Dragon Quest er en af de gamle, klassiske japanske serier der aldrig har formået at fange det vestlige publikum på samme måde som The Legend of Zelda eller ærkerivalen Final Fantasy. Dette er en skam, da Enix, allerede tilbage med det første kapitel i 1986, formåede at levere en god fortælling, et specielt design og en unik såvel som ikonisk verden. I de seneste år har Dragon Quest endelig formået at erobre mere plads på den vestlige scene, og 30 år senere står vi nu her med det seneste spin-off i Heroes-serien, formår det så at leve op til seriens status som det bedste af det bedste fra Japan?
Det endelige svar er i den ambivalente kategori.
Spillet foregår i en magisk middelalderverden delt i syv forskellige kongeriger, og den sidste krig fandt sted for mange hundrede år siden. Vi præsenteres for hovedpersonerne Lazarel og Teresa, et kusinepar fra landet Dunisia under deres ophold i kongeriget Harba. Lazarel går på soldater-akadamiet i Harba, og Teresa er rejst fra Dunisia med intentionen om at besøge sin fætter.
Der går dog, JRPG-traditionen tro, ikke længe før freden bliver brudt og vores hovedpersoner befinder sig i en krig imellem Dunisia og Harba, hvorfra spillet eskalerer ud i en større international konflikt. Teresa og Lazarel tager derfor opgaven om at opklare krigens oprindelse på sig, og begiver sig på en rejse rundt i kongerigerne sammen med en stor skare af følgessvende.
Spillet tilbyder dig muligheden for at spille fra enten Lazarel eller Teresa's perspektiv, men forskellen er minimal, og deres styring er akkurat den samme. Valget er dog velkomment, da det giver spilleren en grund til at vende tilbage til eventyret.
Du skal derimod ikke forvente en flot og episk fortælling, men mere bare end tynd fortællermæssig tråd, som binder de forskellige kampe sammen.
Udover Lazarel og Teresa møder man som nævnt også en bunke forskellige karakterer på rejsen, alle med deres forskellige færdigheder og evner. Kongen Cesar bruger for eksempel et enormt sværd, og vægter magi lige så højt som direkte angreb, og den munke-lignende figur, Torneko, fokuserer på at yde support til de andre karakterer.
I kampene har du ydermere fire karakterer til rådighed, og en god kombination er derfor den bedste vej til sejr. I kampens hede kan man uanset situation altid skifte til en anden karakter, hvilket tillader dig at snyde spillet en smule, da den spilbare karakter dør meget lettere end de allierede. Hvis man er lav på HP kan du derfor altid redde dig ud af en situation ved bare at skifte.
Dialogen imellem de forskellige karakterer er desværre katastrofal, og rangerer fra overdramatisk til direkte latterlige forsøg på at være humoristisk. Intet hjælper det heller at det engelske stemmeskuespil virker malplaceret med stereotypiske britiske dialekter. Det anbefales derfor stærkt at skifte til det Japanske stemmespor.
Dragon Quest Heroes II er delt op i et World Map, hub-områder og store slagmarker. World Map minder om mange andre lignende rollespil, og varierer fra store græsplaner til tykke ørkener, men intet nyt er dog at finde, og verdenen minder mere om en omgang genbrug af allerede brugte koncepter end originalt materiale. Det er en skam, da den grafiske side har et unikt flair, som desværre ikke kommer ordentligt til udtryk. Netop grafikken syder nemlig af en god Dragon Quest-vibe, hvilket afspejles i karaktererne og arkitekturen.
Slagmarkerne er det stærkeste element i Dragon Quest Heroes II, og er tydeligvis det sted der har fået mest kærlighed fra udviklerne. De er designet som store dungeons, hvor du nedkæmper arméer af modstandere, og løser forskellige mål. Det går stærkt, men billedehastigheden falder aldrig, sågar selv i de mest intense øjeblikke.
Kampsystemet er en fin variation af alt fra sværd til økser blandet med diverse magier. Du angriber ved at blande firkant og trekant, alt imens du vælger magi med R1, som naturligvis kan opgraderes og forbedres ved brug af karakterernes individuelle skill-trees. Dragon Quest Heroes II har også et Pokémon-lignende element, hvor du kan samle forskellige mønter og bruge dem til at kalde forskellige monstre til hjælp på slagmarken.
Du skal dog ikke spille længe før kampene kan føles ensformige, og det skyldes primært mangel på variation, eller at det simpelthen bare er for let, da spillet byder på næsten ingen udfordring. Det er en skam, da kernen af spillets mekanikker er solide.
Ligesom det tidligere nævnte stemmeskuespil, er lydsiden langt fra tilfredsstillende, og var flere gange til stor irritation. Om end du løber rundt på det store World Map eller er midt i en stor kamp var musikken ofte til stor frustration. Det var ikke en katastrofe, men stadig langt fra optimal.
I sidste ende leverer Omega Force og Square Enix en udmærket oplevelse med fint gameplay og et unikt grafisk design, men spillet opnår aldrig mere end det. Historien er intetsigende, slagmarkerne er ensformige, og musikken grænser til det irriterende. Dragon Quest Heroes II er et spil til fans af serien og dem med kærlighed til store kampe mod hundredevis af modstandere. Er du ikke i denne kategori skal du bare springe elegant forbi.