Donkey Kong: Jungle Beat

Nintendo har i den sidste tid ikke lagt skjul på, at firmaets nye ideologi er at satse på innovative ideer som ikke er set før, og som vil kunne flytte grænserne inden for et, ifølge Kyoto giganten, stagneret marked. Donkey Konga var det første fysiske bud vi europæere fik på denne nye ideologi, og selvom spillet kun gjorde sig godt i multiplayer, har det ikke afholdt Nintendo fra at arbejde videre med bongotromme-controlleren som udgangspunkt. Udvikleren er gået tilbage til den genre, de gennem tiderne har perfektioneret, og Donkey Kong får derfor lov til endnu en gang at udfolde sig i et platformspil, der for en gangs skyld kunne have været så meget bedre, hvis det ikke havde været for innovationslysten.

Platformgenren er notorisk kendt for at have tynde baggrundshistorier, og ligeledes er det også med Jungle Beat. Donkey Kong vil være konge af junglen, og det kan selvfølgelig kun opnås ved at indsamle så mange bananer, som overhovedet muligt. Derfor er det op til spilleren at besejre adskillige baner, som hver især er navngivet efter forskellige frugter, mens man efter hver bane bliver bedømt ud fra sine kleptoman-banan-tendenser.

Bongotrommerne agerer controller, og mens den almindelige GameCube-controller får sig en pause, skal spilleren tromme på henholdsvis højre og venstre tromme, for at bevæge sig til siderne, samt klappe for at hoppe eller gribe fat i hjælpende dyr og lianer. Spillet starter sløvt ud og giver spilleren rigeligt med tid til at lære spillets forskellige tricks. Samtidigt har man hele tiden muligheden for at genstarte allerede besejrede baner.

Udskiftningen af den ordinære kontroller i en genre mange af os har spillet siden barnsben, vil med al sandsynlighed tage et godt stykke tid at vende sig til, men selv efter adskillige timers spil, synes den aldrig at være helt præcis. Og det er her boblen begynder at briste. Selvom det i starten virker som et friskt pust, går der ikke lang tid før frustrationen over at gå glip af vigtige point begynder at melde sig, fordi bongotrommerne ikke er præcise nok til at adskille mellem spillerens forskellige kommandoer. Spillet kan også spilles med en almindelig GameCube-controller, men frem for at lade spilleren spille spillet som et almindelige platformspil, tvinges man også her til at bruge underlige knapkombinationer, der pinefuldt hiver det meste af glæden ud af spillet. Den besværlige kontrol giver anledning til at overveje om Nintendo selv har syntes gameplayet er for tyndt, for det virker ærlig talt underligt, at man er blevet nødt til at besværliggøre kontrollen med den almindelige controller, for ikke at give spillere, der dropper bongotrommerne, en fordel.

Den ærgerlige kontrol er et stor skår i glæden, for Jungle Beat er ganske enkelt et af de mest friske og lækre bud på en opdatering, vi har set i lang tid fra Nintendos side. Stilen er holdt, som vi kender den fra firmaet, med glade farver og et dejligt karikeret persongalleri, men det hele er proppet med så megen attitude og fandenivoldskhed, at man nogle gange glemmer hvem udvikleren er. Donkey Kong brøler af glæde, når han med Sonic-lignende hastigheder drøner gennem banerne i et sandt brag af farver og flotte effekter, og vandvittige zoomeffekter lader spilleren se hvert et ansigtsudtryk, når der uddeles tæv til enhver, der måtte stille sig i vejen. Ligeledes er hver boss et spil i sig selv, og alle kræver forskellige teknikker, der hver gang er en fornøjelse at regne ud.

Med farten og highscoren som omdrejningspunkt, vil det komme som en glædelig overraskelse for kendere, at Jungle Beat synes at have draget meget af sin inspiration fra Sega Saturn-klassikeren Nights. Helt ligesom i Nights er hver bane kort og godt bygget sådan op, at der er flere veje gennem, og det kun er de eventyrlystne gamere, der har mod på at lære hver bane, der vil opnå de helt store point. Ligeledes mister man ikke energi men point, hver gang man rammes af en fjende, og spiller man derfor spillet for blot at gennemføre det, vil det være meget hurtigt gennemført.

Selvom Jungle Beat er lavet som endnu et incitament for at investere i Nintendos bongotrommer, er det frustrerende, at man ikke har indlagt muligheden for at spille spillet som et mere almindeligt platformspil. Hvad der kunne have været et af Nintendos største trumfkort i nyere tid, bliver i stedet et glimrende eksempel på, at innovation i sig selv ikke er nok, men også skal implementeres med omhu.