Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Donkey Kong Jet Race

Donkey Kong Jet Race

Donkey Kong og slænget buldrer derudaf, men desværre kommer bulderet fra meget tomme trommer. Martin har banket sig gennem primaternes seneste spil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Jeg kan godt lide aber. I naturen er de fascinerende, i Zoo er de sjove og i spil er de en guldgrube uden lige, og jeg spiller stort set alt, der har med de behårede primater at gøre. Hvis Grand Turismo 5 får undertitlen "The Monkey Edition", kommer jeg til at ligge i sovepose i gågaden op til udgivelsesdagen. Tilbage i de gamle Nintendo 64-dage var Diddy Kong Racing som et fix for mig, jeg skulle have det dagligt. Aber og gokarts var en herlig blanding og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Jeg er også ret sikker på, Nintendo allerede har gennemskuet det, for du kan stole på at den kære abefamilie denne gang kun er brugt for at lange et par ekstra kopier over disken.

HQ

Modsat stort set alle andre racingspil på markedet, afhænger styringen hverken af rat eller den analoge styrepind, og i stedet bliver den bevægelsesfølsomme nunchuck brugt fuldt ud. Køretøjerne er flyvende Storm P-agtige konstruktioner hvor bongotrommer udgør motorerne - ja, selv Wright-brødrene ville have været imponerede. Ved at slå vildt med nunchuken, som om du var trommeslageren i et heavyband, slår du på trommerne på køretøjet og speeder op. Slår du kun med den højre, drejer du mod højre og omvendt. Det er enkelt, og de første par timer er det også ganske sjovt. Det er lynhurtigt at lære og hele tonen i spillet er da også at enhver kan være med.

Som du nok kan forestille dig, er det ikke nødvendigt med overnaturlige reflekser og millimeterpræcision for at kunne indtage førstepladsen, men selv uden disse ting, er kontrollen lidt for slap, og når den umiddelbare fascination over styringen først fortager sig, hvilket i øvrigt sker lige omkring det punkt, hvor den spinkle Grand Prix-del er gennemført, er der hverken den store grund eller lyst til at smide spillet i maskinen igen.

De fleste har nok vænnet sig til at der er langt mellem Wii'ens visuelle mesterværker, og Donkey Kong Jet Race er da heller ikke et hi-def, retinalsmeltende vidunder, men det er heller ikke nødvendigt. Faktisk falder det mig meget naturligt at sammenligne grafikken med en tilfældig dørmand fra Jomfru Ane Gade: ikke et videre smukt syn, men den får jobbet gjort. Værre er dog den helt horrible lyd, der opstår, når du tæver løs på bongotrommerne for at få fart på. Havde du regnet med lyd á la en afrikansk stammedans, så tro om igen, for det her er den værste plastiklyd, du nogensinde kommer til at høre. Det er smølfespark direkte på trommehinden - det er helt forfærdeligt.

Som nævnt tidligere er Grand Prix-delen ret kort, og den bliver ikke bedre af at der reelt set kun er syv forskellige baner at vælge imellem. Ganske vist er der flere versioner af de fleste af dem, men det er mere en kompensation end en erstatning for flere baner. Donkey Kong Jet Race bliver hurtigt kedeligt, når du spiller alene, og skal der presses mere fornøjelse ud af det, bliver du nødt at spille sammen med andre, men det skal være ved at have vennerne på besøg, da du meget skuffende ikke kan spille online.

Dette er en annonce:

Her over et år inde i Wii'ens levetid, slår det mig, at de spil til den lille hvide charmekonsol med en bare nogenlunde dybde og levetid, stadig kan tælles på bare én hånd. Vel kan de forskellige udviklere finde på en styring, der udnytter bevægelsesregistreringen, men de formår ikke at bygge et godt spil op omkring den styring. Donkey Kong er kun valgt som hovedpersonen til Jet Race for syns skyld, og jeg undrer mig over, hvor længe Nintendo vil blive ved med at udvide ringmusklen på mine spilbare barndomshelte, før de giver dem et nyt spil, som de med stolthed kan lægge navn og ansigt til. Forhåbentlig bliver det snart, men indtil da må Kong-familien blive ved med at bruge hæmoridepuder, når de skal sidde i sofaen hjemme i træhytten.

Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Dette er en annonce:
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
Donkey Kong Jet Race
04 Gamereactor Danmark
4 / 10
+
Tilgængeligt for alle. Rimelig grafik.
-
Styringen bliver irriterende i længden. Nogle forfærdelige lydeffekter. Hurtigt kedeligt alene. Få forskellige baner.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Donkey Kong Jet RaceScore

Donkey Kong Jet Race

ANMELDELSE. Skrevet af Martin B. Larsen

Donkey Kong og slænget buldrer derudaf, men desværre kommer bulderet fra meget tomme trommer. Martin fortæller...



Indlæser mere indhold