Det er ikke engang et år siden, at Square Enix overraskede verden med udgivelsen af Dragon Quest III HD-2D Remake, som kronologisk betragtes som det første spil i seriens fortælling og første kapitel i den såkaldte Erdrick Trilogy. Jeg var der, og jeg var intet andet end fuld af ros for det tekniske, narrative, visuelle og musikalske mesterværk, jeg oplevede, som jeg havde meget få klager over i min anmeldelse.
Jeg var ikke en isoleret fan, og spillet blev så stor en succes, at det på under seks uger blev det bedst sælgende spil i 2024 i Japan og oversteg alle Square Enix' forventninger for regnskabsåret. Faktisk reddede DQIII HD-2D Remake dagen. Og nu gør de det igen.
En central anke, og samtidig den største styrke ved Dragon Quest I & II HD-2D Remake (jeg taler i ental, selvom denne samling inkluderer de to første Dragon Quest-spil), er, at det er helt kronologisk en efterfølger i forhold til det forrige spil og tilbyder de samme forbedringer med hensyn til fjendeanimationer, angreb, NPC sprites og effekter på de scener, vi bevæger os igennem. Hvis du har spillet DQIII (og både jeg og producenten Masaaki Hayasaka anbefaler, at du gør det, før du dykker ned i dette spil), vil alt føles bekendt, men der er nogle nye nuancer, og der er mere indhold.
Som jeg sagde sidste år, er det nærmest kriminelt at det først er nu at disse spil officielt og formelt lander i Europa, Ja, amerikanerne fik Dragon Warrior i 1989, men det første Dragon Quest havde allerede skabt bølger i Japan i tre år og fik aldrig chancen for at komme til vores konsoller dengang.
Det siger næsten sig selv, at Dragon Quest I var langt mere kompliceret at arbejde med, fordi originalen var... tja, den originale JRPG. Blot nogle få 8-bit animerede sprites, hvor man næppe kan skelne et bjerg fra et slot. Monstrene var faste på skærmen, karakteren bevægede sig på et grid... og alligevel kunne man stadig mærke indlevelsen af at være på en rigtig mission for at redde verden fra ondskab. Dragon Quest I HD-2D Remake har genskabt Tantegel-riget fra bunden med dale, ørkener, levende byer og igen en af de bedste repræsentationer af vand i et spil. Det er en mindre titel end senere spil i serien, men også det mest ligefremme, hvilket er grunden til, at jeg indrømmer, jeg nød at gennemføre DQI's solohelteeventyr på omkring 12 timer.
I Dragon Quest I HD-2D Remake spiller du som efterkommeren af Erdrick med missionen at stoppe den onde Dragonlord og redde prinsessen i kongeriget. Det er en solo-rejse, så du skal ændre din tilgang til kampe og forvalte din mana (MP) og dine genstande - især helbredende - meget bedre. Du skal også holde et tættere øje med det udstyr, du har på, og sikre, at det er opdateret, enten ved at udforske og finde kister i verden eller i fangehuller, eller ved at købe udstyr hos købmænd i byerne. Udover grafikken og de nødvendige quality of life-forbedringer såsom at kunne regulere kampens hastighed, er udfordringen med mini-medaljer nu også blevet tilføjet her og i anden del. Derudover er der en kamparena og, måske vigtigst for trilogiens opbygning, nye cutscenes, hvor denne historie forbinder sig med Dragon Quest III HD-2D Remake.
Og bare rolig, hvis du farer vild på et tidspunkt eller springer vigtige samtaler over, for menuen har en assist-option med vejledning om, hvor du skal fortsætte udforskningen. Tænk ikke på det som en trin-for-trin-guide, men snarere som vage hints, der minder dig om, hvor du var på vej hen.
Dragon Quest II HD-2D Remake er igen ret omfattende. Vi taler om et langt dybere spil, hvor der allerede er konceptet med en 'party' af helte med deres respektive klasser, som du skal opgradere og udstyre med balance for at kunne møde udfordringen. Jeg indrømmer, at jeg fandt solo-eventyret mere stimulerende på grund af, hvor anderledes det føltes, men i sidste ende er det Dragon Quest, og jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Dragon Quest II HD-2D Remake tilføjer mere indhold, kister og dialog til sin historie (med både engelsk og japansk dubbing), og har som en ekstra bonus en helt ny sekundær zone kaldet Seafloor, hvor vi udforsker havets dybder (det føles næsten som en hyldest til besøget på Gyojin Island fra One Piece-animeen), samt en ny spilbar karakter til partiet, Princess Cannock, som i originalversionen var en NPC, med en ny storyline tilføjet.
Jeg gik ind med meget høje forventninger og blev tilfreds med det, jeg fandt. Square Enix har fundet det perfekte punkt til at introducere deres elskede franchise til både nye spillere og dem, der aldrig fik mulighed for at opleve det dengang. Og jeg vil ikke afslutte min anmeldelse uden endnu engang at fremhæve det absolutte mesterværk, der er Koichi Sugiyama's score, med nye arrangementer fremført af Tokyo Metropolitan Symphony. Dragon Quest I & II HD-2D Remake fuldender kun, hvad Dragon Quest III HD-2D Remake allerede etablerede for et år siden, med samme fremragende kvalitet som dengang. Ærligt talt, så længe de klassiske titler i serien bliver ved med at vende tilbage på denne måde, har jeg ikke travlt med Dragon Quest XII.
