Skip to main content
Anmeldelser Dragon's Lair 3D: Return to The Lair

Dragon’s Lair 3D: Return to the Lair

Det kan ikke undgås, at der trænger sig en lille tåre på, når man starter sin Pc op og spiller Dragon’s Lair 3D.
Carsten Skov Teisen 6 august 2003

Det kan ikke undgås, at der trænger sig en lille tåre på, når man starter sin Pc op og spiller Dragon’s Lair 3D. Den lille tegnefilm, der indleder spillet, bringer minder frem - om trængslen omkring den spillemaskine, som pustede nyt liv i de daværende spillehaller helt tilbage i starten af 1980’erne. Det var en banebrydende anvendelse af laserdisc-teknologien, der dengang præsenterede den ædle, men også noget enfoldige ridder Dirks fortrædeligheder for spillerne. Ganske få kommandoer - og et utal af unge mennesker - inklusive undertegnede - har smidt mindre formuer i Dragon’s Lair-maskinen.

Der er nu gået cirka 20 år, og Don Bluth, manden bag tegnefilmsklassikeren The Secret of Nimh, og Rick Dyer har overvåget udvikling af en opdateret udgave af deres klassiske spillemaskine. Dirk er ikke endt med at se mere begavet ud - og opgaven går stadig ud på at befri den fagre prinsesse Daphne, der bliver holdt fanget af den fæle men alt andet end frygtindgydende drage Singe på troldmanden Mordrocs slot. Mon idéen og den forrygende blanding af action og humor stadig holder?

Hvor den gamle udgave af Dragon’s Lair kun indeholdt 40 baner, udspiller løjerne sig nu i 240 scenerier. Førhen rådede man som spiller over ganske få kommandoer, der i virkeligheden bare afspillede en række færdige filmsekvenser i en rækkefølge, der afspejlede spillerens kommandoer. I dag er banerne i Dragon’s Lair 3D som navnet udført i ... 3D. Det betyder, at man styrer Dirks en smule kluntede og lidt for friskfyragtige bevægelser frit i alle retninger, at kameraet kan følge vor helt i både fugle- og frøperspektiv, og at man skal forcere kløfter, stenblokke, hængebroer - og frem for alt de 40 forskellige arter af fjender, der gør deres yderste for at forhindre Dirk i at nå frem til hans elskede Daphne.

Rent visuelt er der dermed tale om et ganske fortrinlig oplevelse, ikke mindst hvis stadig slæber rundt på minderne om den gamle maskine. Desuden vil børn og barnlige spillere have megen fornøjelse af den klassiske Bluth-streg. Det har aldrig fornægtet sig, at Don Bluth tidligere har været tegner på Disney-studierne. Designet af banerne har tydelige lån fra det originale spil, og med rette grafikkort og ikke mindst en skærm, der kan trække det, kan 3D-udgaven afspilles i noget nær DVD-kvalitet med en opløsning på 2048x1536. Men også en pc med en mere beskeden konfiguration kan sagtens følge med.

Ved spillets start råder Dirk kun over et langsværd, men som det hører sig til i den slags spil og historier, kan Dirk enten forstærke sit sværd eller finde helt nye våben, blandt andet en armbrøst. En amulet holder løbende Dirk orienteret om hvordan hans Daphne har det - og hvilke hints, der er givet undervejs på banerne. Dirk opnår med usvigelig sikkerhed at blive udsat for et utal af dødbringende fælder og uhyrer på sin vej. Dirk har som udgangspunkt ubegrænset liv, og skulle man ’dø’, kan man blot fortsætte fra seneste Save-position eller Checkpoint på den pågældende bane. Så har du luret, hvordan du skal passere en given puzzle, så gem for guds skyld spillet. Banernes opgaver og opbygning er - trods stærkt varieret i udfordringerne - noget enerverende og rutineprægede at komme igennem, når man har gennemskuet en given opgave.

Lyden er ikke uventet præget af samme letbenede uhygge som billedsiden. Efter sigende har et 70 mand stort symfoniorkester leveret den lidt vel svulstige underlægningsmusik, mens det igen er Dan Molina, der lægger ’stemme’ til Dirks fumlerier. Mange af uhyrerne forsøger at gøre kål på Dirk med de samme bevægelser, ledsaget af de samme hvin og lydeffekter i øvrigt, så ind imellem virker det som om lyden bliver afspillet fra en grammofonplade, der hænger fast i den samme rille.

Derfor ender det samlede indtryk af Dragon’s Lair 3D med at være noget blandet. Gode intentioner om at ajourføre det gamle spil - men den nye udgave rummer ikke opsigtsvækkende nye elementer i gameplay, plot, figurgalleri og så videre. Dermed er der tale om et spil, der vækker minder om fordums storhed mere end nutidig gennemslagskraft.

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
7 / 10
Spilbarhed
7 / 10
Langtidsholdbarhed
7 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Veloplagt opdatering af det klassiske og banebrydende laserdisc-spil.
Minusser Begrænset nytænkning og udtalt énsformighed i lydsiden.
Fuld profil 193 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.