Dragon's Dogma: Dark Arisen

Mørket har sænket sig over min lille idylliske fiskerlandsby Cassardis, og en gråhåret dame iklædt en lang sort dragt står ude på landgangsbroen. En sådan chance for lidt eventyr kan man ikke forpasse, og jeg lunter spændt ned og får mig en snak i måneskæret. Kvindemennesket præsenterer sig som Olra, og fortæller lidt kryptisk at jeg alene snakker med et billede af hende, og hendes kød befinder sig et andet sted. Småskøre kvindfolk er hverken provinsen Gransys eller vores egen virkelige verden ubekendt med, så mere spændt end forvirret siger jeg ja til at følge med til øen Bitterblack Isle.

Det er et dunkelt sted fyldt med skabninger, der opfatter mit følge og mig som centrale elementer i deres kostpyramide, og derfor higer efter at smadre os til hakkekød. Det er mørkt, ondt og nådesløst. Velkommen til spiludvidelsen Dark Arisen.

Rollespillet Dragon's Dogma udkom for godt et år siden og fik en god fanskare, som nød den mere aktionprægede tilgang til eventyrgenren. En frisk spilindsprøjtning bestående af hack'n'slash og rollespilselementer. Selvom spillet ikke altid var oppe og ramme topniveau på det visuelle eller som historiefortæller, så var det gennemsyret af en ekstrem spilbarhed. En stor åben verden fyldt med gøremål og fjender, som bare venter på at man konfronterer dem. Storslåede boss-kampe som er gennemvædet af spillets japanske oprindelse. Findes der noget mere afslappende end at klatre rundt på ryggen af en stor kyklop, mens ens virtuelle venner har dannet kreds om fyren og angriber ham med blankt stål og lange kryptiske besværgelser?

Nu er der så landet nye spilskiver på hylderne hos den lokale spilpusher, og navnet på coveret er "Dragon's Dogma: Dark Arisen". Jeg var selv en anelse forvirret over præcis hvad dette produkt var - kunne man være så heldig, at det var et helt nyt spil i samme stil som det originale? Svaret er måske en smagssag, åben for lidt gradbøjning, men for mig er dette en klokkeklar genudgivelse af det originale spil med en tilføjelse i baglommen. Spillets to skiver indeholder det komplette Dragon's Dogma, samt tilføjelsen Dark Arisen. De to skiver dækker over én med HD-indhold, samt det komplette japanske lydspor - samt en spilskive til at afvikle oplevelsen med.

Skal vi blive i rollespilshobbyen, så kunne man her dele anmeldelsen op i to dele: Har du allerede spillet, så forsæt til X - eller er dette en helt ny titel for dig, så spring kækt til Y. Jeg husker stadig denne type eventyrbøger fra min barndom - en fortælling hvor man selv havde en vilje at lege med. Men inden jeg fortaber mig i fortidens nostalgiske bogoplevelser, så kan man kort sagt se denne spiloplevelse fra to forskellige startsituationer.

For nye spillere er her en unik mulighed for at få den store åbne eventyrverden og hele titlen Dragon's Dogma hjem i konsollen - herudover får man så smidt den mere dunkle og lineære spiludvidelse Dark Arisen med. Det svarer til at købe en æske med ti isvafler, og herefter finde tolv af slagsen indeni. Man bliver lidt varm om hjertet og kan ikke andet end at blive glad.

Men vender vi mønten og ser på mulighed X, så er dette alene en udvidelse. Lidt mere salt i såret er det faktum, at man kun kan få sine eventyrhungrende gamer-pølser i den ved at købe skiverne. Der er ikke mulighed for at finde tilføjelsen som ordinært DLC.

Men med det i baghovedet, så er Dark Arisen i sig selv en stor oplevelse - og ikke mindst en kæmpe udfordring. Capcom anbefaler, at man først følger Orla ud til Bitterblack Isle, når man har rundet level 50, hvilket er et adgangskrav som nok skal holde nybegynderen beskæftiget på den rigtige side af 30 - 40 timer. Veteranspillere kan tage deres gamle save og så kaste sig videre ud i det dunkle eventyr på øen.

Bitterblack Isle er et ubarmhjertigt sted, og jeg fik rigtig mange bank - rigtigt mange gange. Sværhedsgraden virker lidt svingende, og det kan nemt ende med en indestængt lyst til kaste kontrolleren langt væk. Jeg er ikke blevet udfordret på dette niveau siden min leg med Dark Souls. Det er hårdt slid det her.

Der er blevet rettet op på det meget kritiserede fast-travel-system. Nu får man en "ferrystone", som kan bruges flere gange, og man kan rejse billigere med de forskellige "portcrystals". Men desværre er der ikke ændret på antallet af savegames. Der er stadig kun ét, hvilket stadig er irriterende. Jeg har eksempelvis tre figurer kørende i Skyrim, og med hver af disse har jeg utallige saves. Det er en genganger af et minus fra det originale spil.

Jeg er tilbøjelig til at henvise til Rasmus' anmeldelse af det oprindelige spil for godt et år siden. Den er logisk set stadig gyldig, da dette primært er en genudgivelse - og jeg er helt enig i hans betragtninger. Skal vi herefter snakke tal, så har jeg valgt at bedømme oplevelse karaktermæssigt set ud fra en nybegynder. Argumentet her er, at denne udgivelse må være rettet mod netop denne målgruppe. En garvet spiller må tage to karakterer fra min samlede sum alene baseret på holdbarheden.