Dr. Kawashima & Den Frygteligt Lange Undertitel er det fjerde spil i en populær serie som jeg ikke tidligere har prøvet kræfter med. I sin tid eksploderede forgængerne på den originale Nintendo DS og det nyeste kapitel har faktisk været tilgængeligt i både USA og Japan siden 2013. Hvorfor man glemte udgivelsen i Europa, ved jeg ikke. Måske trænger Nintendo til selv at få strammet hukommelsen?
Spillet er dog ikke blevet mindre relevant i løbet af de sidste fire år. Vi er konstant omgivet af mobiltelefoner, fjernsyn, computere, tablets og andre magiske glastavler med oceaner af ligegyldig information. Samtidig forsøger vi at navigere i et virvar af venner, kollegaer, kærester og - Gud forbyde det - børn, som konstant formår at distrahere os fra det vigtige her i livet. Hvad det så end er.
Det er med andre ord svært - overraskende svært - at bevare fokus, selv i ganske få minutter ad gangen. Her kommer dr. Kawashima ind i billedet. Han er en japansk hjerneforsker, hvis navn og forskning i forskellig grad har inspireret spillet. Selv figurerer han som kropløs, men optimistisk rådgiver på tværs af opgaverne. Spillet er en samling af hjernevridere og mentale øvelser som, uden at garantere noget, skulle kunne hjælpe og styrke evnen til at koncentrere sig.
Nintendo er, forståeligt nok, påpasselige med hvad de lover. Spillet er influeret af hjerneforskning, men er ikke som sådan blevet videnskabeligt efterprøvet. Tidligere titler blev dog evalueret positivt af den gode doktor selv. Det sagt, så er der, for mig at se, ingen tvivl om at man kan blive bedre til øvelserne gennem træning. Jeg er i hvert fald blevet bedre i de uger jeg har haft med spillet. Så der er afgjort et eller andet at hente. Men det kan man måske sige om alle spil?
Spillet består som sagt af en række forskellige øvelser. De spænder fra vendespil og hvor-gemmer-mønten-sig til regnestykker i højt tempo og ordindlæring. Øvelsernes overordnede fokus er, øh, fokus. Her er hverken sudoku eller kompleks algebra. Det handler om at koncentrere sig, hårdt og intensivt. Den mest originale (og eponymt djævelske) øvelse er måske den, hvor man skal besvare regnestykker med tidligere resultater og samtidig huske på det nye facit.
Så hvis jeg først spørger: 2+2=? og bagefter: 3+5=?, så skal du selvfølgelig svare 4, men samtidig huske på det nye facit, 5. Regnestykkerne er altså hele tiden forskudt og jo bedre du klarer det, desto mere forventer spillet af dig. Udregningerne kan blive forskudt to, tre eller flere gange og det er faktisk utrolig svært at holde styr på. Det drejer sig kun om at holde et par bolde i luften ad gangen, men hjernen vrider sig for at følge med.
<newpage>
De andre øvelser er mere genkendelige størrelser, men som udgangspunkt har man slet ikke adgang til dem. Spillet, som måske nærmere er en slags værktøjskasse eller opgavebog, tager nemlig sig selv forholdsvist seriøst. I al fald må man starte ud med at arbejde sig igennem førnævnte øvelse for så at låse op for flere aktiviteter. Jo oftere du spiller spillet og jo bedre du klarer dig, desto flere øvelser bliver der stillet til rådighed.
Desuden har man kun mulighed for at bruge 5 minutter på hver af øvelserne, om dagen. Det er altså ikke muligt at skamterpe de samme opgaver igen og igen. Selv hvis man beder om at starte forfra, bliver uret ved med at tikke. Til gengæld bliver man belønnet for at vende tilbage flere dage i træk, ligesom man (forhåbentligt) kan se sin progression skitseret med forskellige grafer, tal og statistikker.
Spillet vil, at man skal blive bedre til øvelserne og det kan jeg godt lide. Leder du derfor efter en kollektion af små hjernevridere som du kan gennemgå i dit eget tempo, når og så længe du vil, så er Devilish Brain Training ikke sagen. Det er snarere tanken at du engang imellem, ideelt set dagligt, skal sætte et kvarters tid af til at gennemgå et par øvelser, for så at lægge spillet fra dig igen.
Det er en atypisk måde at tilgå et spil, men måske derfor er det også interessant. Visheden om kun at kunne bruge et par minutter på hver øvelse, gør dem også en smule mere indbydende. I løbet af en session når man ligesom at fluktuere mellem at have lyst til at bruge meget mere eller meget mindre end fem minutter på øvelserne. De er lige dele vanedannende og stressende. Hjernen kommer helt sikkert i omdrejninger.
Virker det så? Jeg kan naturligvis kun trække på min egen erfaring, men jeg tror såmænd, at der er noget at komme efter. Om ikke andet, så har det været tankevækkende at opleve, hvor svært det er for mig at fokusere. Der er hele tiden tusind ting som kan forstyrre, men spillet er derfor blevet et dagligt pusterum hvor jeg dels tillader mig selv at blokke alt andet ud, dels forfærdes eller forundres over, hvor svært netop dét er.
Der er ting ved spillet som bliver en smule enerverende. Den venlige, men snaksaglige doktor kommenterer på absolut alt, holder uopfordrede seminarer om hjernen og græder glædestårer ved min progression. Han er i sig selv en vedvarende udfordring på tværs af øvelserne. Måske er det spillets subtile genistreg: at han, mere end nogen øvelse, sætter spillerens tålmodighed og koncentrationsevne på prøve.
Samtidig er der en del af øvelserne som beder spilleren om at skrive tal på 3DS'ens berøringsplade. Generelt er den ret god til at genkende mine kragetæer, men det sker i kampens hede, at den registrerer mine 7'ere som 1-taller eller omvendt. Så kan jeg lære det, måske. I et par af øvelserne virker den motoriske begrænsning ved at skulle skrive tallet faktisk som den egentlige flaskehals.
Jeg kan godt lide idéen om et spil, som man hverken kan eller skal bruge hele dagen på. Du får næppe mere end en halv time ud af spillet om dagen, men det er uendeligt meget bedre end Cookie Clicker eller endnu et besøg forbi Facebook. Devilish Brain Training er tilpas stringent og tager sig selv akkurat seriøst nok til at blive en interessant oplevelse. Ikke fordi øvelserne er særligt komplekse, men fordi de afslører noget om vores adfærd og tankevirksomhed. Og det er altid værd at blive klogere på.