Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Divinity: Original Sin

Divinity: Original Sin - Enhanced Edition

Divinity: Original Sin får det værste frem i Tomas, men det er der ikke nødvendigvis noget galt i. Vi har sat karakter på konsoludgaven.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det er en helt almindelig dag i kystbyen Cyseal. Solen står højt på himlen, som den altid gør, og jeg vandrer formålsløst rundt og leder efter nogen eller noget, der kan føre mig væk fra min fuldstændigt fastlåste situation - som jeg altid gør.

- "Ingen har så mange venner, som den der har mange oste!", råber en skaldet gut efter mig, idet jeg passerer markedspladsen på vej mod sygehuset. Egentlig er jeg en Source Hunter, som jagter de såkaldte Source-magikere, men i de sidste par timer har jeg ageret detektiv på udkig efter inkriminerende beviser. Jeg sniger mig ind i baglokalet på klinikken, roder rundt i skabe og vasketøjskurve, og finder til sidst en nøglering, som tilhører en af de mistænkte. Aha! Endelig er jeg på rette spor. Troede jeg. For nøglen fører ingen vegne hen.

HQ

- "Ingen har så mange venner, som den der har mange oste!", skråler den skaldede man, da jeg træder ind på markedspladsen, og nu sætter kursen østpå mod butikken tilhørende drabssagens hovedmistænkte. Jeg rumsterer rundt, inden jeg omsider finder en hemmelig lem. Lemmen fører til en kælder, og leder mig til et hemmeligt rum bag en bogreol. Jeg finder en blodig kniv og en bog med titel "Hvordan man begår det perfekte mord". Dette må da føre til noget. Jeg konfronterer den mistænkte. "Kniven er til at skære kød med, og bogen tilhørte min afdøde ægtemand" hævder hun. Det er ikke tilstrækkelige beviser, siger vagtkaptajnen. Vorherre bevares! Hvor svært skal det være at smide nogen bag lås og slå?

Dette er en annonce:

- "Ingen har så mange venner, som den der har mange oste!" Jeg føler en stor trang til at sætte ild til salgsboderne på markedspladsen, da jeg i selskab med mine følgesvende passerer den laktosebegejstrede mand for 117. gang. Blikket mod min Fireball-spell i hurtigmenuen varer længere og længere som tiden går, og mine tanker bliver dystre, og meget lig hvad man nok vil finde mellem ørerne på en psykopat eller pyroman. Brænd markedet. Brænd den skaldede mand og alle hans oste. Og ikke mindst brænd Divinity: Original Sin - et forfærdeligt frustrerende mesterværk.

Divinity: Original Sin

Divinity: Original Sin er i bund og grund to ting. Først og fremmest er det et enormt smukt spil, der forener charme og dybde på en måde, som de fleste andre rollespil blot kan drømme om. Efter at have skabt sine egne figurer, tager man kontrollen af sine to hovedpersoner samt en til to følgesvende, der enten er magikere, snigmordere, bueskytter, riddere, healere, lejesoldater eller en anden fantasy-kliché, som man møder på sin vej.

Man bliver sluppet løs i en verden, hvor hver kvadratmeter er tæt pakket med nydelige design og god atmosfære. Musikken sætter en herlig stemning gennem hele oplevelsen, og vittigheder, obskure popkulturreferencer og muligheden for at snakke med dyr giver spillet en ganske letsindig tone, som kun hører op på de rigtige tidspunkter.

Dette er en annonce:

Det turbaserede kampsystem appellerer nok mest til tålmodige spillere, men virker samtidigt som et friskt pust til genren. Der lægges stor vægt på at bruge omgivelserne til sin fordel, og eksploderende tønder, vanddæmninger og gift kan være både dødsfælder og redninger, alt efter hvordan du placerer dig på slagmarken. Spillet kan desuden bryste sig af en lang liste af trylleformularer og evner, som kan bruges både i og udenfor kamp. Det hele føles særdeles tilfredsstillende, når det hele falder på plads.

Divinity: Original SinDivinity: Original SinDivinity: Original Sin

Men det hele falder ikke altid på plads. Divinity: Original Sin er nemlig et spil, som gør sig selv en del sværere, end det havde behøvet ved at kommunikere dårligt med spilleren. Specielt i den tidligere del af spillet spildte jeg en hel del timer på at kæmpe mod fjender, som jeg ikke havde nogen chance for at besejre, og på opgaver som først kunne løses senere i spillet.

Man har nemlig ingen mulighed for at farme experience-points. Når man dræber en fjende, forbliver de døde, og ligene bliver liggende og rådner, selv efter man har slukket sin konsol. Hvis du ikke er stærk nok til at vinde en kamp, må du finde en anden fjende, som er på din egen størrelse. Kort sagt bliver det, specielt i starten af spillet, meget trasken frem og tilbage mellem spillets fire verdenshjørner, mens man leder efter quests, som passer til ens figurs level. Ikke at der nødvendigvis er noget galt i det.

Det jeg ikke er den store tilhænger af, er at det at avancere ikke altid føles særligt intuitivt. Man udforsker i princippet en stor og åben verden, men det føles som om man holdes tilbage af usynlige check-lister, som skal krydses af, før man kan gå videre. Jovist, der findes en del sidemissioner, men man snubler ofte over løsningerne i hovedhistorien, og det er spild af tid at prøve at finde frem til en løsning inden da.

Divinity: Original Sin

Selvom kampsystemet uden tvivl fortjener mere ros end ris, holdes det tilbage af et meget lidt intuitivt kontrolsystem og tunge menuer. Dette gælder i hvert fald for den nye konsoludgave til PlayStation 4 og Xbox One, populært kaldet Enhanced Edition. Det er ikke altid figurerne gør, som man ønsker det, og har man ikke foretaget et quick-save i et stykke tid (for guds skyld, husk altid, ALTID at gemme), kan det være enormt frustrerende. Måske vader din tank ind i en giftsky. Måske rammer din ildkugle en forhindring, selvom indikatoren viste, at du sagtens kunne skyde over den. Udvikleren Larian Studios har lavet en genial opskrift, men gennemførelsen er en lidt blandet oplevelse.

Så er der heller ikke mere kritik herfra, for Divinity: Original Sin har gjort sig fortjent til mere end blot skældud. Det er trods alt en enorm præstation at svejse et eventyr af denne kaliber sammen fra et Kickstarter-projekt. Her findes en eskalerende historie, underholdende dialoger og et kampsystem som i hvert fald i princippet sætter en ny standard for genren.

Det kan virke overvældende i starten, men efter jeg lærte spillet at kende en smule bedre, fandt jeg svaret. Man skal ikke lade frustrationen og spillet vinde over en. Som jeg ser det, gælder det om at sætte hårdt mod hårdt, og om at gøre alt for at komme videre, koste hvad det koste vil. For til syvende og sidst, er det så ikke lettere at skabe mordmysterier, og ikke løse dem?

HQ
Divinity: Original SinDivinity: Original SinDivinity: Original SinDivinity: Original Sin
HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Dyb strategi, mange skills, smuk verden, muligt at skændes med holdkammeraterne
-
Meget spildtid, dårlig kommunikation med spilleren, tunge menuer og kampsystemer
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

4
Divinity: Original Sin på vej i fysisk udgave

Divinity: Original Sin på vej i fysisk udgave

NYHED. Skrevet af Lee West

Tilbage i november skrev vi om Divinity: Original Sin i vores artikelserie med fokus på oversete spilperler. Den kan du stadig læse her. Nu fortæller Larian Studios dog,...



Indlæser mere indhold