Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Donkey Kong Country Returns HD

Donkey Kong Country Returns HD

Den undervurderede Wii-platformer Donkey Kong Country Returns har ældet som fin vin og fremstår nu næsten lige så flot og levende som opfølgeren. Sammen udgør de den bedste platformer-duo på Switch.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Donkey Kong-gang, rise up. Det kan godt være, at Mario er Nintendos mest ikoniske og populære platformer-maskot, men vi er nogle, der altid har foretrukket den slipsbærende gorilla - i hvert fald, når det gælder 2D-platforming. Nogle mener, at Retro Studios' Donkey Kong føles for tung at styre, men denne tyngde gør efter min mening platformingen mere præcis, hvorimod Mario i 2D-spillene ofte føles, som om han står på skøjter. Men selvom Donkey Kong er tung, er det skam ikke, fordi han ikke kan få fart på. Fart, eller momentum, er nemlig kernen i Donkey Kongs gameplay. Det er egentlig ret simpelt: Gorillaen kan hoppe, rulle og bruge fjender som trampoliner til henholdsvis små og store hop. That's it. Men ved at kombinere hop og rul, kan han kaste sig afsted og krydse enorme afstande - især hvis han bouncer på fjender undervejs. Har man aldrig spillet Donkey Kong Country og får stukket en controller i hånden, vil det uden tvivl føles klodset i starten. Men er man tålmodig nok til lige at finde rytmen, så bliver det simple, men dybe gameplay elegant og dybt tilfredsstillende.

Og tålmodighed får man brug for. Jeg huskede skam godt, at Donkey Kong Country Returns på Wii - og senere i en grimmere version på 3DS, men med en ekstra, overraskende god verden - var et svært spil, men alligevel blev jeg overrasket over, HVOR svært det er, selv i forhold til opfølgeren Donkey Kong Country: Tropical Freeze. Spiller man på den tiltænkte "original mode", hvor DK kun har to liv (fire, hvis han har Diddy på ryggen), så er det her spil trods den nuttede, tegnefilmsagtige stemning IKKE et spil for børn, men et for hardcore platforming-sadister. "Modern Mode", som 3DS-versionen introducerede, hvor DK har flere liv, og der er flere hjælpsomme items at købe i Cranky Kongs butikker, gør, at flere kan være med, men spillets kernegameplay handler stadig om fart, ekstrem præcision og stærke reaktionsevner gennem spillets ni verdener med gennemgående fantastisk banedesign.

Donkey Kong Country Returns HD
Dette er en annonce:

En anden grund til, at jeg foretrækker Donkey Kong over 2D-Mario er nemlig, at banerne er langt mere engagerende, sprudlende og levende hos aben. Uanset om Donkey og Diddy svinger sig i lianer over afsatser og kæmpestore kødædende planter, søger dækning mod tsunamiagtige bølger bag klipper og vraggods, flyver gennem en hule fuld af drabelige flagermus i en raketmonteret tønde, navigerer gennem en osende fabrik fuld af enorme hydraulisk presse-maskiner, eller flygter fra et vulkanudbrud på ryggen af næsehornet Rambi, så er der en detaljegrad til stede i banerne og ikke mindst animationsarbejdet, som ikke engang Nintendos premium platformer-maskot kan hamle op med.

Ovennævnte variation er ikke bare til stede mellem verdener, men også helt ned på baneplan. Retro kopierer og eleverer Nintendos tidløse design-filosofi, der går ud på gradvist at introducere et par mekanikker eller gameplay-ideer i løbet af en bane, som åbner op for mere og mere komplekse udfordringer og til sidst kombineres under banens klimaks. Det betyder ikke, at hver eneste af de, hvad, tæt på 100(?) baner, alle sammen er lige veldesignede. Visse af dem er bestemt mere mindeværdige end andre, og jeg blev mindet om, at spillet modsat opfølgeren Tropical Freeze (som jeg anser for at være den bedste 2D-platformer nogensinde) lige tager lidt tid om at komme op i omdrejninger. Verdenerne i spillets første halvdel er gode; de er bare ikke fremragende ligesom dem i spillets anden halvdel, hvor der også skrues totalt op for sværhedsgraden.

Donkey Kong Country Returns HD

Selvom Returns generelt har ældet med ynde, kommer det på flere måder til kort mod opfølgeren, hvor Retro Studios tydeligvis havde "fundet" formularen og nu kunne gå all out rent kreativt. Bosserne, selvom der er nogle gode imellem, er ikke nær så cinematiske som dem i Tropical Freeze. De centrale skurke - det onde, hjernevaskende Tiki Tribe - fremstår meget anonyme og kedelige sammenlignet med opfølgerens vikingeagtige pingviner, de såkaldte Snowmads, for slet ikke at tale om ikoniske King K. Rool og co. fra Rares Donkey Kong-spil. Men dér, hvor Tropical Freeze virkelig spiller med gorillamusklerne i forhold til Returns, er soundtracket. Returns har bestemt ikke et dårligt soundtrack, der er da flere ørehængere iblandt, men det er en svær opgave at skulle hamle op med David Wises soundtrack til Tropical Freeze, som uden tvivl er et af de bedste spilsoundtracks i nyere tid. Wises melodier er bare mere varierede, groovy og endda bevægende, og inklusionen af diverse percussion-instrumenter nailer virkelig det "eksotiske" vibe, som et Donkey Kong-spil kalder på. Lydkvaliteten føles generelt også bare bedre, mere fyldig og bombastisk.

Dette er en annonce:

Det er i øvrigt værd at nævne, at Returns har flere, men kortere og mere intense baner end Tropical Freeze, hvor banerne er færre, men længere. Hvilken tilgang til banedesign der er bedst, er vel en smagssag. Og som sagt er Returns altså også et sværere spil, men ikke nødvendigvis på en god måde. Spillet er mindre generøst med checkpoints end opfølgeren, og især minecart- og rocket barrel-banerne (som den fjerde verden næsten udelukkende består af) fremstår særligt sadistiske i dag, fordi de kræver ekstrem præcision samtidigt med, at man kun har ÉT liv i disse (to i opfølgeren). For begge spil gælder dog, at de allermest udfordrende og sadistiske baner - de såkaldte K-Levels, som får man adgang til ved at samle KONG-bogstaverne i alle baner i en given verden - er valgfrie. De er imidlertid også uden tvivl de mest tilfredsstillende at gennemføre, selvom du kommer til at gløde af raseri i forsøget.

Donkey Kong Country Returns HDDonkey Kong Country Returns HD

Slutteligt bør jeg nok også lige komme ind på, hvad denne (tredje!) version af spillet tilbyder, og om den er prisen værd. Donkey Kong Country Returns HD ligger lidt i grænselandet mellem port og remaster, og det skyldes, at det både fjerner og tilføjer nye visuelle elementer. Der har været meget (efter min mening alt for fluekneppende) diskussion om, hvorvidt spillet er baseret på det originale Wii-spil eller den senere 3DS-version, og om, hvorvidt polske udvikler Forever Entertainment har foretaget tvivlsomme stilistiske valg og "saboteret" Retro Studios' oprindelige spil. Lad mig sige det sådan her: Det kan godt være, at der i en eller anden bane mangler en lille regnbue et sted i baggrunden, men denne version er KLART den bedste af spillet. Retros herlige animationsarbejde kommer langt mere til live i HD, man kan rent faktisk se, hvad der foregår i banernes baggrunde, Donkey Kongs pels skinner, som er han blevet vasket med abebalsam, man skal ikke længere sidde og lave bøvede armbevægelser med en Wii-remote for at rulle, og spillet virker nu bare langt mere i tråd med opfølgeren rent æstetisk.

I forhold til spilbart indhold er der desværre intet nyt at se her. Et par ekstra baner havde da været kærkomment, ligesom "Funky Mode" fra Switch-udgaven af Tropical Freeze, hvor man spiller som den overpowered Funky Kong, havde været en mere engagerende easy mode end den vi har i form af modern mode. Og jeg føler lidt, at det er en missed opportunity ikke også at gøre Tropical Freezes Dixie- og Cranky Kong spilbare her, selvom det måske ville bryde banedesignet ret fundamentalt. Retfærdiggører alt dette så, at spillet koster fuld pris? Egentlig ikke, hvis du spørger mig, og jeg forstår ærligt talt ikke Nintendos prissætningsstrategi. Sidste år fik vi det fantastiske Metroid Prime Remastered (sjovt nok også en genudgivelse af et Retro Studios-spil), nu et af Switchens absolut flotteste spil, der genopbyggede originalen fra bunden, til sølle 300 danske kroner. Og her har vi altså at gøre med en til sammenligning ret basal genudgivelse nummer TO af et spil fra 2010 - til fuld pris.

Donkey Kong Country Returns HDDonkey Kong Country Returns HDDonkey Kong Country Returns HDDonkey Kong Country Returns HD

Til trods for den voldsomme pris vil jeg som stor Donkey Kong-fan, der mener at Donkey Kong Country Returns og Donkey Kong Country: Tropical Freeze nu sammen udgør den bedste platformer-duo på Switch, uden tvivl anbefale spillet. Der er tale om en forholdsvis basal, men ikke desto mindre definitiv version af en platforming-perle for garvede gamere, som byder på utroligt kreativt, livligt og engagerende banedesign - nok noget af det tætteste, man kommer på en spilbar Pixar-film. Står valget mellem dette og opfølgeren, vil jeg dog uden tøven pege på Tropical Freeze, der presser formularen til det yderste og opnår mesterværk-status. Jeg mener dog, at begge bør spilles, særligt nu, hvor de rent æstetisk er så ensartede, og hvor de kan spilles back to back på Switch. Her er mange timers brutal, men dybt tilfredsstillende platforming at hente, selvom en controller måske må lade livet undervejs. It's on like Donkey Kong. Og Nintendo, lad nu gorillaen få sit eget sprudlende 3D-eventyr på Switch 2. Please.

Donkey Kong Country Returns HD
Donkey Kong Country Returns HD
Donkey Kong Country Returns HD
Donkey Kong Country Returns HD
Donkey Kong Country Returns HD
Donkey Kong Country Returns HD
Donkey Kong Country Returns HD
Donkey Kong Country Returns HD
Donkey Kong Country Returns HD
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fantastisk banedesign, udfordrende men dybt tilfredsstillende platforming, et smukt og levende spil i HD
-
Intet nyt spilbart indhold, de første par verdener er lidt sløve, soundtracket er stadig spillets svageste side, fuld pris virker ekstremt
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Donkey Kong Country Returns HDScore

Donkey Kong Country Returns HD

ANMELDELSE. Skrevet af Troels Ryde Grann

Den undervurderede Wii-platformer Donkey Kong Country Returns har ældet som fin vin og fremstår nu næsten lige så flot og levende som opfølgeren. Sammen udgør de den bedste platformer-duo på Switch.



Indlæser mere indhold