Don King Presents: Prizefighter

Gad vide, hvor de har fundet modet til at gå i gang med det, når de nu ikke kan efterligne kontrollen i Fight Night", tænker jeg, mens jeg sidder i en boksering i det østlige London, og en entusiastisk mand fra udviklingsholdet bag Prizefighter, snakker løs i baggrunden.

Med sin revolutionerende kontrol omskrev Fight Night fuldstændig regelbogen, og det at skulle vende tilbage til at bruge knapkombinationer, virker næsten primitivt, hvilket produceren Matthew Seymour, griner af, da jeg spørger ham. Tankegangen er dog, at systemet i Fight Night var for langsomt og besværligt. Prizefighter skal i stedet benytte sig af et kampsystem, der har mere til fælles med den hastighed og simplicitet, man finder i spil som Street Fighter 2 - det skal være imødekommende for alle.

Mest spændende er dog den historie, hele oplevelsen er spundet op over, og som i retrospekt vil fortælle historien om, hvordan du, navngivet "The Kid", kæmpede dig op fra rendestenen, til den dag, du endeligt blev verdensmester i sværvægt. Det hele fortælles via historiesekvenser, med alt fra tidligere boksere til hyrede skuespillere, der gør deres bedste for at få det utvivlsomt ringe manuskript til at fungere. Hverken skuespillet eller manuskriptet vil sikkert vinde nogle priser, men det giver alligevel spillet en unik charme, ikke ulig, når du engang imellem kommer til at se en B-film og ikke kan få taget dig sammen til at zappe om.

Knap så charmerende er den hakkende animation, der godt nok afvikles i et lynhurtigt tempo, men får det hele til at se ud, som om bokserne bevæger sig ind og ud af to til tre sekunder lange tidslommer. Det virker ganske enkelt som om overgangene mellem de forskellige bevægelser mangler, og specielt i sammenligning med Fight Night, er det svært at overse.

Der er stadig tid til at afpudse animationen og forfine kampsystemet, men det er svært ikke at se en masse af Rocky Legends, som var udviklerens sidste forsøg med genren, i Prizefighter, og det er desværre ikke noget at være stolt af. Vi forbliver forhåbningsfulde om, at B-films historien og lidt mere tid på udviklingskontoen kan redde dette projekt fra samme skæbne som Clubber Lang og Ivan Drago fik, sidste gang de vovede sig ud som spilfigurer.