Driver 76

For nylig blev der offentliggjort en forbrugerundersøgelse af frosne pizzaer. Konklusionen var klar: Pizzaerne blev som en anden Tour de France-rytter holdt oppe af smagsforstærker og masser af olie og fedt. Jeg har det faktisk lidt på samme måde med Ubisofts forsøg på at flytte Driver-konceptet over på Sonys håndholdte.

Historien er en slags prequel til Driver: Parallel Lines. Du indtager rollen som Ray, en tredjerangs mafiahåndlanger, der har begået den dødssynd at forelske sig Chen-Chi, datteren af chefen for de kinesiske triader i New York. I et forsøg på at gøre sig fortjent til hende, slår Ray sig sammen med Slink, en cool fyr af afroamerikansk overbevisning, om at samle penge og opbygge et ry ved at udføre opgaver for byens bander.

Det lyder mest af alt som oplægget til Frækkere end politiet tillader nummer alt for mange. De sørgelige realiteter er da også, at du i kampen om Chen-Chis gunst må slide dig gennem en lang, lang række af sørgeligt uopfindsomme missioner. Nå fra punkt A til punkt B inden for en given tidsfrist. eskorter en anden bil, kør fra politiet og så videre i samme dur. Nuvel, der dukker også en variation op, hvor du lokker dine modstandere til at forfølge dig. Herefter kører du hen til politihovedkvarteret, hvor de to parter derefter i ro og mag udrydder hinanden.

Den vanskeligste mission er dog at finde en indre logik og sammenhæng i historien, en opgave, der ganske ufrivilligt bliver besværliggjort af en jammerlig styring, der i 'til fods'-missionerne efterlader Ray i de særeste kvaler. Han kan for eksempel ikke hoppe over selv de mindste forhindringer. Bag rattet er styringen mere tålelig, og du kan tilmed komme til at sætte dig bag rattet eller styret i, og på snart sagt hvad som helst med hjul.

Efter hver mission bliver du belønnet efter indsats, hvorefter det så er meningen, at du formøbler din belønning på nye våben, flashy kluns og på at forstærke din bil. Der er bare ikke den store fidus i nogen af delene. Penge i sig selv har ingen afgørende indflydelse på dine muligheder for at forføre Chen-Chi. På samme kan du montere forbedret affjedring, nye bremser og forstærkning af karrosseriet uden at mærke den store forskel. Det mest syrede er dog, at selv om du selv med en AK-47 på klos hold, kan fyre den ene salve af efter den anden - uden at modstanderen lider nævneværdig overlast.

Oven i de nytteløse opgraderinger kan du samle de stjerner, der er spredt ud over banerne. Belønningen består i ny lak til din bil eller nye t-shirts og jeans til Ray og Slink. Problemet er bare, at de to hovedpersoner ikke ifører sig det nyvundne kluns i spillet. Scenen for Driver 76 er et New York, som skulle gengive det myldrende liv i metropolens forskellige bydele. Men uanset om du befinder dig Harlem, Bronx, Queens eller Brooklyn, virker omgivelserne sært øde og forladte. Du møder kun ganske få fodgængere, og de tre-fire biler du møder på din vej, ligger langt fra virkelighedens myldrende inferno.

Oveni er omgivelserne gengivet aldeles karakterløst, med slørede overflader, og som om det ikke var nok, bliver du belemret med ulideligt lange indlæsningstider og med vilkårlige frysninger af spillet, mens du udfører dine missioner. Tilbage står dog en lydside, som trækker grundigt på senhalvfjersernes pop-, funk- og new wave-hits. Dertil kan lægges en dialog, som ligger fint i tråd med tiden - og som til tider ligefrem er morsom.

Efter nogen tid med Driver 76 på min PSP, sidder jeg dog alt i alt tilbage med samme flygtige mæthed, som havde jeg spist et par af de frosne pizzaer, som havde fået bundkarakter i forbrugerundersøgelsen. Når man ser på det samlede indtryk af historien, figurerne, missionerne og den visuelle udførelse, så står Driver 76 da også tilbage som et noget uengageret forsøg på at lægge sig i kølvandet på den succesrige Grand Theft Auto-franchise.