerede etableret stemme fra deres egne respektive spil (eller film) gør et udmærket arbejde, trods det forkastelige manuskript og de tidlige PlayStation 2-æra ansigtsanimationer. Det er f.eks. karakterer som Kefka Palazzo og Terra Branford fra Final Fantasy VI eller Warrior of Light fra det første Final Fantasy, som er blandt de værste stemmepræstationer jeg har hørt i et spil. Det er overspillet, teatralsk og følelsesforladt. Specielt førnævnte Kefka er hysterisk ringe og fremstår som en mellemfinger til den oprindelige figur.

Derudover varierer de ikoniske karakterer for meget i design. I Dissidia Final Fantasy på PSP havde alle figurerne fået en Tetsuya Nomura-behandling og lignende personer som hørte hjemme i universet. Dette er ikke tilfældet på PlayStation 4. Terra, Firion og Warrior of Light har alle beholdt deres tidlige Yoshitaka Amano-design og Noctis, Squall og Lightning har deres mere animé-inspirerede Nomura-udtryk. At se Noctis have en dialog med de klassiske karakterer ser bizart og en anelse fjollet ud, da deres æstetiske udtryk er milevidt fra hinanden. Værst af alt er dog Cloud, som bare ligner en forvokset baby i stedet for at være modelleret efter sit udseende i Final Fantasy VII: Advent Children eller Remake-versionen. Sammenlignet med PSP-klassikeren kan jeg ikke lade være med at føle Square Enix og Team Ninja virkelig spilder chancen, grundet den oprindelige story-modes fantastiske udførelse. Og på mange måder fremstr Dissidia Final Fantasy NT som en light udgave.

Det er ikke længere 1-mod-1 og i stedet har Team Ninja valgt at gå i en anden, mere MOBA-inspireret retning end et klassisk kampspil. Kampene er tre-mod-tre og kan spilles i to forskellge modus. Det første er lige på og hårdt, hvor det hold, som taber tre liv først har tabt. Den anden er taget direkte ud af MOBA-håndbogen og er en kamp om at ødelægge fjendens krystal. Kampene udspilles rigtig, rigtig hurtigt og er langt fra de turbaserede Final Fantasy-rødder. Som jeg også nævnte i mit preview af arkade versionen i Japan, er de som taget ud af Final Fantasy VII: Advent Children eller Kingsglaive: Final Fantasy XV. Karaktererne flyver rundt til højre og venstre imens magiske partikler fylder banen, krystaller eksploderer og store sværd krydser klinger.

I modsætning til figurerne, ser det fantastisk smukt ud og her formår Team Ninja virkelig at fange figurernes individuelle kampstil og personlighed. Noctis bruger sine warp-strikes og det store våbenarsenal af kongelige våben, Ace anvender sine magtfulde kort nøjagtigt som i Final Fantasy: Type-0 og Lightning er "lyn" hurtig, når hun løbende skifter imellem de diverse kampstile fra Final Fantasy XIII. Når Dissidia Final Fantasy NT rammer plet, rammer det altså virkelig plet og tilfredstiller sine mange fans. Her kommer spillets UI tilgengæld i vejen for den fine homage til de mange klassiske figurer. Team Ninja har muligvis formået at skabe den mest dorske UI til dags dato.

Halvdelen af skærmen er fyldt med diverse ikoner, som sagtens kunne have været blevet gjort mere brugervenligt og smagfuldt. Det er en skam når spillets grafik ellers er så fin, at det skal overskygges af diverse tal og farver. Især på baner som The Floating Continent fra Final Fantasy III, The Promised Meadow fra Final Fantasy VIII eller </em>Rabanastre</em> fra Final Fantasy XII. Hver eneste bane har sin egen identitet og skifter ofte som kampene skrider frem. Her skal Final Fantasy VIII nævnes atter en gang, da den genskaber en af spillets mest ikoniske og smukke scener.

Ligesom med historien, vil tilbagevendende spillere fra PSP-versionen med stor sandsynlighed mene, at spillet på PlayStation 4 er indholdsfattigt til sammenligning. Væk er den samme lvl-progression, muligheden for at give din karakter bedre udstyr og de mange modus. Det er tydeligt, at Dissidia Final Fantasy NT ikke er lavet som en single-player oplevelse og kun giver mening online. Der er visse muligheder for at udsmykke sine karakterer og give dem nye våben og kostumer, der ikke har nogen anden effekt end at ændre udseendet. Cloud har f.eks. både sin Soldier 1st Class-uniform og Advent Children-tøj til rådighed og Sephiroth kan låse op for sit Kingdom Hearts-kostume. I spillets shop kan man også købe de mange kamp-melodier, både i deres originale form og i en nyindspillet optagelse. At lytte til The Beginning of the End fra Final Fantasy: Type-0 eller Apocalypsis Noctis fra Final Fantasy XV i de mest intense øjeblikke vækker virkelig nostalgien hos den inkarnerede fan.

Gameplaymæssigt har Dissidia Final Fantasy NT beholdt kernen fra den oprindelige PSP-version, men formår alligevel at ændre flere elementer. Spilleren kan bruge normal angreb på O og HP-angreb på firkant. De normale angreb akkumulerer modstanderens HP, hvorfor HP-angreb skader fjenden det antal HP som de normale angreb har akkumuleret. På ydresiden kan det lyde en smule underligt, men det fungerer fint og tilbyder flere taktiske elementer. Det er desværre ikke længere muligt at have flere HP-angreb med ind i en kamp (med få undtagelser), hvilket er en skør beslutning og bremser spillets flow. Cloud kan f.eks. ikke længere bruge sine diverse limit-breaks og skal vælge imellem lang-distance, kort distance, hurtig eller langsom. Væk er også den enkelte karakters mægtige EX-angreb, som er blevet erstattet med mindre magtfulde færdigheder (dog stadig med navnet EX). Disse bruges ved hjælp af trekant og varierer mellem b.la. magier, forbedrede stats og regenerering. I forhold til det originale føles det en smule undervældende, da de for alvor kunne ændre slagets gang, men spillets holdnatur taget i betragtning, er det en ok erstatning.

Figurerne er inddelt i fire klasser: Vanguard, Assassin, Specialist og Marksmen. Vanguard er din tunge klasse med stærke langsomme angreb og hjemme til Cloud og Sephiroth, Assassin er den hurtige svagere karakter som f.eks. Lightning og Noctis, Final Fantasy: Tactics' Ramza og Final Fantasy XIIs Vaan er blandt all-round karaterne i specialist-gruppen og Marksmen er dem med hang til lang-distance angreb, som b.la. er Ace og Terra. Alle klasserne føles varierede nok til at gøre en forskel og den optimale tre-enighed er en succesful blanding. Personligt holdte jeg mig mest til Assassin med Noctis eller Squall og Marksmen med Ace.

Serien tro, vender de guddommelige summon-væsener også tilbage og er en række gamle kendinge fra seriens historie. Hvert hold vælger inden kampen deres hold-summon, som kan bruges ved at ødelægge krystaller spredt rundt på de enkelte baner. De er ikke ligeså flotte som i Final Fantasy XV, men er stadigvæk blandt de bedre elementer i spillet - og når de anvendes slipper man for den dårlige UI.

Dissidia Final Fantasy NT bringer fans i en svær situation. På den ene side er det en kæmpe homage til de millioner af fans og på den anden side et indholdsfattigt, ofte dårligt eksekveret og middelmådigt kampspil. Den tåbelige historie gør intet godt for de ellers interessante karakterer og spillets UI er en katastrofe. Banerne er flotte og effekterne mangfoldige, men med mindre du er die hard-fan af serien, skal du springe Dissidia Final Fantasy NT over og i stedet tænde din PSP og give originalen et skud. Det er en ommer Team Ninja!