DMC Devil May Cry

Det har længe været vidst, at det nyeste Devil May Cry ville få en make-over og begynde helt forfra med en splinterny Dante. Da Capcom så endelig viste, hvordan den nye Dante ville se ud, blev man noget overrasket. Dante gik fra at være en trench-coat klædt mand af japansk udseende med afbleget hår til en amerikansk teenager med kort klippet hår, læderbukser, læderjakke og en attitude, som ville få de fleste forældre til at gå ud af deres gode skind. Det er heller ikke så mærkeligt, at præsentationen af det nye spil, DMC, viser Dante liggende nøgen på sengen i sin campingvogn efter en hård druktur i byen. Rummet er fyldt med skrald og tomme flasker, og havde det være muligt for spillekonsollen at simulere lugte, ville det sikkert også have fået de fleste til at holde sig for næsen.

Men der er en årsag til det hele. Capcom vil have, at du skal se Dante udvikle sig fra en teenager med en arrogance kun tiltænkt de største røvhuller til en mand med ydmyghed, charme og et cool look. Om Dantes teenage-attitude er til at holde ud i længden er ikke til at sige, men man føler sig lidt cool, når Dante flyver nøgen igennem sin campingvogn i slowmotion med meget velplacerede genstande foran de nedre regioner, får sit tøj på, lander ude foran, og trækker på skuldrene som om, at det var ingen ting, fordi så sej er han.

Historien i det nye DMC er forholdsvis lige til. Dæmoner prøver at slå Dante ihjel og trækker ham ind deres dimension, Limbo, for at gøre det af med ham. Under normale omstændigheder kan Dante selv slippe ud af Limbo-universet på egen hånd, men det er ikke tilfældet her. Han har brug for hjælp, og det er her, at en ung pige ved navn Cat kommer ind i historien. Hun er en 'psychic', en seer som er i stand til at se ind i Limbo-universet uden at befinde sig i det. Hun guider Dante igennem det konstant forandrende Limbo-univers, mens hun prøver at hjælpe ham med at besejre dæmonerne. Hun har dog ingen funktion spilmæssigt og fremstår mest som pynt.

Limbo-universet kan bedst beskrives som virkeligheden, der har fået en heftig hedonistisk indsprøjtning. Reklamer og skilte skifter navn i Limbo og viser deres sande budskab. En socialpolitisk kommentar fra udviklerne, som passer fint med Dantes rebelske teenage-attitude. Man kan dog blive i tvivl om, hvorvidt man befinder sig i den rigtige målgruppe, da budskaberne ikke er noget nyt under solen. Alle ved, at fastfood er usundt, og reklamer er til for, at vi skal bruge penge på unødvendige ting. Der er dog et par få overraskelser her og der, som er nok til at få dig til at trække på smilebåndet.

Heldigvis er gameplayet langt mere interessant end Dante, og det har ikke ændret sig meget i forhold til de tidligere spil. Igen handler det om at bygge comboer og opnå så mange point som muligt, mens du tæver dine fjender sønder og sammen. Musik og lyden i baggrunden spidser til, når du begynder at nå de helt store combo-points. Du kan vælge at holde dig til jorden eller skubbe dine fjender op i luften og tæve dem dér. Udover det visuelle præg og en følelse af at være rigtig bad-ass, så er det også et taktisk valg. På jorden har andre dæmoner også mulighed for at angribe dig, og det kan ødelægge din combo-points. I luften er du bedre beskyttet, da det kun er dæmoner med projektiler, der kan ramme dig.

Du begynder med det klassiske sværd, som du kender fra de tidligere spil. Det hedder Rebellion og fungerer som dit standardvåben. I PlayStation-versionen, der var stillet til rådighed, fungerede firkant som dit lette angreb, hvor Dante slår hurtigt mod sin fjende. Trekant er dit stærke angreb, hvor Dante ikke tænker meget på at forsvare sig, mens han svinger sit sværd vildt og voldsomt igennem luften. Cirkel er angrebet, der sparker dine fjender op i luften ved at sende sværdet direkte mellem deres ben og så bare derudad. Udviklerne kunne have stoppet her, for sværdet i sig selv er nok til at tilfredsstille de fleste spillere, men det gjorde de heldigvis ikke.

Senere i spillet får Dante adgang til to nye våben, som er forbundet med henholdsvis den englelige og dæmoniske side. Disse våben kan aktiveres ved blot at holde L2 og R2 inde, og pludselig får du adgang til fire nye evner, som er afspejlet i, hvilket våben du bruger. På engle-siden får du adgang til en le ved navn Osiris. Dens specielle evne består i, at den giver mere skade, jo større din combo bliver. Den begynder at skinne med et nærmest helligt lys, når den er helt 'ladet' op. Udover det kan du flyve for en kort stund, hvilket kan være nyttigt, når man har brug for at komme væk fra kampens hede. Dante kan også snurre leen hurtigt rundt, og automatisk ramme fjenderne med mindst ti angreb i træk. En hurtig combo ville være at bruge sværdet til at få fjenden op i luften og så skifte til leen. Lækkert, cool og dødsensfarligt.

På den dæmoniske side har du en stor, styg, brændende økse ved navn Arbiter. Det er et våben, som Dante har svært ved at svinge hurtigt, men til gengæld er der ikke ret meget, der kan tåle dens bid. Arbiteren er tiltænkt som våben mod stærke dæmoner og dem, der bruger skjolde. Et enkelt hug fra øksen sender dem tumblende i jorden, og du har mulighed for at følge op med et hurtigere angreb. Desværre efterlader angreb med Arbiteren Dante meget sårbar, og du skal nok kun bruge øksen som det sidste i en lang række angreb.

Hvad der gør disse to våben helt specielle er deres unikke evne til at manipulere dæmonerne. Udover deres angreb kan våbnene også hive og trække i dæmonerne. Bruger du leen, Osiris, hiver du dig selv op i luften til dæmonen, hvor du nemt kan give den et par på sinkadussen samtidig med, at du ikke kan nås af angreb fra jorden. Bruger du til gengæld øksen, Arbiter, trækker du dæmonen hen til dig. Det gør det lettere at håndtere flyvende bæster, så man ikke skal hoppe op i luften som en Duracell-kanin på speed. Da man kan skifte våben ved blot at holde en knap inde, opstår der en helt speciel dynamik i kampen, hvor du flyver rundt på skærmen og lammetæver dæmonerne uden så meget som at stoppe op en enkelt gang. Man bliver nærmest deprimeret, når der ikke er mere tilbage at slå på. Det er nemt og lige til, og tilfredsheden er helt i top. Man bliver lidt sejere af at være Dante.

DMC virker til at være et solidt spil, som lover god underholdning i mange timer. Gameplayet er helt i top, og det er nemt for både nye som garvede spillere at hoppe ind i. Til gengæld kan den nye Dante, selv med sin selvsikre attitude, virke irriterende, og man kan blive bekymret for, at der opstår et had-kærlighedsforhold til selve spillet, hvor man kun kommer for gameplayet og ikke meget andet. Spillet er stadigvæk under udvikling, og man kan kun håbe på, at udviklerne holder sig til præmissen om, at det er Dantes historie om at blive voksen og ikke kun en glorificeret fortælling om verdens største røvhul.