Dragon Throne – Battle of Red Cliffs

Så er det endnu engang tid til en af den slags titler, hvor du skal påføre dig rollen som altdominerende magthaver, over et folk der gennem meget slid og slæb skal vokse sig større, mægtigere og klogere. Alt sammen mens du fører krige mod alle du kan komme i nærheden af, eller vælger den mere ondsindede metode med først at alliere dig med nogen hvorefter kniven plantes dybt i deres skulderblade. Det er blevet tid til endnu et Real Time Strategy orgie.

Personligt fandt jeg mit RTS mekka i Age of Empires. Heri var alt jeg havde brug for i et spil i denne genre, indlæringskurven var perfekt, og alt fra sværhedsgrad til AI var perfekt afbalanceret. Det var derfor til min delvist store glæde ved første øjekast at se at udviklerne bag Battle of Red Cliffs vidst også har luret lidt på AOF. Plagiater slår selvfølgelig næsten aldrig originalen, men et godt plagiat skal der da være plads til i ny og næ.

Selve essensen med BORC, er at hele molevitten tager grund i en fjern periode i kinesisk historie. Han Dynastiet faldt, i dets sted to tre nye kongedømmer plads, og du har nu, små 2000 år senere, muligheden for at gå i deres fodspor. Det skal tages meget bogstaveligt, for selve kampagnerne i BORC ligger sig så tæt op af rent faktuelle begivenheder at du for det første fra start får, at vide præcis hvad du skal gøre, og for det andet aldrig får fornemmelsen af, at det er dig der sidder i førersædet. Mange kampagner går i al sin enkelthed ud på at flytte en hel hær op til en eller anden fjern lokalitet, ødelægge fjenden med de midler du har, og så ellers bare sørge for at dine tab ikke iverstiger det tilladte. Med hære på størrelse med et tætpakket Wembley Stadion, kan det være svært at overskue hvordan de forskellige missioner skal udføres, hvis ikke at det hele skal gå op i stupide masseslagsmål.

Samtidig er de forskellige soldater, kampredskaber og andet godt ikke alt for kloge. De har det tit med at gå ind i træer i stedet for udenom dem, og vælge den vej der helt klart er den længste og mest ugangbare. I visse situationer gør det det helt umuligt, at foretage sig noget som helst strategisk, hvad der så kun gør spillet til et RT spil, uden S, og real time har jeg nok af i virkeligheden. Udviklernes hårde krav til dem selv om at skabe et historisk korrekt spil, kommer til at ramme dem selv i foden. For der er ikke noget så kedeligt som at forsøge at få indflydelse over noget som man udmærket godt ved man ingen indflydelse har over.

Anderledes tager det sig ud med BORCs obligatoriske fristils-del, hvor du får lov til, helt fra grunden, at bygge dit eget samfund op med tilførende hær, som du så bare skal sørge for bliver de mægtigste, mens de andre må bide i støvet. Her er ligheden med AOE slående. Stort set alting er bygget op på samme facon, udover dine hærføreres specifikke evner, udover historie, BORCs eneste unikke tiltag. Du kan få lov til at give dine krigere forskellige skills som de stiger i graderne, så du kan personificere deres evner efter det formål du vil bruge dem til. Det er smart, men fungerer i spillet mere som en sjov gimmick, end en egentlig drivkraft.

AI’en er ligeså dårlig som i historiedelen, og det varede ikke længe før undertegnede stirrede drømmende over på den slidte AOE pakke mens BORC stadig snurrede rundt i maskinen. Udviklerne har langt fra formået at lave en selvstændig spilbar titel, men har i stedet for lånt skabelonen fra de bedste og tilføjet lidt ekstra, om end unødvendig, krydderi. Selve kampagnedelen lider under at historie er sjovt i historietimerne, men uden et godt gameplay er der ikke meget ved at sidde og trave sig igennem old kinesisk krigshalløj tilsat dumme soldater der hellere vil gå gennem stenen end udenom den.