Dr. Muto

Det lader til, at der dårligt kan gå en uge uden endnu et 3D platformsspil dukker op til en af konsollerne. Nu hiver Midway så Dr. Muto til PS2 og Xbox frem, og det skal tage konkurrencen op ved at være endnu mere skørt og morsomt end resten af banden. Det er også påkrævet, hvis man skal overbevise folk om, at det er værd at kigge nærmere på. Specielt folk, som er blevet forvænt af spil som Mario Sunshine, Ratchet & Clank og Sly Raccoon.

Historien er i hvert fald temmelig fantasifuld. Dr. Muto er en kugleskør atomfysiker, der har fået sig et mindre problem; han har ved et uheld sprunget sin egen planet i luften, og nu hænger hans laboratorium frit svævende i rummet. Heldigvis er resten af planeten ikke blevet tilintetgjort fuldstændig men svæver ligeledes frit omkring i større eller mindre dele. Noget må gøres for at samle planeten igen, og Dr. Muto opfinder Genitor 9000 til formålet - på papiret, vel at mærke. Sammen med sin Frankenstein-lignende hjælper og sin sarkastiske computer AL - der har alle kendetegnene fra HAL fra 2001 - går Dr. Muto i gang med at indsamle de 17 forskellige dele, som Genitor 9000 skal bestå af.

Spillet kan i korte træk koges ned til, at du - som Dr. Muto - skal flakse rundt i galaksen og besøge fire forskellige planeter, hvor dele af maskinen befinder sig. At det drejer sig om forskellige planeter, har givet programmørerne mulighed for at skabe hver planet med sit helt eget udseende, værende det sig industrielt, landligt, bebygget etc.. De er - foruden at være forholdsvist flotte og detaljerede - også befolket af alskens sære væsener, bl.a. Gomers. Dem kan man kan suge til sig med sin Splizz-pistol og bruge som skyts, eksempelvis mod kontakter, som åbner døre, eller til at smadre kasser. Disse indeholder ny energi og mindre reservedele, som kan bruges til at lave nye våben af, såsom et Gatling-gevær eller en bazooka.

Dr. Mutos vigtigste våben er dog ham selv. Som navnet antyder, lærer han undervejs, hvordan han kan mutere sig selv til et væld af forskellige dyr, der hver har sine egne, specielle egenskaber. Bl.a. kan han som mus komme gennem sprækker og revner, som pterodactyl kan han flyve, som gorilla kan han smadre fjenderne ved at hoppe på dem og som edderkop kan han kravle op ad vægge. Man kan i alle muteringer se tegn af Dr. Muto (musen har kittel på, edderkoppen bærer briller på et par af sine øjne etc.), hvilket er en del af den off-the-wall humor, som spillet byder på, og som er et af dets absolutte trækplastre. AL er heller ikke bleg for at komme med sin uforbeholdne mening om Dr. Muto og menneskeheden generelt, hvilket fik undertegnede til at trække på smilebåndet adskillige gange.

Der er dog visse irriterende detaljer, der gør, at spillet ikke bliver placeret blandt de bedste i genren. Det mest nævneværdige er en gammel kending - kameraet. Det er alt for løst, og flyver dovent rundt om Dr. Muto, så man kan have problemer med at sigte ordentligt i visse situationer eller blot lave et præcist hop. Heldigvis kan man centrere kameraet bag Dr. Muto med et enkelt tryk og man kan også bruge højre joystick til at styre det rundt om ham. Det letter en del på overblikket, men man skal altså styre det meget rundt selv for at få det bedste resultat, og det er lidt frustrerende i længden.

Desuden er der intet decideret revolutionerende i spillet - muteringsdelen er sjov, men der er desværre sjældent tvivl om, hvor man kan bruge hvad, hvilket kunne have gjort spillet lidt mere udfordrende i længden. Til gengæld har hver bane et væld af forskellige missioner, der forlænger spillets levetid gevaldigt, idet flere af dem kræver, at man har lært en given muteringsform. Det er således god tidsfordriv, hvis man står og mangler et nyt platformspil efter at være færdig med Sly, Ratchet et al, og humoren er i alle tilfælde tilstede, hvilket gør denne pille meget lettere at sluge - man skal bare ikke forvente en revolutionerende oplevelse.