Dreamfall: The Longest Journey

Spilbranchen har altid yndet at sammenligne sig med sin prestigemæssige storebror, filmbranchen. Nu om dage kører sammenligningerne mest på omsætning i dollars og cents, men der var engang, hvor spildesignere også drømte om at give filmen kamp til stregen med velfortalte historier. Jeg husker det, som var det i går: CD-ROM’en var sidste skrig, alle talte om interaktive oplevelser og bebrillede universitetsprofessorer analyserede eventyrspil.

Med Dreamfall: The Longest Journey skruer de begavede nordmænd i Funcom tiden tilbage til de glade halvfemsere. På afstand og med det ene øje lukket ligner spillet måske nok et action-eventyr i klassisk Jak & Daxter-stil, og det er helt givet også meningen. Men abstraherer du fra kampscenerne og stealth-sekvenserne - hvad du til hver en tid er bedst tjent med - åbenbarer der sig et spil, der først og fremmest har en historie at fortælle.

"Det er meget et lyttespil, hvad?", bemærkede min bedre halvdel for nylig. Tre gange havde hun stukket hovedet ind til mig, mens jeg spillede Dreamfall, og hver gang havde hun fundet mig tilbagelænet lyttende, mens hovedperson Zoë Castillo førte endnu en lang samtale med en af spillets excentriske skæbner. Jo, der snakkes meget i Funcoms spil. Men samtidig er det en kæmpe cadeau til nordmændenes sans for fortællerglæde og stemmeskuespil, at du aldrig mister tålmodigheden med den kønne, kække og ualmindeligt charmerende Zoë.

Dreamfalls djævelsk fængende sci-fi/fantasy-historie er svær at referere, uden at afsløre for meget. Den tager sit udgangspunkt i den engelsk-fødte Castillo, der lever i en fremtidsudgave af Casablanca. Unge Zoë har alle muligheder for at skabe sig en lys fremtid, men hun har svært ved at finde vej gennem det forræderiske ingenmandsland mellem pubertetslivet og voksenverdenen. Hendes lediggang får dog en brat ende, da eks-kæresten Reza, dybdeborende reporter i verdensklasse, får nys om en stor historie og dernæst forsvinder ud i den blå luft.

Zoë optager prompte jagten, godt hjulpet på vej af veninden Liv, der til alt held er computerekspert i verdensklasse. Hendes mission fører hende rundt om verden og længere endnu, og undervejs får man som spiller lejlighed til at tage styringen med yderligere to figurer - deriblandt April Ryan, heltinden i The Longest Journey. Strengt taget er Dreamfalls historie hverken sandsynlig eller fuldstændig vandtæt, men Funcom fortæller den med eminent overblik: Handlingstråde lægges ud og bindes sammen med legende lethed, og der lurer altid en ny overraskelse rundt om hjørnet.

Når Dreamfall er så fængende, skyldes det ikke mindst en fantastisk lydside. Stemmeskuespillet er vittigt, indlevende og i en klasse for sig, fra britiske tøser og japanske gorilla-botter til australske bøller og kinesiske gadesælgere. Spillets musik følger trop med en eminent blanding af symfonisk filmmusik og rockede instrumentalnumre, der altid både underbygger og forstærker spillets stemninger. Visuelt er Dreamfall mere ujævn: Veldesignede miljøer og nydelige reflekser trækkes ned af stive animationer og hyppige indloadninger, der deler spilverdenen op i bidder.

Stadig: Historiemæssigt er Funcoms spil måske det mest medrivende, jeg har anmeldt siden Beyond Good and Evil. Som Michel Ancels oversete perle fanger Dreamfall dig med sofistikeret fortællerglæde, også når spillet rent gameplaymæssigt befinder sig i letvægter-klassen. Her er kampsekvenserne endda noget mere akavede - men heldigvis også mindre hyppige - ligesom der ikke er platformpuzzles og vandræs at forlyste sig med.

I stedet byder Dreamfall på en række mere traditionelle adventure-puzzles, med koder, gåder og objekter, der skal findes og kombineres på sindrige måder. Funcom har tilsyneladende været nervøse for at lave opgaverne for svære for den menige gamer, så en garvet adventure-nørd vil suse gennem spillet i rekordfart, godt hjulpet på vej af det intuitive og elegante interface. Udfordringerne er så at sige ofret på historiens alter, meget som man også så det i King Kong, endnu en Ancel-kreation. Til gengæld ødelægges indlevelsen i Zoë Castillos eventyr aldrig af frustration over nok engang at måtte konsultere en walkthrough, og det er bestemt værd at tage med.

I bagklogskabens klare lys var 90’ernes spildesignere måske nok på vildveje med deres drømme om filmiske spil. De to medier er lige så forskellige, som de er ens, og det enes forcer kan hurtigt blive det andets begrænsninger. Men Dreamfall er en kærkommen påmindelse om, at et stærkt manuskript også kan gøre en afgørende forskel i computerspillets verden - et faktum, mange af nutidens udviklere har fortjent at få genopfrisket. Her går fængslende figurer, fascinerende miljøer og handling med holdning hånd i hånd med et velsmurt adventure-gameplay, og facit er fornem underholdning.