Donkey Kong Country Returns 3D

Jeg kunne virkelig godt lide Donkey Kong Country Returns til Nintendo Wii. Faktisk spiller jeg det stadig intensivt, hver gang platformssulten melder sig. Præcisionen i styringen (til trods for controller-vifteriet), tempoet i banedesignet, variationen og den perfekt stigende sværhedsgrad var alle elementer, der gjorde Nintendos abe til en af de bedste titler i biblioteket - i hvert fald for mit vedkommende.

Netop derfor blev jeg både glad og lidt skuffet på samme tid, da man besluttede at introducere Kong til Nintendo 3DS. Glad på grund af muligheden for at tage potentiel platformsbrillans med på farten. Skuffet fordi konceptet stort set var uforandret. Nogle ekstra baner, en udvidet shop og tilføjelsen af en betydeligt lettere spilmulighed er næppe lige så ophidsende som et helt nyt spil, forstås. At man har valgt at beholde muligheden for at spille spillet med præcis samme forudsætninger som på Nintendo Wii er selvfølgelig beundringsværdigt, men opvejer ikke rigtig det faktum, at nogle af os allerede kender spillet til hudløshed.

Da jeg første gang tænder spillet, slår det mig hvor blødt billedet flyder, og hvor flot grafikken er, selv på den lille enhed i mine hænder. 3D-effekten bidrager egentlig ikke med noget, andet end at runde kanterne lidt af, men jeg havde heller ikke ventet mig andet af en ren konvertering, som det er tilfældet her.

For faktum er, at det blot drejer sig om netop en konvertering, og det vækker bekymringer allerede fra starten. Junglen, strandene og bjergene som Kong (og Diddy) lever i, blev oprindeligt portrætteret i et vældigt udzoomet perspektiv. Sammenlign Super Nintendo-spillene med Wii-varianten, og du vil straks se hvad jeg mener. På et stort fjernsyn fungerer det udmærket, men på en almindelig 3DS ser Kong pludselig anderledes lille ud.

Det gælder også fjenderne og faldgruberne, ulykkeligvis, hvilket virkelig bliver problematisk i spillets senere baner, hvor lynhurtige reaktionsevner er alfa og omega for at overleve. Spillet er ganske enkelt designet til at blive spillet på en stor skærm, og det er et problem, man ikke kan ignorere. Oplevelsen bliver sikkert betydeligt bedre på 3DS XL, men ellers må det her aspekt betegnes som en fundamental brist - desværre.

Ellers er det meste intakt. Styringen byder nu på en analog styrepind i stedet for det klassiske d-pad, hvilket medfører at man kan styre hastigheden lidt mere dynamisk end før, hvor man skulle holde en knap nede for at løbe hurtigt. Wii-udgavens controller-rusken er også blevet fjernet. Slag, pust og andet styres i stedet med gammeldaws knaptryk.

Banedesignet er fortsat fremragende i sine to dimensioner. Spredte hemmeligheder lurer overalt, og gør spillet interessant for både den fanatiske speed-runner og den maniske samler. Hver bane føles unik, både hvad gælder æstetik og mekanik.

Desværre kommer denne del af spillet heller ikke til sin ret. Det skyldes til dels de førnævnte problemer med at skærmen ganske enkelt er for lille, men den helt store anke er her, at Nintendo med fuldt overlæg har gjort 3DS-versionen alt for nem.

I "New Mode" begynder man bland andet med tre hjerter i stedet for to. Det betyder at man kan tage skade en ekstra gang, hvilket helt ændrer spændingsmomentet i udvalgte dele, hvor det før gjaldt om at være forsigtig for at klare sig.

Med tre hjerter bliver der totalt ændret i måden, man kaster sig over fjender. Læg dertil det faktum, at du får hele seks hjerter, når du har Diddy med dig, og du har et spil, der er for nemt for sit eget bedste.

Denne manglende tiltro til spilleren skinner også for tydeligt igennem i spillets butik, hvor man kan købe genstande, der gør Kong udødelig for en kort stund. Eller hvorfor ikke købe en ballon, der gør at du flyver tilbage til sikker grund, hvis du misser et hop? Kort sagt er der rigeligt med nyheder, men ingen af dem er særligt velkomne, udover at her er en ny verden med i alt otte baner.

Altså er Donkey Kong Country Returns 3D en titel, der ikke udnytter platformens styrker, og som samtidigt fjerner en stor del af spilleglæden gennem fundamentale fejlskud. Samtidig må jeg konstatere, at jeg ofte har det sjovt med spillet alligevel.

Det er trods alt et af de mest udførlige platformsspil til formatet, med strålende teksturer og et soundtrack proppet med glæde. Køb det, hvis du absolut ingen adgang har til Nintendo Wii, eller død og pine må spille de otte nye baner. Ellers bør du holde dig til originalen.