Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Dredge

Dredge: The Iron Rig

Den sidste store udvidelse til det glimrende Dredge er ikke helt nok på egen hånd til at kræve en ny gennemspilning.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Black Salt Games' Dredge er blandt de sidste par års helt store indie-succeshistorier. Det var holdets første spil, men takket være en unik præmis indrammet af simple men solide mekanikker, så fik spillet tilpas med omtale online til at det fik en selvfortstærkende effekt. Siden da har studiet insisteret på at udvide spillet med mere indhold, og det kulminerer i Iron Rig, den hidtil største og muligvis sidste udvidelse til spillet.

Iron Rig kan i princippet gennemføres nogenlunde sideløbende med grundspillet, og verdenens relativt opdelte hjørner, hvor du sendes til for at indsamle de afgørende artefakter der bruges for at skubbe spillets narrativ fremad, går hurtigt i sømløs symbiose med historien her.

Den historie er i øvrigt relativt simpel; en gigantisk olieboreplatform er ved at færdiggøre de sidste indledende øvelser inden de vil sænke det gigantiske bor ned i det mystiske dyb. Du dukker op, og tilbyder at hjælpe den glubske Ironhaven Corporation med at få boreplatformens adskillige departementer op at køre. Det gør du først og fremmest ved at finde Ironhaven-vragrester rundt omkring i spillets verden, og på sigt introducerer disse olieboringer udslip tværs over verdenen, som lokker ukendte fiskearter op fra dybet.

Dette er en annonce:
Dredge

Narrativt er der ikke meget nyt under solen her, og selvom at både tone, overlevering og fremgangsmåde lægger sig pænt op af de i forvejen eksisterende strukturer vi kender fra hovedspillet, så er det en lettere tyndbenet omgang. Du indleverer materialer, fanger nye fiskearter, leverer flere materialer, opgraderer boreplatformen og til sidst træffer du et lettere arbitrært valg om platformens fremtid, og så er du færdig.

Det er ikke som sådan skuffende, men når nu Black Salt skubbede Iron Rig fra en lancering i løbet af Q4 sidste år til nu, så er det ikke fordi at der tages nogle signifikante narrative chancer, og heller ej tilføjer udvidelsen noget til din karakter, eller til grundspillets fortællingsmæssige ramme. Det her er "bare" en DLC - på godt og ondt.

Der er som sådan heller ingen nye mekanikker. Jo, du fanger nye fisk, og du indleverer nye materialer for at igangsætte udviklingen af nye departementer på olieboreplatformen. Det er det samme opgraderings-meta som grundspillet i forvejen mestrede - det er bare mere af det her, og disse opgraderinger resulterer faktisk i fordele der gør selve grundspillet en del lettere. Hvad synes vi så om det? Uha, det ved jeg snart ikke.

Dette er en annonce:

Samtidig med det kaster Iron Rig en virkelig, virkelig irriterende kæp i hjulet på din fremgang, som særligt gælder, hvis du spiller det her i et save game der i forvejen er gennemført. For at kunne fiske i olien skal du opgradere dine fiskestænger, og det betyder at du i princippet skal bruge tid, igen, på at reorganisere det udstyr du i forvejen har arbejdet hårdt på at konstruere. Det er ærgerligt at Black Salt ikke har kunne finde på andre, mere kreative måder at placere hække foran spilleren end i princippet at bede dem om at gøre det præcis samme en gang til. I stedet for at sikre at du kan fiske alle steder med det udstyr du har om bord, så skal du nu sikre at alle dine fiskestænger ligeledes kan fiske i olie. Fedt.

Dredge

Dredge er et godt spil, ja det er faktisk et rigtig godt spil. Ydermere er det et spil som fortjener din tid, hvis du altså ikke har spillet det før, og denne mere komplette udgave der kombinerer udvidelsen Iron Rig og The Pale Reach gør kun denne pakke mere robust. Men som enkeltstående udvidelse, så er der altså ikke nok opfindsomhed til at kræve at man geninstallere udelukkende af denne årsag.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Dredge: The Iron RigScore

Dredge: The Iron Rig

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Den sidste store udvidelse til det glimrende Dredge er ikke helt nok på egen hånd til at kræve en ny gennemspilning.

DredgeScore

Dredge

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Magnus har fisket en bizar indieperle op af et dystert, mudret dyb.



Indlæser mere indhold