Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Dragens Forbandelse

Dragens Forbandelse

I en lille dal beboet af kæmper, trolde og andre særprægede væsener bor Oliver sammen med sin mormor.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

I en lille dal beboet af kæmper, trolde og andre særprægede væsener bor Oliver sammen med sin mormor. De lever i det store og hele godt og fredeligt, men pludselig begynder der at ske sære ting. Dagene bliver kortere, luften koldere - og gedens mælk bliver sur! Oliver bliver nu sendt ind til landsbyen for at skaffe forsyninger, hvor han finder ud af, at dragen Kvast er vågnet af sin hundredårige søvn og at en forbandelse derfor hviler over dalen. Som om det ikke var nok er landets prinsesse blevet bortført, og kongen ser ingen anden udvej end at sende Oliver af sted for at finde hans datter og for at uskadeliggøre dragen - med løftet om prinsessens hånd, hvis det går godt.

HQ

Det er på mange måder en forbandelse
Dragens forbandelse er således solidt baseret på en historie, som kunne være taget fra de eventyr, som er blevet fortalt til børn igennem generationer. Det nye er, at forlaget og producenten Levende Bøger har udgivet historien som et interaktivt eventyr, der fortælles og spilles på en computer. Det er svært at sætte en finger på historien. Den er skruet sammen af akkurat de ingredienser, der skal til i et godt gammeldags eventyr. Det er straks lettere at falde over de knaster i gameplayet, der gør Dragens forbandelse til en frustrerende oplevelse for de spillere, der er forvænte med en velfungerende 3D-verden i andre spiltitler. Spilleren styrer Oliver gennem en 3D-verden, ad en i forvejen afstukket rute, om end Oliver undervejs skal løse opgaver, snakke med folk og væsener han møder undervejs - og foretage en række simple valg derefter - så som at gå til højre eller venstre.

Selv med et fuldvoksent 3D-kort ser omgivelserne i Dragens forbandelse ualmindeligt kantede og grove ud. Figurernes bevægelser er tilsvarende mekaniske og robotagtige, og desuden virker deres gang som om der er monteret skøjter på fødderne og underlaget samtidig er spejlglat. Dertil kommer, at den kunstige intelligens er ... kunstig. Når man lader Oliver støde på andre mennesker og forsøger at finde ud af, om han kan eller ligefrem skal snakke med dem, kan han faktisk kun finde ud af det, hvis han stiller sig i vejen for dem. Hvis det ikke er nødvendigt eller muligt at snakke med pågældende, forsætter figuren med at gå, selv om Oliver står i vejen. En grafik-bommert, der kunne være tilgivet, hvis man havde at gøre med en meget tidlig Alpha-udgave af spillet.

Ganske god stemning
Spilleren vil finde en række spilelementer, der kendes fra et utal af andre action-/adventuretitler. Der skal åbnes døre, ses nærmere på figurer og genstande i omgivelserne, og ikke mindst Olivers rygsæk spiller en central rolle. De genstande, som Oliver samler op undervejs, bliver således gemt i rygsækken hvorfra de trækkes frem og gøre gavn i trængte situationer. Desuden kan man med et tryk på M kalde det kort over dalen frem, som Oliver fik med på turen af sin mormor. Producentens navn - Levende Bøger - kommer til udtryk i de mellemsekvenser, hvor Oliver taler med andre mennesker og væsener, og her står det knap så slemt til som i det egentlige spilforløb. Først og fremmest har man ladet en tilpas dramatisk stemme - Thomas Mørk - stå for oplæsningen, om end Olivers stemme samtidig er instrueret uden den store indlevelse.

Skulle man være ekstra spydig, så passer udviklernes navn - Oblivion Entertainment - særdeles godt til Dragens Forbandelse. Oblivion betyder forglemmelse - og det er også dér spillet/bogen hurtigt ender. Det skal dog ikke afvises, at kombinationen af oplæst eventyr og et lettilgængeligt spilelement kan have et publikum, der ikke ligefrem har alderen og temperamentet til de mere hårdkogte 3D-skyd-/slå-/kør-råddent spil. Den visuelle oplevelse bliver dog grundigt ødelagt af knasterne i gameplayet og et righoldigt udvalg af grafikfejl. Hvis der skal solide, langtidsholdbare eventyr til - så holder oplæsningen af Bdr. Grim og H. C. Andersen nu også stadigvæk - skulle jeg hilse og sige fra min søn Emil på 6 år.

Dette er en annonce:
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Eventyr med alle de klassiske og dramatiske elementer.
-
Gameplayet er fuld af knaster – og grafikken af fejl, og den kunstige intelligens er blevet hjemme.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Dragens ForbandelseScore

Dragens Forbandelse

ANMELDELSE. Skrevet af Carsten Skov Teisen

I en lille dal beboet af kæmper, trolde og andre særprægede væsener bor Oliver sammen med sin mormor.



Indlæser mere indhold