DJ Hero

Det virker som en helt håbløs malkning af konceptet fra Activision. Efter at have overtaget Guitar Hero-licensen og annonceret Guitar Hero-spil herfra og til evigheden, antog jeg at DJ Hero ville blive et hasteværk og for at inkassere lidt flere penge på den kendte licens.

Det første der slår mig da jeg åbner kassen, er hvor lækker controlleren er. Den er minimalistisk og elegant. Ingen fancy mønstre eller mærkelige former, kun rene linjer, og den ser lækker ud. LP-pladen føles solid, den er ikke for løs, og det føles godt at scractche den frem og tilbage. På pladen er der monteret tre farvede knapper. Disse føles lidt løse, men fingrene ligger godt på dem. Crossfaderen, den lille kontakt som skal hives mod venstre og højre, føles ligeledes solid. Placeret lige oven over denne, har man en skruepind og en knap. Øverst findes et lille låg, som gemmer styrekrydset og de almindelige knapper man kender fra sin controller. At alle disse er gemt bag et lille låg, er en elegant detalje og prikken over i'et, der får controlleren til at føles mere seriøs end de plastikguitarer og trommer som følger med Guitar Hero-spillene.

DJ Hero handler - som navnet svagt antyder - om at være DJ. At være DJ er relativt enkelt, de fleste DJ's sætter nemlig bare den ene plade på efter den anden, og forsøger at få overgangende mellem sangene til at være så bløde som mulige. Det er noget alle kan finde ud af med minimal træning.

I DJ Hero er du dog en anden slags DJ, nemlig den slags pladejonglør som blander pladerne sammen, som scratcher, sampler og leger med effekter, således at resultatet bliver en fusion af forskellig musik der giver en helt ny musikoplevelse. Her snakker vi teknikker og ekspertise, samt et øre for musik som tager årevis at optræne. På samme måde som alle kan bliver en guitargud i Guitar Hero, kan alle dog også blive verdens bedste DJ i DJ Hero.

Skærmopstillingen minder meget om den fra Guitar Hero. Tre spor i forskellige farver strækker sig over billedet, og der sendes med jævne mellemrum et knapsymbol ned over hver af de tre spor. Trykker du på den rigtige knap når symbolet rammer bunden af skærmen, spilles sporet, ganske som i Guitar Hero.

Men så bliver det mere kompliceret. Af og til sendes der em langt scratche-stribe ned af et af sporene. Her skal man holde den rigtige knap nede på pladecontrolleren, og scratche pladen frem og tilbage. Scratch-lydene strømmer ud af højtalerne og jeg smiler fra øre til øre. At scratche så det bare lyder nogenlunde i virkeligheden er dødsvært, men spillet gør et godt job ud af at bilde mig ind at jeg helt selv står for manøvren.

Er du med så langt? Så tager vi crossfaderen. Når en DJ spiller musik har han en pladespiller til venstre og højre. Crossfaderen kan stilles mod venstre, højre eller i midten, og bestemmer hvor musikken som strømmer gennem højtalerne, skal komme fra. Står den mod venstre er det den venstre pladespiller som høres, og det samme mod højre, mens at placere den i midten vil betyde at man hører begge plader på samme tid.

Eftersom man altid har to forskellige sange kørende (et såkaldt mashup) i DJ Hero, bestemmer crossfaderen hvilken sang man hører. Derfor skal man altså følge de tre linjer på skærmen. Hvis den venstre linje går til siden, skal man trykke crossfaderen i samme retning. Går linjen igen tilbage til midten, skal crossfaderen igen placeres i midten. Resultatet af at flytte crossfaderen korrekt er at man veksler mellem de to sange, som hele tiden kører.

De sidste elementer at lære er skruepinden og knappen. Skruepinden bruges til at smide en filtereffekt på et af sporene, når de indikeres med en bue over sporet. Knappen bruges i stedet til at aktivere spillets version af Star Power, Euphoria, som for en tid fordobler point-indtjeningen.

Puha, så skulle det tekniske være overstået. Med det tekniske af vejen kan jeg endelig koncentrere mig om det vigtigste i spillet.
At spille DJ Hero er ekstremt fængende, ikke mindst fordi det er en decideret solooplevelse. Guitar Hero har for længst etableret musikspillene som en social genre, noget som bør spilles med vennerne for at få det maksimale ud af oplevelsen. Jeg spiller stadig trommer alene i ny og næ med Rock Band 2, men det er mest for at træne til næste gang jeg skal spille sammen med vennerne.

Spilmekanikken er også forfriskende anderledes i forhold til Guitar Hero-spillene. Brugen af crossfaderen og det at scratche giver en helt speciel følelse af at mikse musik frem for at spille på et instrument. Feedbacken af at scratche er perfekt, og selvom man ikke bliver tvunget til at gengive hver eneste detalje helt perfekt når man vover sig op på Expert-niveauet, føles det alligevel som om man påvirker musikken hele tiden.

Det er svært. At synkronisere crossfaderen til højre og venstre i de angivne retninger er mere kompliceret end det lyder, men føles alligevel logisk. Lydbilledet stemmer overens med det der sker på skærmen.

Der er dog alligevel et par irritationsmomenter. Knapperne på pladen har tendens til at føles en smule for løse, og jeg fejler ofte når lange kombinationer skal trykkes ind, selvom jeg trykker helt i takt med musikken.

Grafikken imponerer mig heller ikke. Udvikleren ser ud til ganske simpelt at have lånt grafikmotoren fra Guitar Hero-serien, og byttet bandet ud med DJ'en på scenen. Dette kunne med fordel være gengivet med en helt andet og mere klubbaseret stil, i alt fra præsentation til grafikken i spillet.

Et andet irritationsmoment jeg ærgrer mig over, er at ti af sangene er lavet for at man skal kunne spille sammen med en ven, der bruger en Guitar Hero-guitar. Dette er helt forfejlet. Sangene er støjende og dårlige mikset, og det virker som om udvikleren har fået en eller anden desperat ordre fra Activision om at dette skulle inkluderes, og det går ud over den rene mikse-oplevelse i resten af spillet.

Bortset fra disse minusser elsker jeg dog DJ Hero. Størstedelen af de miksede sange er kreative og sjove, lyden er helt i top, og jeg elsker følelsen af at mestre sangene. Jeg siddet til langt ud i natten hver aften i den forgangene uge og erobret stjerner, sange og pointsummer. Jeg har spillet over nettet mod andre i pointbaserede konkurrencer. Mest af alt har jeg følt mig som en DJ. Når jeg afslutter et langt scratch med at sende nogle samples fra Flavour Flave afsted i freestyle-muligheden, er jeg kongen af dansegulvet. DJ Hero har overgået alle mine forventninger, og min egen pointjagte er godt i gang.