Doom 3 BFG Edition

Doom 3 er en mærkelig størrelse, og var det på mange måder allerede da det udkom. Det var grafisk revolutionerende i sin tid, da det var det første spil, der forenede måden hvorpå baner og figurer blev belyst på (førhen havde det fungeret efter helt andre og forskellige metoder), og havde de flotteste og mest realistiske skygger, vi endnu havde set.

Men rent gameplay-mæssigt havde det ikke de store ligheder med sine ti år ældre forgængere. Ja, der var dæmoner og haglgeværer, og såvel historie som fjendedesign var tydeligvis inspireret af originalen. Men hvor Doom og Doom II var heftige og hæsblæsende actionbrag med store områder og masser af monstre, så var Doom 3 anderledes. Det var snævert, trangt, langsomt, og man kæmpede oftest mod en eller to fjender ad gangen.

Samtidigt var Doom 3 meget opsat på at være uhyggeligt og skræmmende, hvilket egentlig ikke var så tosset en disposition. Men desværre var dets virkemidler ret simple - og i 95 procent af tilfældene begrænset til, at en væg bag dig pludselig åbnede, og en imp væltede ud og begyndte at kaste med ildkugler.

Okay, det er en forsimpling. Nogle gange var det et andet monster end en imp. Men kort sagt elskede Doom 3 at spawne monstre uden for dit synsfelt, og det var en mekanik, der hurtigt blev ensformig.

Af uransagelige årsager har Id og Bethesda nu valgt at genudgive Doom 3 i en tweaket udgave, de kalder BFG Edition, der indeholder udvidelsen, en ny miniudvidelse, de to første spil, og en stribe små gameplay-justeringer.

Den vigtigste af disse er uden tvivl, at man nu kan tænde sin lommelygte, samtidigt med at man har et våben i hånden - i originalen måtte man pænt vælge mellem at kunne skyde eller lyse op foran sig, hvilket dengang virkede som en underligt vilkårlig begrænsning. Heldigvis er Id blevet klogere siden da, og har sagt pænt farvel til det frustrationsmoment.

Samtidigt er spillerens bevægelseshastighed blevet sat op, og spillet er nu lidt mindre fedtet med ammunitionen. Altså er der kommet mere fart på. Vi er stadig langt fra niveauet i forgængerne, men det er en klar forbedring.

Årene har dog ikke været venlige ved Doom 3. Lyssætningen og de sci-fi-industrielle omgivelser er stadig flotte, men de menneskelige figurer ligner noget der er løgn, og monstrenes animationer virker underligt stive og rykkende. Dertil er lydsiden decideret tynd, og stort set samtlige effekter mangler både bund og knald. Flyvende ildkulger lyder som underlig statisk støj, eksploderende tønder som papirsposer, der krølles sammen. Det har sikkert noget at gøre med at industrial-fyrsten Trent Reznor var nødt til at trække sig fra udviklingen, og hele lydsiden derfor skulle skiftes ud i sidste øjeblik, men resultatet er altså noget bras.

Svaghederne i gameplayet står også tydeligere efter otte år, og der går derfor ikke længe, inden ensformigheden atter melder sig, både hvad angår mekanikker, banedesign og ildkampe.

For eksempel har rigtig, rigtig mange af monstrene en grum uvane med at løbe helt op til en og derefter sætte sig på hug, så man reelt er nødt til at sigte direkte ned mod gulvet for at ramme dem. Det bliver hurtigt trættende. Samtidigt er shotgunen også det mest inkonsistente våben, jeg mindes at have oplevet i noget spil, og en imp skal have alt mellem et og fire skud alt efter afstand og held. Man skal nærmest stikke den direkte i maven på fjenderne, for at kunne regne nogenlunde med hvor meget skade den giver.

Der er lidt bedre takter i udvidelsen Resurrection of Evil og den nye The Lost Mission, der begge byder på mere variation og mere interessant pacing. Resurrection tilføjer friske ideer og puzzles i form af en lidt skrabet kopi af gravity gun'en fra Half-Life 2 og en dæmonisk artefakt, der blandt lader en sløve tiden omkring sig, mens Lost Mission byder på mere veltilrettelagt action.

Med på skiven får man som sagt også klassikerne Doom og Doom II, der på Xbox 360 er fuldstændig identiske med XBLA-udgaverne - de benytter endda samme savegames (jeg kunne snildt fortsætte fra et savegame, jeg havde lavet i 2006). Det er en fin lille inklusion, da begge spil rent sagt er tidsløse mesterværker, der stadig er værd at spille hvis man har bare én dråbe retro-interesse i sit blod.

Samlet set er Doom 3 BFG Edition dog en undervældende pakke. Spillet har nogle mangler, der kun er blevet endnu tydeligere med alderen, og det kan de små tweaks til gameplayet ikke rette op på. Faktisk virker Doom 3 i dag på mange måder som en udvandet og mindre velpoleret klon af det første Dead Space, selvom det spil paradoksalt nok er fire år yngre.

Altså ender det her som en pakke, der kun er rigtigt interessant for de dedikerede fans. Har du ikke stiftet bekendtskab med Doom 3, eller var du lidt lunken omkring det i første omgang, kan du roligt springe denne pakke over.