Dansk
Gamereactor
previews
Dreamfall: The Longest Journey

Dreamfall: The Longest Journey

Opfølgeren til et af verdens allerbedste eventyr er næsten færdigt. Henrik har fundet sine vandrestøvler og logiske sans frem til denne beta-test.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Zoë Castillo har efter at have boet rundt omkring i verden slået sig ned i Casablanca sammen med sin far. Hun slog for måneder tilbage op med sin kæreste, da hun følte, at forholdet ikke rigtig udviklede sig. En mere plausibel forklaring kunne være, at hun på opbrudstidspunktet var løbet ind i en alvorlig livskrise, som hun stadig kæmper med i dag. Hun har intet job, kommer altid for sent til sin karateundervisning og dalrer faktisk sine dage væk. De ting, der før betød meget for hende, er blevet værdiløse. En psykiater kunne meget vel føle sig fristet til at diagnosticere hende som depressiv.

HQ

Hun holder et lille party i aften, da hendes far er taget på forretningsrejse i udlandet. Hun lægger vejen forbi sin veninde Olivia, som er byens lokale teknologipusher, for at invitere hende til festen, men da hun træder ind i forretningen, ser hun, at reklameblokken på et af Olivias mange fladskærme afbrydes. Pludselig toner et kornet sort/hvid-billede af et snelandskab og et mystisk sort hus frem, og hun hører en pigestemme sige "Save April Ryan. Zoë, you have to save April". Var det ikke fordi, Zoë havde set samme besynderlige scene på tv’et derhjemme en halv time forinden, kunne hun have sagt til sig selv, at hendes tanker bare spillede hende et puds. Olivia har ikke bemærket scenen og mener, at det skyldes den statiske støj, der har hærget kommunikationsnettet i nogen tid. Højst mærkværdigt. Den sort/hvide filmsekvens gav mig associationer til japanske horrorfilm som The Ring, selvom den ikke er præget af ondskab og mørke.

Zoë får et opkald fra sin ekskæreste, Reza, som beder hende gøre ham en lille tjeneste, hvis altså hun har tid og lyst. Reza er journalist og arbejder intenst på en vigtig historie og har derfor ikke selv tid til at hente en pakke i Jiva-laboratoriet. Zoë accepterer og tager af sted. I receptionen møder hun en pige, som hverken ligner eller opfører sig som en receptionist, og Zoë aner uråd. Kort tid senere er Reza forsvundet fra jordens overflade, og pludselig får Zoë lagt afstand til sin tyngende livskrise: Nu skal alle kræfter sættes ind på at finde hendes forsvundne eks.

Folk, der har spillet The Longest Journey, vil allerede kunne fornemme, at Dreamfall er en direkte efterfølger til dette efter sigende fremragende point’n’click-eventyr fra år 2000. Selvom jeg kun har spillet Funcoms første spil i en kort demoudgave, ved jeg udmærket, hvem April Ryan er. Meget tyder i øvrigt på, at Dreamfall bør spilles i forlængelse af The Longest Journey, da flere af figurerne er gengangere.

I den først times tid fik jeg en god fornemmelse af, hvilket samfund jeg i skikkelse af mit virtuelle, kvindelige alter ego er endt i. Al kommunikation foregår over "The Wire", en form for videreudviklet internet, som dog har den hage, at politi og efterretningstjeneste - kaldet The EYE - altid kan spore borgerne. Flyvende transportmidler er hvermandseje, man kan - hvilket Zoë i en replik antyder er lidt utraditionelt - stadig købe organiske grøntsager på markedspladsen, og det at folk ved håndkraft skrev bogstaver ned på et stykke papir og proppede det i noget så tåbeligt som en "postkasse" griner man spøgefuldt af i dette fremtidens Casablanca. Hvorfor mon folk gjorde noget så tåbeligt?

Dette er en annonce:

Det synes ganske normalt, at hver husstand har en Wonkers eller den nyere model Watilla, en robot-plysabe, der kan holde styr på sin ejers daglige gøremål, tage imod og afspille beskeder og generelt holde folk ved selskab. Zoë har et meget personligt forhold til sin Wonkers, som nok er en ældre, men også klogere og mere pålidelig, model. Disse robotter får mig til at have tillid til, at der rent faktisk er tale om et fremtidssamfund, og jeg bed mærke i, at Zoë føler medlidenhed med Wonkers, som tilbringer hele sit liv i Zoës soveværelse. Selvom han er et menneskeskabt produkt styret af kunstig intelligens og, som han selv siger, er "programmet til at være glad hele tiden, mærker man, at Zoë anser ham for et selvstændigt væsen med egne tanker og følelser. Vel egentlig et meget sandsynligt fremtidsscenarium.

Da de to udgivelser har seks år mellem sig, at der naturligvis ikke længere tale om et point’n’click-spil, men et fuldblods 3D-eventyr, og det er ikke helt tosset at drage paralleller til eksempelvis Fahrenheit, om end Quantic Dreams’ eventyr er mere minispil-orienteret end Dreamfall. Faktisk mærker man tydeligt, at Dreamfall er forædlingen af et point’n’click-eventyr, da gåder, genstandskombinationer, dialoger og ikke mindst historien fylder meget.

En ny mekanisme, fokusfeltet, sørger for, at man til enhver tid kan scanne omgivelserne og finde frem til de ting, man kan undersøge og/eller interagere med. Jeg glemte mange gange at bruge funktionen, fordi det ikke føles naturligt at slå den til og fra i et væk. Det cementerer imidlertid, at interaktion og udforskning stadig er rygraden i toeren, og at det er et eventyrspil mere end et egentligt actioneventyr. Selvom det er begrænset, hvad jeg har oplevet indtil videre, er jeg allerede overrasket. De skiftende lokaliteter, de evigt påtrængende tvivlsspørgsmål og den sælsomme historie, der tvinger mig til at revidere min virkelighedsopfattelse med minutters mellemrum, peger i retning af, at norske Funcoms seneste fortælling om livet i og samspillet mellem de to parallelle verdener, Stark og Arcadia, kan gå hen og blive en meget spændende oplevelse.

Jeg har noteret mig, at nogle af jeg derude har undret jer over, at Funcom har valgt at indlægge et kampsystem i Dreamfall: The Longest Journey, og ja, det er også mærkværdigt. Det grænser til det uforståelige, og som jeg ser det, er netop kampsystemet spillets største svaghed. Det integreres ikke naturligt i det historie- og udforskningstunge gameplay, og det samme synes, om end i mindre grad, at være tilfældet for spillets stealth-situationer. Det er dog ikke svært at forstå udviklerens motivationsgrundlag. Nu om dage er branchen tvunget til lave nye gameplaytiltag og udvide eksisterende koncepter, og navnlig i dette tilfælde, hvor spillet er fortsættelsen til et 6 år gammelt, succesrigt point’n’click-eventyr, har Funcom nærmest været tvunget ind i et designmæssigt minifelt.

Dette er en annonce:

Hvis resten af spillet følger samme struktur, som de første 6-7 timer, vil kampene og stealth-sekvenserne dog være meget få, mens det, der dominerede det første spil, også er fremherskende i Dreamfall - udforskningen, gåderne, dialogerne og den meget dragende og episke historie. Vores norske brødre ser ud til at have ramt rigtigt, igen.

Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey
Dreamfall: The Longest Journey

Relaterede tekster

0
Dreamfall: The Longest JourneyScore

Dreamfall: The Longest Journey

ANMELDELSE. Skrevet af Erik Petersen

På tværs i Zoë Castillos univers. Erik har spillet sig gennem Funcoms opfølger og er endelig klar til at dele sin oplevelse med os.

0
Dreamfall: The Longest Journey

Dreamfall: The Longest Journey

PREVIEW. Skrevet af Henrik Bach

Opfølgeren til et af verdens allerbedste eventyr er næsten færdigt. Henrik har fundet sine vandrestøvler og logiske sans frem til denne beta-test.



Indlæser mere indhold