Tetris er et af spilverdenens mest geniale koncepter, og Game Boy-versionen var i sin tid med til at forme mit syn på spil som helhed. Der findes også spændende variationer, hvoraf Puyo Puyo-spillene er nogle af de mest succesfulde. Her falder to sammensatte symboler ned fra toppen af skærmen, og når fire af samme farve kædes sammen, forsvinder de.
Dr. Fetus' Mean Meat Machine er et puslespil udviklet af Team Meat, og det er et spinoff af Super Meat Boy og Super Meat Boy Forever, som læner sig op ad Puyo Puyo-formlen. I dette spil er den store nyhed tilføjelsen af fælder, der komplicerer målet med at forbinde de ulige figurer. Udfordringen består i, at fælderne kan fjerne det, du allerede har sat på plads, og hvis du rører en fælde, mens du sætter brikkerne sammen, er du nødt til at starte forfra.
Selvom spillet har forholdsvis generøse checkpoints, så det er med at holde tungen lige i munden for at opnå de "links", som det hedder, når det lykkes at forbinde fire af samme farve. Da dette er et spinoff af Super Meat Boy-serien, er det selvfølgelig til tider næsten nådesløst svært, og spillet har en visuel stil, der ligner platformspillene, med sjove karakterdesigns, iørefaldende musik og et overordnet univers, der på en gang er frastødende og enormt indbydende.
Ligesom Puyo Puyo er konceptet i bund og grund meget enkelt. Der er ikke så meget mere at forklare om, hvordan det fungerer, så vi går videre til det gode og det dårlige i stedet. Jeg havde det ret sjovt i starten, og det gjorde mig glad at indse, at der var over hundrede baner at tage fat på. Men efter at have gennemført omkring en tredjedel af dem, stoppede jeg. Jeg mistede simpelthen interessen og havde det ikke særlig sjovt.
Selvom sværhedsgraden er høj, er der tilføjet checkpoints, hvilket er en velkommen funktion, men der er et lille balanceproblem her. Det består i, at din præstationer i de tidligere niveauer, bestemmer, hvor lette eller svære de fremtidige vil være. Med andre ord, hvis du har sat dig selv i en svær situation, før checkpointet gemmer, kan det være næsten umuligt at gennemføre resten af niveauet, fordi fælderne enten bliver større, flere eller bare latterligt svære at overvinde. Så er der ikke andet for end at genstarte. Jeg kan godt lide de fleste baner, når jeg starter dem. Fælderne føles ofte brutale, men jeg har en plan, og det er op til mig at få den til at fungere. Men når der dukker nye fælder op, eller de allerede eksisterende bliver større eller hurtigere, mister jeg hurtigt motivationen, især fordi det afhænger så meget af, hvad jeg har opnået før, om jeg overhovedet kan gennemføre niveauet.
Mange baner føles alt for smalle.
Den utroligt høje sværhedsgrad går begge veje. For selvom det ofte er frustrerende, er det også ekstremt tilfredsstillende, når man endelig klarer en bane. Dette er ikke unikt for dette spil; Der er masser af oplevelser, hvor sværhedsgraden er ekstremt høj for netop at fremkalde denne kortvarige lykkerus. Det største problem ved Dr. Fetus' Mean Meat Machine er i den forbindelse manglen på fremskridt. I andre spil kommer man videre i en historie, men her bliver man i stedet "belønnet" med flere og flere (og flere) baner, der blot bliver endnu mere sjæleknusende. Ja, det skal være svært. Men din progression som spiller opvejer ikke de stigende udfordringer i samme grad, som det er tilfældet i de øvrige Super Meat Boy-spil.
Billedsiden er klar, farverig og overskuelig.
Det skal dog tilføjes, at jeg efter de første par baner, hvor jeg troede, at jeg helt havde opgivet spillet, vendte tilbage for at spille det igen ved flere lejligheder. Det klassiske "lige et par baner mere," kombineret med det faktum, at jeg var fast besluttet på at afslutte det niveau, jeg forlod i frustration, illustrerer, at spillet har et greb om spilleren. Alt i alt føles Dr. Fetus' sadistiske krumspring stadig som en anstændig version af Puyo Puyo-spillene, og det er også ret sjovt, at Team Meat formår at lave deres egen version af et klassisk puslespilskoncept. Men tilfredsstillelsen ved at overkomme de tilsyneladende umulige udfordringer bliver kun sjældent stor nok til at opveje frustrationerne.