Dragon Ball Z: Burst Limit

Den spraglede flok af japanske superhelte i Dragon Ball har aldrig rigtig optaget mig synderligt, mest fordi jeg ikke rigtig kan tage serien seriøst, da den efter min mening er langt mere komedie end action. Nu er Dragon Ball Z: Burst Limit så udkommet, og selvom spillet langt fra er fejlfrit, så er der overraskende nok en god portion potentiale i oplevelsen. Man bliver, indrømmet, hurtigt forvirret, hvis man intet aner om seriens univers, men langt hen af vejen kan Burst Limit faktisk fange de fleste, specielt hvis der spilles mod en ven.

I starten bliver man dog lidt for hurtigt kastet ind i en typisk Dragon Ball-fortælling, der omhandler de sædvanlige overdramatiserende, grønne mænd, masser af overnaturlige angreb og frisurer, der går helt imod tyngdekraftens love. Historien er lidt usammenhængende fortalt, og kun fans af serien vil fatte noget som helst af opgøret med ondskaben fra fjerne planeter. Man skulle måske hellere have valgt en mere begyndervenlig præsentation af de forskellige personer og deres hensigter, men dette har man altså valgt at ignorere. Det betyder så heller ikke alverden, for spillets fokus ligger mest på de tempofyldte kampe.

Du har i modsætning til f.eks. Tekken en masse superkræfter til rådighed, som du kan vælge og vrage imellem. Det er dog først senere, at de fleste bliver låst op, så i starten afhænger din succes mest af de mere normale angreb. Styringen sidder for det meste lige i skabet, og at slynge sin modstander gennem luften, for derefter at blæse ham ned på jorden igen med en ildkugle, giver altså en lyst til at spille videre. Det er dog ikke altid, at computeren reagerer hurtigt nok, hvilket især kommer til udtryk, når man skal blokere eller reflektere angreb. Her skal man ikke bare være en pokkers dygtig Dragon Ball-spiller, men også være i besiddelse af en smule held for at klare skærene. For det meste, er det dog sjovt at forsøge at få overtaget over modstanderen, hvilket næsten kan udvikle sig til et slags taktisk mini-spil inde i spillet.

Noget andet, som er godt lavet er grafikken. Det tekniske niveau er langt fra prangende, men kigger man i stedet på de bagvedliggende og meget detaljerede baggrunde, kan man ikke undgå at føle, at der alligevel ligger en hvis æstetik i dette spil. Stilen har en underlig charme over sig, da den ser meget håndtegnet ud, og der er ikke noget at sige til, at roen i baggrunden er en fantastisk kontrast til den magtkamp, der udspiller sig lige for øjnene af en. Det er bare ærgerligt, at stemmeskuespillet flere gange ganske ubarmhjertigt knuser glasmontren foran spilleren og dermed dybden i spillet, både grafisk såvel som gameplaymæssigt.

Dragon Ball Z: Burst Limit er ikke noget stort produkt, men der er absolut ingen tvivl om, at fans af serien her vil få et spil, som de vil modtage med kyshånd. Ikke bare pga. de tilbagevendende karakterer og fart i gameplayet, men også fordi man helt sikkert vil få de talentfulde programmørers arbejde at se i form af en underholdende multiplayerdel, hvis man vælger at investere i titlen. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige dette, men Dragon Ball Z: Burst Limit er faktisk et ganske hæderligt spil.