Dragon's Dogma

Da Capcom annoncerede Dragon's Dogma sidste år, sagde de ligeud, at de havde forsøgt at skabe et rollespil i stil med dem vi kender fra vestlige udviklere - altså et spil, der skulle være langt mere Dragon Age eller Elder Scrolls end Final Fantasy.

Det er de lykkedes med, ret godt endda. Spillet er stort set frit for de idiosynkrasier, vi desværre ellers forbinder og kritiserer ved spil fra Solens Rige. Og selvom spillet har sine særpræg, så er det som oftest til dets fordel. Dragon's Dogma er skabt efter vestlige forbilleder og klassisk europæisk mytologi, men finder stadig sit eget udtryk.

Historien fylder ikke det store. En drage (som ellers er et sjældent syn i spillets univers) dukker op angriber den lille fiskerby, hvor du bor. Som den eneste af indbyggerne samler du et sværd op og forsøger bekæmpe det enorme monster.

Men du er chanceløs, og dragen slår dig omkuld, flår dit hjerte ud af din brystkasse og spiser det - uden du dør. Herefter flyver den sin vej, og du hyldes som byens frelser. Du får navnet The Arisen - den oprejste - men selvom alt ånder relativt ro og fred, sætter du alligevel ud for at finde og dræbe dragen. Du vil jo gerne have dit hjerte tilbage. Det er dog en lang rejse, og som den skrider frem, viser det sig, at der måske er mere til forholdet mellem drage og Arisen end man umiddelbart skulle tro.

Dragon's Dogma handler dog ikke så meget om dialog og mellemsekvenser, selvom sidstnævnte optræder med jævne mellemrum. I stedet handler det om at udforske den store spilverden, påtage sig opgaver og dræbe monstre.

Og det får man hjælp til. Et af spillets særpræg og originale ideer er nemlig brugen af såkaldte Pawns - eventyrere fra en anden verden, del af en mystisk legion. De er kommet hertil for at bekæmpe dragen, men trods deres evner og erfaring i kamp, mangler de initiativ og retning. Det kan du til gengæld give dem, og allerede fra starten af spillet udformer du din egen personlige Pawn, der følger dig gennem hele eventyret, ganske som du former din egen figur. Du kan finde nye Pawns rundt omkring i spilverdenen, eller besøge den såkaldte Rift, mellemstationen mellem dit univers og deres, for at hyre nye Pawns.

Du bestemmer selv deres klasse, du kan selv give dem udstyr, og de følger dit i tykt og tyndt. I kamp kæmper de bravt ved din side, og hjælper til med både healing og angreb, men udover simple kommandoer som "hjælp" og "kom her", kan du ikke direkte bestemme deres handlinger. Heldigvis klarer de sig udmærket på egen hånd.

Det er kampe mod monstre, der er i centrum i Dragon's Dogma, og fjenderne kommer i mange størrelser. Fra små gobliner og glubske ulve til ækle øglemænd og landevejsrøvere, op til store bæster som kykloper og chimæraer og de virkeligt massive fjender som hydraer og dragen, du jager.

Mindre fjender kan du forsøge at samle op og potentielt kaste med, mens man i bedste Shadow of the Colossus-stil kan kravle rundt på de større fjender for at komme lettere til svage punkter og des lige. Du starter med de mest basale evner, men kan købe dig til specielle angreb efterhånden som du stiger i level.

Kamp er desværre en blandet oplevelse i Dragon's Dogma. Nogle gange er det forrygende, som når man kravler rundt på ryggen af en trold, eller nedkæmpe zombier og hårdtslående skeletter i et dystert dungeon. Andre gange kan det være frustrerende, som når man overfaldes af store mængder landevejsrøvere, eller står over for en trold, der virker nærmest immun for skade og ikke har noget umiddelbart svagt punkt.

Problemet gøres større af, at det reelt kun er én af de tre klasser, nemlig krigeren (de andre er magiker og ranger), der med sit skjold kan parere eller blokere fjendernes angreb. Her er ingen counters eller endda bare en dodge-funktion, og det virker som en mystisk udeladelse. Din eneste måde at undgå fjendes angreb er ganske enkelt ikke at stå hvor han slår - hvilket vil sige at man må vende ham ryggen og løbe væk.

Stemningen er det til gengæld svært at sætte en finger på. Hvad end man udforsker mørke krypter og grotter, vandrer rundt i hovedstaden eller bare rejser gennem gennem kløfter og enge, lever man sig fuldstændig ind i spillet. Som regel er man omgrænset af stejle klipper og kystlinjer i et eller andet omfang, så spilverdenen er ikke lige så vidtåben som for eksempel Skyrim, men der er stadig rigeligt at udforske med relativt stor frihed, og kun få loading-skærme. Samtidigt er spillets verden stor nok til, at man kommer til at savne en mulighed for fast-travel.

Der er sidemissioner i massevis, rigeligt med handlende at købe og sælge grej og andre ting til, craftingsystemer, opgraderingssystemer, alt hvad man forventer sig af genren. Til tider er det måske lidt svært at finde det quest, der skubber historien videre, men der er altid rigeligt at foretage sig, og altid nogen der skal have hjælp af en monsterdræber.

Udover de førnævnte skavanker, så er der dog ét sted, hvor Dragon's Dogma viser sine Capcom'ske rødder - nemlig i save-systemet. Du har nemlig kun ét savegame, hvilket fans af spil som Skyrim og The Witcher 2 nok vil studse en del over. Samtidigt autosaver spillet ikke særlig ofte, så man skal selv bruge save-knappen flittigt, med mindre man elsker at løbe de samme strækninger igen og igen - for man dør en del i dette spil, hvis man ikke er enormt forsigtig.

De tekniske sider er hæderlige, men ikke mere end det. Stemmeskuespillet er generelt fint, men det samme kan ikke siges om musikken, og lydbilledet er generelt lidt fladt. Grafikken er også lidt mat, og udviklerne har tilsyneladende slet ikke gjort noget forsøg på at synkronisere læbernes bevægelser til skuespillernes stemmer. Men selvom spillet måske ikke stråler rent visuelt, så er stilen i det mindste gennemført, og udseendet falder sjældent igennem. Og så vinder spillet som sagt en hel del på sin stemning.

Jeg kan godt lide Dragon's Dogma, men der mangler et eller andet i helheden, der for alvor trækker stikkene hjem. Med en bedre og mere central historie, og et kampsystem med flere facetter, havde her været tale om et rigtigt solidt rollespil. I stedet ender det som et spil, man godt kan få noget sjovt ud af, men som man spiller på trods af dets svage sider. Der er uden tvivl et publikum til det - men trods gode intentioner formår det ikke at favne så bredt, som udviklerne formodentlig havde håbet. Og det er en skam, for potentialet er let at få øje på.