DMC Devil May Cry

Problemet med ægteskaber nu til dags er, at nogle tager dem for givet. Enten trækker den ene person hele slæbet, eller også er der ingen der for alvor forsøger at holde sammen på det.

Det ved Capcom bedre end de fleste. De har været gennem mange skilsmisser. Det lød som et æggende forslag, men at outsource deres projekter har ført til flere bitre forliste forhold end gode minder.

Derfor var der grund til bekymring, da DMC blev annonceret - men det undskyldte ikke de giftige tirader, der blev rettet mod både Ninja Theory og Capcom efter nyheden om deres frieri kom frem. Jovist, skepsis fra fortiden gjorde os varsomme i forhold til hvilket afkom, de to ville skabe sammen. Men de har tydeligvis set noget potentiale i hinandens arbejde. Og det vi ser og spiller beviser er, at disse to selskaber vil have deres ægteskab til at fungere, og at de bringer det bedste frem i hinanden.

Det tager Ninja Theory hele 30 minutter - en halv time med klar, koncis forklaring - at få os til at forstå nøjagtigt hvad det er, de forsøger at opnå med deres makeover af Dante. Det tager os tre timer at fatte, hvor meget indflydelse Capcom har haft, når det kommer til at fastholde de overdrevne kampe, der definerer Devil May Cry-serien.

Målet for det Cambridge-baserede studie har været at genfortolke Dante med mere vestlig indflydelse frem for østlig. Det betyder James Dean krydset med punk-kultur. Fight Clubs Tyler Durden med mere arrogant pondus. Den cinematiske kontekst er noget, holdet jævnligt vender tilbage til. Det handler om cool-hed, der passer til tidsånden. Spillets baggrundshistorie fortælles gennem graffiti frem for bibelsk symbolik.

Idet vi ser mellemsekvenserne og spiller de første fem missioner, er det tydeligt at her er tale om en anden figur end ham, vi har set i trailere og klip indtil videre. Det anderkender creative director Tameem Antoniades også i en snak efter demoen, og indrømmer at de korte teasere ikke har fanget alle sider af Dantes personlighed.

Derfor er bandeordskonkurrencen mellem Dante og en succubus, som vi så i Gamescom-demoen, et af de sjældne øjeblikke hvor ham den nye benytter f-ordet. For det meste er han et mere alvorligt bud på figuren, intens men stille. Kæphøj, ja, men ikke overdrevet.

Ligesom 343 har gjort med Master Chief i Halo 4, har Ninja Theory fundet plads til nogle imponerende mellemsekvenser, der graver dybere ind i Dante uden at lave om på ham. Fantastisk motion capture-arbejde og manuskript gør disse til en fryd at se. Virgil, Dantes bror (som han atter møder for første gang), er især en sjov og varm præstation, der får dig til at holde vejret mens du venter på det sammenbrud, du ved er på vej.

Men studiet har også husket at tilføje nogle af de afsindige stilvalg, der hører med til arven fra forgængerne. Vi ser blandt andet Dante i en slowmotion-ballet, mens han springer gennem sit hjem af en campingvogn - netop som det bliver kastet mod ham som et projektil. Et strategisk placeret stykke pizza vækker latter.

Overraskende nok holder spillet ikke igen med at låse op for dit fulde repertoire af våben og moves. Dit sværd, Rebellion, kan inden længe transformeres til dæmonøksen Arbiter, eller den himmelske le Osiris, og vi cirkelslår fjender med brændende Eryk-handsker. De to pistoler Ebony og Ivory ender atter i bunden af våbenfødekæden - men alt har rig mulighed for opgraderinger.

Kampsystemet er den del af spillet, vi var mest urolige for, men man kan se Capcoms fingeraftryk over det hele. DMC-produceren Motohide Eshiro forklarer, at man internt har lagt stor vægt på at kampsystemet var tilfredsstillende. Og det stiller os i høj grad tilfredse. Det er skarpt, præcist. Det føles mere råt end Devil May Cry 4, men mindre twitch-orienteret end DMC3.

Man kan afbryde sine comboer. Dodges udført i sidste øjeblik øger skaden fra dine angreb. Dashes i luften lader dig hurtigt springe mellem grupper af fjender. Osiris har spin-angreb, der kan tæske fjendtlige grupper og juggle modstandere i luften, mens Arbiter har et luft-til-jord-slag, der kaster med fjenderne. Begge har de kædeangreb, der kan trække fjenderne tæt på, eller dig hen til dem.

Og alle disse ting er tilgængelige, inden du begynder at låse op for nye moves - hvert våbens potentielle angrebsliste kan tælles med to cifre. Hvis du ikke kan lide de moves, du har købt, kan du let respecce Dante fra menuen.

Våbnenes evner er knyttet til de farvekodede fjendetyper, hvilket fører til at du konstant skifter mellem mulighederne i dit arsenal. Le og økse vælges ved at holde den relevante knap nede, mens Eryx er tilgængelige via D-pad'et.

Der er også skjulte områder spredt rundt i hver bane, hemmelige missioner og collectable-fyldte blindgyder, der skal åbnes med bestemte våben.

Hvor Ninja Theorys forrige spil Enslaved bød på simpel, brutal kamp, der passede godt til figuren Monkey, men kun bød på et lille udvalg af fjender, der var lette at håndtere, når man i DMC hurtigt til et punkt, hvor der ikke er plads til at træde forkert.

Hvad angår lokationer og grunden til at Dante gør som han gør, fortæller Tameem en herlig historie om en gameplay-mekanik, der har været en vigtig del af DMC's design og fortælling. De vægge og mure, der dukkede op når man mødte fjender i det oprindelige Devil May Cry (såvel som mange action-eventyr siden da), er blevet forklaret som at det er selve byen, der blander sig og forsøger at sløve eller dræbe Dante.

Tameem viser en inspirationsmontage, hvor Inception-agtige bygninger falder sammen og vira vokser frem for at vise hvordan udviklerne forestillede sig en levende by reagere på en fremmed indtrængende. Idet han bliver opdaget, trækkes Dante ind i Limbo, en ækel dæmoniseret udgave af den menneskelige verden, og må kæmpe for at undslippe.

Denne dobbelte identitet spiller også ind i historien, hvor Dante kæmper for at befri byen fra dæmonherskere - af typen, der benytter forgiftede sodavand og døgnsendende nyhedskanaler frem for ild og svovl.

Vi har ingen anelse om hvor Ninja Theory vil føre historien hen, men vi er særdeles spændte på at se resultatet. Hvem havde nogensinde troet, at vi skulle hylde et DMC-spil for fortællingen?

Kombineret med de robuste og dybe kampmekanikker lader DMC til at tage det bedste fra fortiden og tilføje det til alt det nye, og derved giver de serien en troværdig fremtid. Både Ninja Theory og Capcom har solgt os på ideen om, at dette ægteskab bygger på et solidt grundlag. Vi ser ikke længere frem til de kommende troskabsløfter med skepsis, men med nysgerrighed.