Doom Eternal: The Ancient Gods Part One

Det føles som evigheder siden at Doom Eternal ramte hylderne og selvom jeg anmeldte spillet tilbage i marts, så har adrenalinen ikke lagt sig helt endnu. I et travlt spilår med fortsat udsigt til flere store titler før mareridtsåret endelig kradser af, står id Softwares bombastiske efterfølger til 2016's genopfindelse som en af de vildeste og voldsomste spiloplevelser i nyere tid. Ja, faktisk har spillet i nogen grad ødelagt mange andre skydespil for mig. Uden en geværmonteret kødklo, vertikale superspjæt og en uovertruffen følelse af fart og kontrol, virker meget andet knaldebang i førsteperson som simpelt museklikkeri fra en svunden tidsalder.

Alligevel var der noget ved spillets slutning som efterlod mig en smule forløst. Måske har jeg ikke været den eneste. Efter at have skudt, hakket og sprunget spillets usandsynligt store og modbydelige sidsteboss i stumper og stykker stod jeg lidt tilbage med en følelse af "hvad så nu?" Mars er reddet, helvede på jord er standset og dommedagen er endnu engang blevet aflyst. Hvad mere er der at komme efter? The Ancient Gods er et forsøg på at besvare netop dette spørgsmål ved at udbygge universet endnu mere, lægge an til nye konflikter og gøre hvad intet andet DOOM hidtil har formået... at skabe en naturlig overgang til en 3'er.

Allerede starten på udvidelsespakken er en forsigtig twist på seriens vante formel: hvor originalernes særskilte kapitler og fritstående episoder ofte har nulstillet arsenalet og efterladt spilleren på bar bund, så fortsætter The Ancient Gods ufortrødent hvor grundspillet oprindeligt gav slip. Alle våben og opgraderinger er tilgængelige fra starten. Der er altså ikke det klassiske computerspilsøjeblik hvor Doomguy uheldigvis taber plasmakanonen ned i risten eller på anden måde bliver frarøvet sit betragtelige arsenal af destruktive helvedesvåben. Det hele er klar, parat til start, men med det følger også en forventning til spilleren.

Part One lægger nemlig på ingen måde fingrene imellem og allerede fra første færd vrimler det med dæmoner i alle størrelsesforhold. De kybernetiske Mancubusser pisser jorden til med giftigt slim, mens helvedesbaroner nådesløst forfølger dig rundt i nye arenaer. Den måske værste af alle spillets fjender, Marauder, er heller ikke et sjældent syn og udviklerne skubber da også grænserne fra (u)opfindsomheden ved at lade dig kæmpe mod to af de øksesvingende sataner på samme tid. Hvis du som mig ikke rigtig har rørt spillet siden udgivelsen - og dengang følte dig sikker i din evne til at rive og rykke nye huller i de underjordiske tropper - så kan du se frem til et på flere måder pinefuldt og blodigt gensyn. I hvert fald tog det mig et par timer om for alvor at komme ind i kampen, før jeg igen evnede spillets delikate balancegang mellem konstant bevægelse, ammunitionsbevidsthed, resurseindsamling og spillets patenterede "kampskak."

The Ancient Gods Part One byder på tre nye baner og er ligesom alt andet i spillet nogle store, brutale, overdimensionerede svin. Hver af dem tager omkring 2-3 timer at gennemføre, afhængig af sværhedsgrad og nysgerrigheden efter at opstøve samlerobjekter. Hver af banerne repræsenterer sin del af den tredelte visuelle stil som serien har etableret med de nye spil. Den første bane, UAC Atlantica, er en kæmpemæssig boreplatform med alle de sikkerhedskort, aflåste døre, røde eksplosionstønder, ildspyende rørlækager og andre industrielle faldgruber som man ville forvente at finde i en af helvedeskultens forskningsanlæg.
Blood Swamps, udvidelsens anden og bedste bane, involverer endnu en smuttur til helvede, denne gang til den legendariske blodsump, hvor ligene fra kæmpedæmoner, giftige sumpmoradser og mareridtsagtige mennesketræer er blandt postkortmotivets grusomste landemærker. Her finder man desuden to af seriens mest intense arenakampe, en lidt abstrakt miniboss og nogle kampscenarier som leger med sigtbarhed og bevægelseskrav i mødet med store sværme af mindre dæmoner.

Den sidste bane, Holt, udbygger seriens version paradisiske modstykke til helvede, den del af universet som vi har set mindst til og som for første gang blev afsløret i slutningen af grundspillet. Paradis er måske så meget sagt, men Urdak er bestemt betagende at opleve på sin egen efterårsagtige og blodigt melankolske facon. Det er stadig nye stilistiske græsgange for serien og selvom id Softwares skildring af et himmerige fyldt med rumvæsner ikke er noget jeg ville have set som en naturlig forlængelse af seriens kildemateriale, så er det svært ikke at påskønne den talentfulde fleksibilitet med hvilken udviklerne formår at portrættere dødsriger, undervandsbaser og dekadente engleverdener med omhu og ekstrem detaljefølsomhed.

Rejsen fra helvede til himmel er bundet op på flere skelsættende begivenheder i seriens fundament. I kølvandet på grundspillets konklusion er universets harmoni mellem godt og ondt blevet sat over styr og kun Doomguy kan genoprette balancen - eller smadre vægtskålene endegyldigt. The Ancient Gods fortsætter Eternals iver efter at udbygge universet med nye verdener, mytiske personligheder, kosmologiske kulisser og skiftevist forudsigeligt og chokerende karakterdrama. På mange måder virker handlingen i The Ancient Gods som en mere naturlig forlængelse af den overordnede handling, hvor invasionen af helvede i grundspillet næsten kommer til at virke som en fodnote i den større, gradvist mere komplicerede kamp mellem kosmologiske kræfter.

Langt hen ad vejen er det tilpas noller og metalmusikagtigt, men der er en inderlighed og alvor i udviklernes ønske om at fortælle deres historie som ikke er til at tage fejl af. Af samme grund vil The Ancient Gods Part One bestemt falde i god jord hos det segment af seriens trofaste fans som har udformet teorier i fællesskab på internettet og klamret sig til samtlige af spillenes journalindlæg og narrative brødkrummer. Selv skeptikere vil have svært ved ikke at blive pirret forsigtigt af udvidelsens afsløringer og implikationer for seriens for- og fremtid. Trods det, er jeg ikke imponeret over hvordan spillets fortælling både virker utrolig åbenlys og samtidig forudsætter et dybere kendskab. I et spil som værdsætter adrenalin og fart virker det som et halsbrækkende temposkift at skulle standse op for at læse en dagbogsjournal - som jeg i grundet let kunne have overset i kampens hede - for at kunne foregribe og forstå indholdet af den filmsekvens som venter lige rundt om hjørnet.

En akavet og ukarakteristisk påhængskarakter forsøger at dække Doomguy ind med information i løbet af udvidelsen, men det fungerer ligesom ikke rigtigt og jeg kan stadig ikke forstå hvorfor udviklerne ikke klemmer nogle flere replikker ud af den enigmatiske Samuel Hayden - en af mine favoritstemmer i det moderne spillandskab. En af DOOM 2016's største bedrifter var den uudtalte, men næsten øjeblikkelige spilleridentifikation med en morgensur og utålmodig Doomguy. I Eternal, og i forlængelse også The Ancient Gods, er identifikationen mindre ligetil og udviklerne kan ikke rigtig finde ud af at henvende sig til både spiller og karakter på samme tid. Den information som bliver delt eller tilbageholdt, virker vilkårlig og i en spiloplevelse som på mange andre fronter tangerer til perfektion, er det afgjort her at udviklerne stadig har mest at lære.

Hvor The Ancient Gods Part One imponerer med nye, store baner og et pirrende narrativt hook, så er udvidelsen mere mager i forhold til mekaniske justeringer og tilføjelser. Der er ingen nye våben eller modifikationer. Et par situationelle runeopgraderinger forsøger at tilføre lidt nyt krydderi til oplevelsen: en af runerne udløser en chokbølge når du ødelægger fjendernes svage punkter, en anden forstærker blodnævens slagkraft mens den sidste giver mulighed for at stjæle tabte ekstraliv tilbage fra fjenderne. Det er vel en okay måde at spice tingene en smule op, men det er ikke ligefrem udvidelsens stærkeste slagspunkter.

Lidt bedre står det til med udvidelsespakkens tilføjelser til spillets i forvejen imponerende store arsenal af fjender. Et stillestående kanontårn og en fritsvævende blodengel synes begge at opfordre spilleren til at standse op for at plaffe dem med præcisionsskud fra spillets overdimensionerede maskingevær - en opgave som i et spil med leopardhurtige fjender ofte er nemmere sagt end gjort. Mere interessant er måske Spirit, en blålig ånd som besætter andre fjender og gør dem utrolig meget stærkere. Idéen er interessant og giver anledning til nogle skøre situationer hvor besatte udgaver af spillets hjernedøde kanonfoder pludselig kan slå fra sig, men på andre tidspunkter virker det som en plat måde at højne sværhedsgraden på. En Cyberdemon med dobbelt så meget i liv er ikke mere interessant at kæmpe imod og når man som onlinespiller samtidig risikerer at støde på de mere magtfulde dæmoner som blev tilføjet efter spillets udgivelse, sker det af og til at spillets delikate udfordringsevne bliver sat totalt over styr.

Part One slutter med en cliffhanger der både fik mig til at smile bredt, grine højlydt og tage mig til hovedet. Det er nice, det er noller og uden at afsløre for meget har Doomguy tydeligvis slået større brød op end han kan håbe på at færdigbage i nogen helvedesovn i løbet af Part Two. I sidste ende handler det selvfølgelig om at sætte scenen til det tredje og formentligt sidste spil i denne omgang. Det er et vellykket initiativ og helt overordnet er der tale om en udvidelsespakke af høj kvalitet og til rimelige penge. Hvor jeg ikke før havde nogen stærk fornemmelse af retningen for spillets næste kapitel, så har The Ancient Gods Part One pirret min nysgerrighed ikke bare på næste del af udvidelsen, men til hvad id Software allerede nu måtte have i støbeskeen til udgivelse om et par år.

The Ancient Gods Part One er et glædeligt gensyn, en vellykket forlængelse af grundspillet og en pirrende appetitvækker til ikke bare anden del, men også det næste DOOM. Jeg håber på flere våben og andre, mere substantielle tilføjelser i næste del, men The Ancient Gods er mest af alt en selvsikker forsikring om at selv efter at befriet Mars fra dæmoner, standset helvede på jord, sat paradis i brand og nedkæmpet skyskraberhøje uhyrer, så er Doomguy først lige begyndt. "Rip and tear until it is done" - og vi er ikke færdige endnu.