Donkey Kong Bananza Preview: Måske den mest kaotiske platformer nogensinde?

Jeg lægger ikke skjul på det: den seneste Nintendo Direct gjorde mig ekstremt begejstret for Donkey Kong Bananza. Præsentationen tegnede et billede af et spil, der ærligt talt så ud til at kunne være en kandidat til Game of the Year, hvilket sikkert er grunden til, at jeg gik med et stort smil ned ad Windsors luksuriøse hovedgade på vej til Nintendos britiske hovedkvarter for at prøve tre timers gameplay fra det næste store flagskibsprojekt til Switch 2.

Men før vi dykker ned i detaljerne, tager vi lige en kort opsummering af præmissen. I begyndelsen af spillet arbejder vores helt som minearbejder for Void Corporation, et egoistisk og grusomt firma ledet af hensynsløse Kongs. Tingene tager hurtigt en drejning, da Kong havner i kløerne på disse tyranner, der vil overtage verdensherredømmet ved at nå ned til Planet's Core og gøre krav på det ønske, der er reserveret til dem der når frem. Det går naturligvis ikke for den karismatiske abe, som begynder at grave sig længere og længere ned - alt sammen med hjælp fra en mystisk sten, der tilfældigvis husede en yngre udgave af sangfuglen Pauline. Kort fortalt handler spillet altså om at bevæge sig nedad og efterlade en sti af ødelæggelse og kaos bag sig.

Preview-sessionen var delt op i tre hoveddele. Først spillede jeg en udvidet version af den demo, som vores egen David fortalte om i april - et længere ophold i det charmerende Lagoon Layer, hvor der næsten ikke var nogen begrænsninger for, hvordan man kunne spille. Dernæst fulgte et mere krævende afsnit i det brændende Canyon Layer, og til sidst en kortere tur i det mørke og dødelige Forest Layer, hvor der var flest begrænsninger. Med "begrænsninger" mener jeg, at man som spiller støder på hårdere materialer, som Donkey Kong ikke kan ødelægge, eller miljøfarer som giftigt vand, der skal undgås. Det betyder, at man først kan bevæge sig relativt frit, men at banerne gradvist bliver mere fokuserede og kræver mere omtanke og præcision.

Når vi taler om banedesign, føles det meget som et traditionelt 3D-platformspil i stil med Mario, med unikt designede biomer fulde af fjender, samleobjekter og et klart mål. Det minder mest om Super Mario Odyssey, hvor man går ind i en bane for at møde en Elder Kong, ødelægge en dødelig borearm eller andet vigtigt, men undervejs bliver man distraheret af Bananium Gems, som fungerer som Bananzas version af Odysseys Moons. Forskellen er dog, at disse Bananium Gems sjældent kræver, at man fuldfører små udfordringer - de er i stedet strøet ud over verdenen og skal ofte graves frem ved at smadre omgivelserne. Det samme gælder for samleobjekter som Fossils, skattekister og det meste af den guldvaluta, man kan bruge i spillet.

Du har sikkert set gameplay, hvor Kong smadrer omgivelserne - og ja, det ser episk ud, og det føles sådan. Men der er nogle nuancer. For det første er banerne ikke fuldt ud ødelæggelige - der er eksempelvis uigennemtrængelig klippegrund, som ikke kan knuses, så banerne stadig har en tydelig struktur. For det andet er så mange samleobjekter gemt under jorden, at det ofte føles som ren tilfældighed at smadre løs. Man går bare rundt som Kong og slår og hamrer løs, stykker af jord flyver, og måske dukker der en skat op. Det er ren kaos, og selvom det er herligt i begyndelsen, aftager charmen, når man føler sig tvunget til at ødelægge alt af frygt for at misse Bananium Gems og Fossils. Og man vil misse mange - der er snesevis i hver bane.

Der er også særlige challenge dungeons, som fokuserer på præcis platforming (nogle gange i 2D-stil som Donkey Kong Country) eller kampscenarier, hvor belønningen er Bananium Gems. Disse fungerer som sjove afbræk fra hovedoplevelsen, selvom de er korte og stramme i designet. Måske undrer du dig også over, hvordan RPG-agtige skill-opgraderinger spiller ind - de virker ret beskedne og handler mest om at give spilleren lidt mere kontrol, eksempelvis mere liv til Kong i svære kampe eller stærkere slag, hvis du vil gå all-in på rollen som gravende abe.

Så nej, kerneidéen bag spillet slår mig ikke helt så fejlfrit, som jeg havde håbet efter tre timers spil. Det betyder dog ikke, at der ikke er masser at elske i DK Bananza. Rent mekanisk er der så meget dybde, at man hele tiden laver noget - om det er at rulle, kaste materialer, glide hen over sten, tæske fjender, hamre i jorden for at samle ressourcer, nedbryde Kong Corp.-beskyttelse som Pauline, eller skifte til en særlig Bananza-form for endnu mærkeligere handlinger. Der er simpelthen så mange lag, at man bliver overrasket gang på gang - især når man ser, hvordan man kan påvirke miljøet.

Men det er netop dét - nogle gange føles det, som om Nintendos Tokyo-studie med DK Bananza bare vil sige: "Se alt det, vi kan lave rent mekanisk på Switch 2!" Der er ikke helt den samme stramme og elegante struktur som i Odyssey, og jeg frygter lidt, at nyhedsværdien i at smadre baner mister sin glans med tiden. De andre skæve funktioner hjælper ikke meget - co-op-systemet, hvor en anden spiller bruger musen på en Joy-Con 2 for at styre Pauline, er måske det vildeste eksempel på kaos, jeg har set. Det er så nemt at spamme skade og kaste ting, at de i forvejen overvældende effekter på skærmen bliver endnu mere hektiske. Jeg tror ærligt talt ikke, mange vil holde fast i co-op - heller ikke børn, der vil spille med en forælder. Det minder mig lidt om Gears 5, hvor den tredje spiller blev reduceret til Jack - et elendigt eksempel på co-op-design.

Når det så er sagt, så kørte Bananza fremragende på en docked Switch 2, med kun enkelte frame drops når skærmen blev overfyldt med partikeleffekter. Grafikken var også imponerende - farverig og levende og et godt eksempel på, hvad Switch 2 kan. Og det faktum, at figurerne har stemmer (selvom det mest er Pauline, og resten af abeflokken ikke rigtig taler menneskesprog), er også et plus.

Så selvom jeg ikke gik derfra blæst bagover af DK Bananza, tegner det stadig til at blive en sjov og værdig titel, som Switch 2-ejere bør holde øje med. Jeg misunder ikke spillet den opgave, det har foran sig - at skulle leve op til de tårnhøje standarder sat af Odyssey. Og selvom jeg ikke er overbevist om, at det lykkes, så tror jeg, det vil begejstre mange fans og levere en oplevelse, der får langt flere til at smile end til at rynke brynene.