Donkey Konga

Jeg elsker spil, der kræver en eller anden form for ekstra udstyr. Det gør lige det hele lidt mere spændende at lægge en bazooka på skulderen, eller gribe mikrofonen og stille sig op foran fjernsynet. I arkade-hallerne er det også de tunge hydraulikdrevne bilkabinetter og pistoler jeg griber til. På hjemmefronten har jeg over de seneste år opbygget en flettet kurv af ekstraudstyr. Fra EyeToy til dansemåtter og rat har jeg raget til mig, når muligheden har budt sig. Sandheden er dog at det nu alt sammen bare ligger og samler støv, og det kommer Donkey Konga desværre nok også til.

Det er ikke fordi Namcos sjove trommeoplevelse ikke fungerer - bevares, det er da sjovt at iføre sig det røde slips (rent mentalt), tage trommerne i skødet og så ellers banke med i takt til f.eks. Queens "Rock You" - men som med alle andre spil af denne art, så er levetiden stærkt begrænset - Donkey Konga mere end normalt.

Men før vi tager fat i alt det sørgelige, så lad os lige runde selve konceptet bag Namcos rytmespil. Med et par ret solide og flotte bongo-trommer i skødet, er det dit job at tromme dig igennem de 30 numre, som spillet indeholder. Disse er naturligvis delt op i sværhedsgrader, så mens føromtalte Queen kan klares af selv de mest rytmehæmmede spillere, er det væsentligt sværere at klare sig gennem f.eks. 99 Red Ballons eller Canned Heat. Som man rammer rytmen optjenes der mønter, og som sangene lægges bag én, får man adgang til Donkey Kongas mini-spil. Det er et enkelt og letforståeligt koncept de fleste kan følge med i. Der er naturligvis lidt øvelse i at ramme henholdsvis den højre og venstre tromme og så samtidig krydre det af med indlagt klappen, men når de basale færdigheder er opnået, er det bare at banke løs. Ved langsomt at optjene mønter får man også adgang til andre trommesæt og sværere udgaver af numrene osv.

Problemet med Donkey Konga er det udvalg af numre som man kan hygge sig med og måden hvorpå de er implementeret. Spillet spænder nemlig vidt og bredt. Det ene øjeblik fortrylles man af musikken fra henholdsvis Zelda og Super Mario Bros, mens man det næste får ørerne tudet fulde med den tyndeste elevatormuzak. Blink 182, Phil Collins og The Troggs hives forbi i yderst grimme coverversioner, der ikke ejer et gran af kvalitet. Det er skræmmende at Nintendo tilsyneladende bare har kastet terninger om hvad der skulle med på lydsiden. Der syntes ikke at være en rød tråd at spore nogen steder. Det lykkes mig endda at tromme med til Yankee Doodle - hvorfor? Desuden er det kun et brudstykke af nummeret man serveres, hvilket betyder at du ikke hører meget mere end halvandet minut af sangen - noget der gør det enerverende i længden.

Spillets andet problem er den svage grafiske side. Bakket op af gyldne sandstrande eller svajende palmer, får man ikke andet end statiske baggrunde at se hele vejen igennem spillet. Jeg ved godt at man er fokuseret på at følge instruktionerne på skærmen og at Donkey Konga ikke er ment som en visuel pragtpræstation, men når man først slipper trommerne og lader en ven overtage, så går det for alvor op for én, hvor ordinært det hele er. Dette følges til dørs af en noget lummer holdbarhed. På Monkey-setting, der stort set er den normale sværhedsgrad, kan man vælte sig igennem det hele på nogle timer. Desuden havde vi ingen mulighed for at prøve spillet i multiplayer, da Bergsala (meget naturligt) har ment at det måske var en kende for dyrt at udsende to sæt bongo-trommer. Så mens der muligvis ligger en del timer begravet i multiplayer, så kan vi altså ikke bekræfte dette. Og det er også en akilleshæl for spillet. Skal det spilles med vennerne, skal der investeres mange penge i projektet. Sony sendte i det mindste SingStar på gaden med to mikrofoner.

Donkey Konga er som så mange andre partyspil kun sjovt i en begrænset periode. På årets E3-messe var det tilsyneladende et stort trækplaster, men når man sidder med det i sin stue ud på de sene nattetimer, så virker det hele en tand mindre magisk. Jeg morede mig kosteligt i nogle timer, men nu ligger trommerne altså i min fletkurv sammen med resten af mit indsamlede ekstraudstyr. Og jeg tror ikke de kommer frem lige med det samme.