DMC Devil May Cry

En tåget formiddag i de dødeliges verden banker en mystisk dame på Dantes campingvogn. Dante vælter ud af sengen og går hen til døren. Det der med tøj kan vente til senere. Aftenen forinden tilbragte han på stripklub med skydevåben og sprut. Mandfolketing. Han får knapt åbnet døren, inden de dårlige nyheder står i kø. "Du er i fare", "de har opdaget dig". Advarslerne kommer for sent. En flok dæmoner trækker Dante ind i limbo, en verden mellem deres verden og vores. "Dårlig dag at have tømmermænd på", erklærer vores helt, inden han går i gang med det, han gør bedst: at dræbe dæmoner.

Ninja Theorys revitalisering af Capcoms klassiske action-spilserie er blevet mødt med skepsis fra store dele af Devil May Cry-fansene. Lige siden vi så de første billeder af spillets fornyede hovedperson, har mange afskrevet DMC Devil May Cry som djævelens værk. "Spillet kører ikke med 60 billeder i sekundet!" og "Dante har forkert frisure!" er blandt de mange klager, der er blevet rettet mod spillet. Jeg var ikke ukritisk over for et par af de designvalg som udvikleren af Heavenly Sword og Enslaved: Odyssey to the West viste frem, men efter at have lagt hundredevis af døde dæmoner bag mig, føler jeg omsider at jeg er om bord. Lad én ting være klart: dette er et spil af høj klasse.

Der er meget nyt i DMC Devil May Cry, men kernen er mere eller mindre den samme. Du skal dræbe dæmoner, og det skal gøres med stil. I slutningen af hver bane får du point alt efter hvor varieret din kampstil er, og hvor hurtigt og effektivt du sender dine fjender tilbage til helvede. Ved siden af muligheden for at låse op for hemmelige baner og forskellige sværhedsgrader er karaktersystemet den største bidragsyder til spillets genspilningsværdi.

Selve kampsystemet er hurtigt og reaktionsbaseret, og burde være let genkendeligt for fans af serien. Den største forbedring er det store arsenal, man får at lege med. At lære at time undvigemanøvrer og angreb er som altid djævelsk sjov, men den følelse af at mestre systemet man får, når man benytter hele våbenarsenalet til at bygge enorme kombinationsangreb er simpelthen himmelsk. Hvis man derimod vælger ikke at jagte stilpoint og i stedet benytter sig udelukkende af nogle få angreb, bliver spillet hurtigt ensformigt.

Man møder dæmoner i alle størrelser og faconer. Nogle skal dræbes på en bestemt måde, mens andre er immune over for visse våben. Der er også fjender som hjælper hinanden, og modstandere der foretrækker at angribe fra afstand. Dertil er der minibosser, som det kræver lidt ekstra at få has på, men som er desto mere tilfredsstillende at sende i gulvet.

Bosskampene, der har været en af seriens stærkeste sider, er fortsat underholdende, men måske ikke helt på højde med de andre spil i serien. Bossernes angrebsmønstre er lige lovligt enkle at gennemskue, og selvom kampene er storslåede og nervepirrende, er de mere forudsigelige end de har været tidligere.

Der er blevet lagt meget arbejde i at gøre spillet cinematisk. Kameraet er blevet placeret bag Dantes ryg, og kampene er derfor mere intime og en smule mindre overskuelige end hvad vi er vant til. Overgangene mellem filmsekvenser og spil er dog mere sømløse, og historie og gameplay er tvunget tættere sammen. Desværre har billedhastigheden en tendens til at halte i disse overgange, uden at det er en enorm plage.

Handlingen er ikke lige så højtidelig som i tidligere spil, og dialogen er langt mere vulgær. Nogle jokes bliver måske lidt overdrevent dumme, og dialogen kunne godt være mindre baseret på bandeord, men samtidigt virker selve historien mere fokuseret og bedre præsenteret end meget af det, vi har set fra Devil May Cry tidligere. Hvis det er muligt at være bøvet på en god måde, så er dette spil netop det. De fleste af filmsekvenserne er humoristiske og underholdende, og et par af dem er decideret spændende. Hvad mere kan man ønske sig?

Den gotiske stil, serien er kendt for, har måttet vige for mere urbane omgivelser. Længes du efter en trist og grå asfaltjungle, skal du dog ikke fortvivle. De spilbare sekvenser foregår som regel i Limbo, hvor din omverden er i dæmonernes magt. Veje udvides, vægge vokser og en kort elevatortur kan blive til et bundløst fald. På denne måde lykkes det udviklerne at lave varierede omgivelser, selv med en karakterløs by som udgangspunkt. De dynamiske omgivelser er flotte at se på, og danner desuden en god baggrund for spillets solide platformshoppen.

Musikken står Noisia og Combichrist for. Blandingen af dubstep og vred elektromusik er toneangivende for stemningen i spillet, og de aggressive rytmer passer godt til de brutale slåskampe. Melodierne i de roligere scener fortjener også ros, så Ninja Theorys lydteknikere kan give sig selv et stort klap på skulderen.

Faktisk bør hele Ninja Theory være tilfredse med deres indsats. I stedet for at følge Capcoms velprøvede opskrift har de satset og givet serien et helt nyt twist. Det kan ikke udelukkes at de mister nogle tilhængere af serien i samme omgang, men selv synes jeg DMC Devil May Cry er sit navn værdigt, og ikke mindst et glimrende spil.