Don King Presents: Prizefighter

Jeg er helt oppe på det yderste af tæerne og er opmærksom på enhver bevægelse, der kommer imod mig. Danser forsigtigt rundt og tjatter små bløde jabs afsted for at holde krigeren over for mig på behørig afstand. Men det er svært, for hans rækkevidde er stor og venstrelabben intet mindre end dødbringende. Jeg tager gerne imod tyve stød fra højrehånden, hvis blot jeg slipper for at smage på venstrehammeren. Det er svært at forudse, hvornår han sender den afsted, men denne gang timer jeg undvigelsen helt perfekt. Jeg dukker mig hurtigt ned under min modstanders fremadstormende handske og ved i samme øjeblik, at hans satsning samtidig åbner hans højre side for en regulær bombe af et kontrastød. Jeg rejser mig hurtigt op igen og hamrer så min næve imod hans ubeskyttede ribben.

Tiden står stille i et kort sekund, og blod og sved svæver smukt i luften, mens den arme stakkel falder tungt om på gulvet med ansigtet fortrukket i et uvirkelig og smertelig grimasse. Det har været en tæt kamp, men jeg har hele tiden været et mulehår foran den farlige kæmpe, som har taget mod mine bomber, som var han lavet af stål. Men nu er det femte gang, jeg har ham nede, og jeg ved, at han er knækket. Men glæden over udsigten til sejr følges også på vej af skammen over at have udnyttet min modstanders svage punkt.

Under træningen op til kampen beskadigede han sine ribben, hvilket min promotor hviskede mig i øret, lige inden gongongen kaldte os ud til første omgang, og siden da har jeg knust min modstanders ribben med det ene dræbende stød efter det andet. Men sådan er gamet, og jeg må bare blive ved. Vi er alle sammen nogle nobodies, som går efter at blive den største. Og vejen til toppen bliver kortere for hver modstander, jeg kan slå i gulvet og træde op på. Jeg er The Kid, og jeg vil være den største. Og jeg vil gøre hvad som helst, for det her er kamp. Det her er overlevelse. Det her er boksning.

Don King Presents: Prizefighter er fortællingen om det fiktive boksevidunder The Kid, og hvis man på noget tidspunkt har prøvet at stå op klokken fire om morgenen for at se Claus Borre akkompagnere Mike Tysons leg med endnu et slagteoffer, så vil Prizefighter på en eller anden måde snige sig ind under huden på en. Det samme gælder for alle dem, som med glæde mindes navne som Apollo Creed, Clubber Lang og Ivan Drago, for Rocky Balboa har bestemt heller ikke levet forgæves, omend fortællingen i Prizefighter er betydeligt mere overfladisk end i de klassiske boksefilm med Sylvester Stallone i hovedrollen.

Prizefighter byder på en boksemekanik, som kræver en times tid at lære. De forskellige knapper sender forskellige slag af sted mod hovedet, og de kan så varieres ved at kombinere dem med joypaddets trigger- og bumper-knapper. Vil man for eksempel ramme modstanderen på kroppen, så trækker man i den højre trigger, mens man sender et slag afsted. Man styrer naturligvis The Kid rundt i ringen med den venstre analogpind, men trækker man i den venstre trigger, så bliver han stående det samme sted, og man styrer i stedet hans overkrop, hvilket vil sige, at man kan bevæge den både frem og tilbage og fra side til side. På den måde kan man med lidt øvelse undgå de fleste af modstanderens slag, og det blev hurtigt en helt essentiel funktion for mig. Ikke mindst fordi det er tungt at styre The Kid rundt i ringen. Han bevæger sig langsomt, og selv om man også kan springe frem og tilbage, når man har brug for det, så giver det sjældent det ønskede resultat. Det tager ganske enkelt for lang tid at springe frem mod modstanderen og efterfølgende sende et slag afsted. I stedet oplever man langt oftere, at man selv får et hug i hovedet. Og derfor vælger man hurtigt at satse på infight, hvor man hele tiden undviger modstanderens slag med overkroppen og slår kontra, når de blotter sig. Det er samtidig en spilmekanik, som giver spillet en intensitet, som klæder det godt.

Undervejs i kampene optjener man fokus-energi, som man kan bruge enten som et ekstra hårdt slag, når man har brug for det, eller som en slags bullet time, hvor man kan lade slagene regne ned over modstanderen. Det bliver hurtigt en livsnødvendig funktion at mestre imod de stadigt hårdere modstandere, men man skal huske at time brugen helt rigtigt. For det gør virkelig ondt at se et fokus-slag gå i modstanderens parader, når en kamp er lige på vippen, for så har man spildt en gylden mulighed for at tage teten.

Historien er som sagt så banal, som den kan være. Det gælder om at kæmpe sig vej fra ingenting til alting, og undervejs bliver kampene naturligvis større og større, og nye og griskere folk får øjnene op for en. De kræver samtidig mere og mere af en, og der er hele tiden et nyt mål at bokse imod - for eksempel at besejre en særligt vanskelig modstander. Når man lykkes med at runde nogle af disse hjørner, belønnes man med en bonus i form af muligheden for at genbokse en klassisk boksekamp. Den første af slagsen er kampen mellem James Braddock mod Max Baer, som slagtede hinanden i en klassisk boksekamp i 1935. Her skal man i form af Max Baer holde sig på benene i kampens sidste omgang i en situation, hvor man starter med meget lidt energi. Det er simpelt, men stemningen, de sepia-farvede omgivelser og det historiske vingesus gør det til nogle hyggelige udfordringer, som bryder den ellers meget jævne historie lidt op. Og det er der brug for, for der er ikke meget variation i Prizefighter. Imellem hver kamp kan man træne sine færdigheder og blive stærkere. Og de første gange er de forskellige træningsøvelser da også underholdende nok, men i længden bliver de kedelige, og til sidst vælger man at "auto-træne", så man slipper for de mange gentagelser.

Grafisk er spillet bestået. Faktisk ser bokserne ret godt ud, og sved og blod flyver lækkert rundt i slowmotion, når man slår modstanderne i gulvet. Til gengæld bliver man hurtigt træt af trænernes kommentarer, idet de kun har fire-fem forskellige råd til en imellem omgangene.

Jeg må med skam erkende, at jeg aldrig har spillet Fight Night Round 3 og derfor heller ikke kan sammenligne Prizefighter med spillet, som de fleste mener er førende, når det gælder digital boksning. Men det skal ikke afholde mig fra at fælde en dom over det seneste boksespil på markedet. Prizefighter er ikke noget mesterværk og vælter formentlig heller ikke Fight Night af tronen. Men det er stadig god underholdning, som faktisk formår at give følelsen af, at man deltager i en rigtig boksekamp.

Der er for lidt variation i spillet, og den lidt tunge styring, når man bevæger sig rundt i ringen, er også et minus, ligesom nogle af knapkombinationerne er lidt tunge at danse med. Men samtidig har spillet krudt nok i handskerne til også at underholde folk, som normalt ikke gider boksning. Der er ingen tvivl om, at jeg ind i mellem stadig vil sætte Prizefighter på i en times tid, for det er et underholdende spil i sig selv. Det kan småfejlene og den tamme historie ikke ændre på. Og det siger jo sig selv, at et boksespil er ganske fornøjeligt, når man spiller mod en kammerat.