Dr. Kageyama's Maths Training

Et tilbagevendende mareridt fra skolen foregik nogenlunde således: Jeg sidder midt i en matematiktime. Det var ikke de værste timer, men bestemt heller ikke de sjoveste.

Jeg har ikke forberedt mig overhovedet og læreren står bare og snakker. Jeg kaster en blik på uret og ser, at der er en halv time endnu. Efter 20 minutter kigger jeg igen på uret og opdager at der kun er gået fem minutter siden sidste gang, jeg kiggede på uret. Og så bliver jeg kaldt op til noget tavleskrivning, da jeg opdager jeg foruden manglende forberedelse også mangler bukser. (Der er måske for mange jeg'er)

Vi har efterhånden set et par spil fra Nintendos side, hvor en agtværdig japansk herre lærer et eller andet fra sig. Selvom jeg personligt havde håbet på et Rokusaburo Michiba Iron Chef Training, er det næste spil i stedet ren matematik.

Dr. Kageyama dukker fra første færd op i form af en nuttet lille figur, der guider dig gennem de forskellige opgaver. Han har væsentlig mere charme end Dr. Kawashima, men det er nok også det mest positive, man kan sige om Maths Trainings æstetik. Spillet er visuelt endnu mere spartansk end Brain Training og kun små figurer og Dr. Kageyama bryder illusionen om, at spillet gør spilleren hysterisk farveblind. Det er sådan set synd, for man har immervæk behov for en eller anden variation i et spil, der basalt set går ud på at lægge tal sammen.

Man kan deltage i daglige tests og Kageyamas træningsøvelser, der går ud på man får serveret en kvadratnet med hundred felter, hvor hvert felt repræsenterer et regnestykke. Dette kan enten være addition, multiplikation eller division. Således har man da lidt at rode rundt med.

Hvad læseren nok har overvejet mere end en gang i løbet af anmeldelsen er spørgsmålet: Er det sjovt? Og med mindre man ligefrem stortrives med matematik, er det tvivlsomt hvor meget underholdning, der er at hive ud af Maths Training.

For der er ikke andet end matematik. Slet ikke. Hver femte dag, så fremt du træner dagligt, stiger du til et nyt niveau, der byder på sværere stykker. Spillet lægger op til at man regner de samme stykker mange gange, indtil man gør det på mindst mulig tid. Dette vil formentlig holde nogle fanget, og det ville da sikkert også have været væsentligt mere interessant, hvis det ikke havde været for spillets noget dårlige skriftgenkendelse.

Præcis som Brain Training holdes DSen som en bog, således at man har den trykfølsomme skærm på højkant. Det er en fremragende måde at spille på, hvilket førnævnte Brain Training og Hotel Dusk: Room er bevis på. Og det havde også været smart, såfremt det havde virket her. Men at overholde en tid er ikke ligefrem let, når spillet fra tid til anden ikke kan kende forskel på eksempelvis 9 og 4.

Der, hvor Maths Training dog for alvor knækker halsen, er ved den fuldkomne mangel på variation. Matematikken er jo andet og mere end bare simpel addition. Lidt geometri og mere avancerede udregninger a la "En bil kører fra Pladderballe med 128 kilometer i timen..." ville virkelig have været kærkomment. Det bliver måske aldrig sjovt, men det havde gjort spillet mindre monotont.

Det er sådan set svært at se helt præcis hvor Nintendo sigter med denne udgivelse. Skoleelever, der kæmper med matematikken, vil nok more sig over en ny måde at knuse tal, men det er meget svært at forestille sig spillet være en fast bestanddel af den daglige DS-kost som Brain Training er det.