Dragon Ball Xenoverse

Raging Blast er stadig, på trods af det sindssyge kamera en af de titler til PlayStation 3, som jeg husker tilbage på med et stort smil. Det var bygget på grundstenene fra Budokai Tenkaichi-serierne, og mens det tredje bud leverede en af de bedste Dragon Ball-oplevelser på konsol, var der stadig et eller andet næsten magisk over de mange overraskelser i Raging Blast. Jeg nævner dette, fordi Xenoverse har en del tilfælles med de bedste af spillene.

På en måde så er Xenoverse ved første øjekast ikke meget forskellig fra Destiny i måden verdenen serveres på. Vi har Toki Toki City, der ligner Destinys Tower. Det er her, hvor du kigger efter opgraderinger, sidemissioner, hurtige kampe og andre opgaver. Det er på en måde en langsommere tilgang, end man kunne forvente af et typisk ganske hekstisk Dragon Ball-spil.

Det er dog ikke en genfortælling af serien, som vi bydes på, men derimod en række tolkninger og drejninger af Toriymas Shonen, som vi her får serveret. Der er skurke med speciale i at forvrænge tiden, og det er naturligvis din opgave at rette op på deres misgerninger.

Det er en herlig idé, også selvom de alternative udgaver og fortællingen til tider føles ganske ujævn. Der er dog bestemt segmenter, der vil tiltale fans af serien, mens andre føles mindre færdige.

Udviklerholdet har tydeligvis villet Xenoverse i samme grad som Tenkaichi-trilogien. Der er så megen indhold og så mange muligheder gemt under det farverige første lag.

Du kan vælge mellem fem velkendte racer på eventyret: Earthling, Sayan, Monster (Majin Boos), Namekian og Frieza.

Alle har naturligvis sine styrker og svagheder fordelt på ki, udholdenhed og liv. Hver race (med undtagelse af de sidste to) lader dig ligeledes vælge køn på din figur, og igen er det ikke ulig Destinys figurskaber, selvom der ikke er megen variation for hver figurmodel. Men når først der er valgt tøj og udstyr, så er chancen for at møde en identisk figur ikke synderlig stor. Der er igen både mulighed for at lege storfan og skabe en genkendelig figur eller gå helt nye veje.

Xenoverse begiver sig ind i 1-mod-5-landet med kampene, og det er ikke helt uden sine problemer. I de mere kaotiske kampe virker det kort sagt som om hidsige angreb belønnes mere end evner og taktik.

Efterhånden som vi rejser gennem tiden (og retter den) eller spiller sidemissioner, optjener vi point, der kan bruges til at forbedre den valgte figur. Vi får bedre angreb, der er påkrævede for at kunne komme videre i spillet. Hver eneste mission har således stærkere og mere modstandsdygtige fjender. Så din succes afhænger af dine nyfundne evner, hvor du kan vælge op til syv af slagsen fordelt på både passive og aktive evner.

Det betyder også, at du har en ganske god mulighed for at personliggøre din fighter og fylde på med evner, du føler, komplimenterer hinanden. Det kan hurtigt blive ganske vanedannende af fifle med den del af spillet.

Det er dog multiplayer, som er en af spillets store styrker. Dette finder sted i Toki Toki, som er samlingspunkt for alle spillere. Her kan vi samarbejde om missioner, kæmpe hurtige kampe eller bare kommunikere med andre spillere med emotes ikke ulig Monster Hunter-seriens. Det er dog umuligt at vurdere langtidsholdbarheden af denne del, især da det på tidspunktet for anmeldelsen ikke var tilgængelig for offentligheden. Men der gemmer sig et stort potentiale for masser af underholdning her.

Den cel-shadede stil klædte allerede tidligere spil i serien, og da den allerede var fantastisk på de tidligere udgaver, føles den ikke meget anderledes her. Det er yderst nydeligt at se på, og vil glæde både fans og gamere.

Desværre er der flere lighedspunkter med de tidligere udgaver, som vi ikke bryder os så meget om som denne del. Eksempelvis er der stadig loading mellem selv ganske små områder. Der er ligeledes en del rejsetid mellem opgaver og sælgere. Små ankepunkter, men nogle der trods alt stadig findes i serien.

Der er dog væsentligt mere indhold i dette spil end tidligere udgaver i serien, og skal man rose Xenoverse for noget, så må det være de gode intentioner, der oftes følges til dørs.

Der er dog stadig kaotiske kampe, irriterende kameravinkler og kedelige modstandere, hvor man mest af alt får lyst til at lukke og slukke. Som storfan af serien, vil du dog næppe have det store problem med disse elementer.

Xenoverse ender således som god fan-service, men ikke som et spil, der skal samles op, hvis du leder efter et velbalanceret kampspil.