Dragonball Z: Budokai

Man skal have boet i en underjordisk hule de sidste 4-5 år for, at man ikke er stødt på en af de utallige japanske tegnefilmsserier der er strømmet ind over lille Danmark. Det startede vel allerede i det små med nøglerings-plagerne; Tamagotchi’erne. Da Pokemon røg ind over vores breddegrader udbrød der nærmest massehysteri, og Dragon Ball Z (DBZ) er bestemt ikke foruden sin store fanskare.

Drage-kugler og gale rumvæsner
Budokai er et kampspil sat i Dragon Ball Z’s fantastiske univers, men forventer du samme dybde som i Tekken eller Virtua Fighter, så er du helt forkert på den. Spillet byder hverken på et utal af slag og spark eller på avancerede kombo’er, eftersom kampsystemet er forholdsvist simpelt og ligetil. Hvad skulle så få dig til at læse videre? Alle uden forkærlighed for Dragon Ball Z-serien og japanske manga-stil vil uden tvivl hurtig blive træt af Budokai pga. førnævnte punkter, men er man fan af dette fantastiske univers er der en lækker godbid i sigte. På mange måder er Budokai mere en lovprisning af DBZ-universet, end et veludført kampspil. Bandai har gjort sig store anstrengelser for, at genskabe den ret særprægede verden hvori tegneserien finder sted og det er uden tvivl lykkedes.

Heldigvis er dette spil ikke udelukkende lavet ud fra den traditionelle kampspils-stil, der er heldigvis et par innovative tiltag. Story-mode er set utallige gange før, men rent faktisk bringer Budokai’s spilleren igennem alle hidtidige DBZ-afsnit - meget overfladisk naturligvis. Til dem af Jer som ikke kender til tegnefilmene, så handler de om kampen mellem jordens bedste krigere og magtsyge rumvæsener. Den centrale helt i dette foretagende er Goku, som sammen med sine venner (og søn) kæmper en kontinuerlig kamp mod alskens galaktisk utøj. Samtlige af seriens karakterer er med i spillet, og fans kan glæde sig til at se Gohan, Piccolo, Tien, Krillin osv. give skurkene en kindhest eller to. Tilbage til story-mode, der som sagt er en forkortet udgave af serien handling, hvor du som Goku lægger sig ud med den onde Raditz. Derefter skal man bekæmpe en invasion af Saiyan’erne, ledet af den grumme Vegetta (om han spiser kød melder historien intet om), og derefter bliver det vildere og vildere. Historien udfolder sig vha. et hav af mellemsekvenser, og selv folk uden kendskab til serien vil få glæde af de mange magtkampe og intriger den byder på. Undervejs skifter du karakter efter historiens udfald, og både kampene og mellemsekvenserne hænger utrolig godt sammen. Både lyd og billede holder sig til stilen, og karaktererne er ikke til at tage fejl af. Desværre er omgivelserne hvori man kæmper til tider en smule kedelige, hvilket er en ærgerlig kontrast til de farverige figurer i spillet. Figurerne ville ydermere have haft gavn af celshading-teknikken, som ville gøre dem en tand mere virkelighedstro - hvis det udtryk kan benyttes i forbindelse med tegnefilms-figurer.

Et godt kampsystem kan man desværre ikke købe
Det andet interessante aspekt ved Budokai er det særlige skill-system, som spillet bruger til at belønne spilleren med. Til at starte med har hver karakter ikke alle sine super-moves tilgængelige, de skal købes via et særligt system. Ved at vinde kampe optjener man specielle kapsler, som efterfølgende kan bruges til at købe nye slags spark og slag. F.eks. starter Goku med at erhverve sig slaget "Zanku Fist", og udførelsen på controlleren vises når man køber/får et nyt slag/spark. Et interessant koncept, som bærer visse ligheder med det møntsystem vi så i Mortal Kombat: Deadly Alliance. Udviklernes forsøg på at bringe noget nyt til fadet indenfor kampspil er i hvert fald tiltalende, og genren har bestem ikke dårligt af nogle friske pust i ny og næ.

Det man desværre ikke kan købe sig ud af i Budokai er spillets dårlige kampsystem, som lider af at være unuanceret og alt for enkelt. Karakterernes standard-bevægelser ligner til forveksling hinanden, og de unikke super-moves de hver især mestrer er alt for lette at udføre på controlleren. Dette gør at man i vidt udstrækning står og pøser ud af energi-kugler og lyn, hvilket fjerner en del af den dynamik som "normal" nærkamp giver. Fordelen er dog at spillet er meget lettilgængeligt, hvilket vil være en fordel for de lidt yngre spillere.

En forspildt licens, men stadig guf for fans
Dragon Ball Z: Budokai holder skansen fra at falde ned i den lunkne ende af skalaen ved, at genskabe DBZ-licensen på sådan en overbevisende vis. Havde udviklerne blot smugkigget lidt på nogle af tidens andre kampspil så kunne det være, at den tekniske side af spillet havde været mere gennemført. Hermed menes ikke teknisk på den visuelle eller lydmæssige side (hvilke også kunne have brugt lidt mere knofedt), men det rent kamptekniske. I denne ombæring kunne vi desværre ikke få det hele, hvilket lader Budokai stå tilbage som en godbid for de mange fans - andre kamplystne sjæle skal rette blikket andetsteds.