Divine Divinity

For få år siden besluttede et lille, og på det tidspunkt ukendt team ved navn Bioware at de ville lave et rollespil, der i modsætningen til tidens trend på det tidspunkt, ikke kun skulle bestå af nedslagtning af ligaer af monstre. Baldurs Gate, som spillet kom til at hedde, opnåede en fortjent stor succes og er i dag et af de spil mange mener, var med til at bringe det klassiske rollespil, i opdateret form tilbage på PC’en. Divine Divinity er et sammenkog af en masse af de bedste ideer fra denne nye generation af rollespil, og resultatet er imponerende.

Historien fortæller om en Legion of the Damned anført af The Lord of Chaos og om hvordan denne har ført krig mod den samlede befolkning i den verden spillet forgår i. Krigen blev dog tabt af den onde magt, men en enkelt overlevende troldmand skulle have fundet ud af hvordan han igen kan vække de onde kræfter til live. Baggrundshistorien er middelmådig, men heldigvis (!?) har denne ikke så meget med spillet at gøre, og før man ved af det befinder man sig, via sit alter ego i en mystisk verden, hvor magi og monstre er mere almindeligt end toiletpapir.

Magi, stål og snilde
Inden spillet begyndes får har man valget mellem tre forskellige typer af figurer: En Troldmand, Barbar og Tyv. Alle har hver deres forcer, men i modsætning til mange af de konkurrerende spil, betyder det at man f.eks. vælger en Barbar ikke, at man ikke vil kunne komme til at slynge om sig med besværgelser, Barbaren har bare den fordel fra starten at han er bedre til at kæmpe med sværd, økser osv. Hver gang man stiger i level, får man nemlig et eller flere skill points som frit kan benyttes til at forbedre sin figur inden for de forskellige klasser. Således kan man snildt opbygge en Barbar som alt i mens han nedkæmper tyve monstre med et sværd, også kan sprede død via magiske formularer. Fanatiske D&D fans vil måske bryde ud i tilsvininger og forbandelser, over at der så ikke er megen forskel mellem de forskellige klasser, men forskellen er der, for det er ikke før meget senere i spillet at man som Barbar har akkumuleret så meget erfaring, at det kan betale sig at begynde at satse på magi eller snilde som Tyv. Balancen i systemet er der altså, og det giver en stor tilfredsstillelse at kunne opbygge sin figur helt uden nogen forudsatte grænser.

Find min magiske træsko
Spillet er bygget op, så man ved at snakke med de forskellige personer man møder, hele tiden får nye opgaver som skal løses. Ligesom i Fallout og Baldurs Gate behøver de fleste af disse dog ikke at blive løst i en fast rækkefølge, har man derfor ikke lyst til at hjælpe en gammel drukkenbolt med at finde hans forsvundne hund, kan man nemt fortsætte spillet og bruge tiden på opgaver som man selv synes er mere spændene. Spillet lader det i mange situationer også være helt op til spilleren, hvordan ens alter ego skal opfattes af den resterende verden. Truer, provokerer eller slår man derfor uskyldige figurer ihjel, vil ens omdømme også lide under dette, og spillet vil ligeledes ændres så fremtidige opgaver skal løses på en anden måde.

To hug til hovedet
Divine Divinity handler dog ikke kun om historier og figuropgraderinger, for monstre og andre skabninger skal der også kæmpes mod. Dette forgår meget lig den stil man finder i Diablo, med musen peges og klikkes på den figur man vil angribe og spiller klarer derefter resten, alt i mens man selv kan koncentrere sig om at bruge forskellige potions og magier. Den efterhånden obligatoriske pause funktion, hvor man via mellemrumstasten har muligheden for at pause spillet til hver en tid, har også i dette spil fundet et hjem, og også her er den uvurderlig i mange af spillets hektiske kampe. Kampene forgår tit i mod et utal af monstre på én gang, og ligner nogen gange til forveksling der kaos af magi, sværd og blod der så ofte optræder i Diablo. Et godt interface gør dog sit til at kampene ikke bliver for uoverskuelige og lysten til at fortsætte forbliver.

Isometrisk detalje sindsyge
I denne tid hvor alt synes at skulle være lavet i 3D grafik, med et polygontal der helst skal ligge over de første milliarder, er Divine Divinty lidt af en omvæltning. Spillet er lavet i noget af det mest detaljerede, isometriske grafik endnu set på nogen platform. Alt er lavet med så enormt antal detaljer, så man til tider kan få ondt af de grafikere der med stor sandsynlighed, har måttet ofre det meste af deres liv, de sidste par år for at dette spil har kunnet blive færdig til tiden. 2d grafik er måske på retræten, men dette spil giver en god demonstration af hvordan 2d grafik kan laves, så den også er acceptabel, i nutidens 3D fikserede PC verden. Et par små kritikpunkter skal grafikken dog have, f.eks. kan farvevalget til tider forekomme lidt uopfindsomt, da dette oftest består af farver fra de mørke ender af skalaerne. Den isometriske grafikstil kan også til tider resultere i lidt unødvendig forvirring, døre og portaler kan f.eks. være svære at se, det er dog et spørgsmål om tilvænning, og efter er par timers spil er dette et glemt problem.

En ny god trend, hvor spiludviklerne satser mere og mere på lydsiden af spil, synes at være i gang lige nu. For nyligt imponerede Jesper Kyds soundtrack til Hitman 2, og i denne afdeling har udviklerne bag Divine Divinity heller ikke sparret på pengepungen. Et stort sortiment af virkeligt velkomponerede og flot indspillede melodier, giver det helt rette fundament til et RPG som dette. Lange rejser til fjerne lande, opnår en helt ny dimension når stryger instrumenter og trommer pludseligt brager gennem højtalerne, som var der et orkester gemt et sted i systemet. Man kan kun håbe på at flere spiludviklere lader sig inspirere af de nævnte eksempler, og i fremtiden satser mere på dette tit forsømte aspekt inden for elektronisk underholdning.

Overraskelsens glæde
Jeg skal indrømme at jeg på trods af mange anbefalinger, ikke var videre overbevist om Divine Divinitys værd, inden jeg fik det i hænderne og kort tid efter var fanget af spillets magiske verden. Spillet ligger ikke skjul på at det er et sammenkog af mange af de bedste ideer, fra de absolutte topspil inden for denne genre. Specielt er inspirationen fra Diablo, Fallout og Baldurs Gate meget tydelig, men dette er vel heller ikke den værste kritik. Divine Divinity ville ikke kunne leve op til de førnævnte spil, hvis man sammenlignede de enkelte elementer, det er dog også kombinationen af disse som gør at spillet som helhed ikke behøver at stå i skyggen af førnævnte spil.

Om Divine Divinity i fremtiden vil blive set tilbage på, som et spil i samme liga som de helt store klassikere er svært at sige, men Divine Divinity er et godt køb til enhver der lige nu står og mangler et solidt og gennemført RPG.